torsdag den 27. marts 2008

Tiden løber

I dag er bare en af de dage, hvor jeg kæmper for at have mig selv med og med at nå at omstille mig til de forskellige scener, jeg betræder. Jeg har nu lavet et kort pit-stop i hjemlige omgivelser for at ræse ud af døren igen om mindre end en time.

Strikketøjet kalder højt og larmende på mig - men det kniber med, at jeg kan finde roen og tiden til at tage de energi-givende pinde. Min fredags-hjemmearbejds-dag er blevet aflyst af en fagdag, hvor jeg, i selskab med en række unge mennesker, skal arbejde med levende reklamer og have afdækket, hvad det er for beskeder de mange reklame-spot, vi møder i vores hverdag sender os. Jeg glæder mig - det plejer at være spændende dage med god energi. Men helt ærligt så glæder jeg mig altså også til, at det bliver weekend og jeg igen får tid til at mærke mig selv og mine nærmeste.

Vi skal plante blomster - og da jorden udenfor ikke lige kalder på det store havearbejde, har 3 små potter med kulørte anemoner fundet vej til min indkøbskurv. Hver af pigerne skal plante deres sommerblomster og se dem gro, mens vi venter på det "rigtige" forår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar