torsdag den 26. juli 2012

Lillesøster

Der strikkes til Robin Hood og Lady Marions lillesøster, som endnu ikke har set dagens lys - men som helt sikkert er på gavelisten til jul.

Det er Isagers Poppy i en lidt modificeret udgave. De mange farveskift på så lille et stykke strik - gav mig flimmer for øjnene - og jeg valgte istedet at give hver kube sin farve. Det er hyggeligt og overskueligt strik - lige til en rigtig sommerdag på terrassen.

tirsdag den 24. juli 2012

Lady & gentleman

Lidt nussetid til at lave de sidste detaljer, og Lady Marion og Robin Hood mangler nu kun et par passende knapper, inden de kan ryge i julegavekassen.

Det er en anelse tidligt med den kasse - men de trøjer kaldte så meget på at blive lavet, og jeg er vild med reaultatet og tilfreds med, at de primært er lavet af rester. Der mangler nu kun en trøje til mindste skud på stammen i familien, og den er i støbeskeen.

Børnenes mor elsker hjemmestrik, og børnene bærer det til det stumper både her og der. Jeg elsker at strikke til begejstrede modtagere:-)

mandag den 23. juli 2012

Gråvejrs-idyl

Sidste stop på vores sommertur ud for at lede efter den danske sommer, gjorde vi hos gode venner i deres sommerhus ved en af Silkeborg-søerne. Et hus der ligger med den mest fantastiske udsigt, og hvor det er ren idyl selv i gråvejr - pigerne var ikke så pivede og fik sig en kold kold dukkert i søvandet - mens jeg selv havde travlt med at finde alverdens undskyldninger for at blive på land.

Det var ikke muligt at overtale dem til en overnatning - nu var det bare slut med det nomadeliv og næsen skulle vendes hjemad. Vi er nu under eget tag og har brugt dagen på hver vores sysler. Jeg har fået strikket alt for lidt og regner med lige om snart at indtage sofaen for at tage en alvorlig revanche. Ude godt - men hjemme er nu heller ikke allerværst:-)

søndag den 22. juli 2012

Københavneri

Vi har været på mini-ferie i det københavnske med første besøg på Bakken og med en shop-amok tur i Lyngby-storcenter.

Pigerne var lidt skeptiske med hensyns til Bakken - men endte alligevel med at gå amok i forlystelser og i diverse spil. De slæbte bamser, bolde og hele 2'kg chokolade derfra med et stort smil på læben og efterfølgende problemer med at få det hele pakken i en i forvejen godt proppet bil:)

Nu har vi vendt næsen mod Vestjylland igen og trænger snart til at holde lidt ferie på eget matrikelnummer og under eget tag:-)

Århus pitshop

Inden turen gik mod staden, var der lige et superkort pitstop i Århus, hvor jeg ræsede mig igennem mit første - men absolut ikke sidste besøg i Fandango.

Hylde op og hylde ned fyldt med lækkerier. Der var ikke rigtig tid til at udtænke strik-projekter - og istedet fyldte jeg kurven med strikkegadets, der kan matche en handymand.

En Knit Kit, som jeg tidligere har haft og slidt op - nu med produktudvikling og pinde-størrelses-måler i låget - og en smart smart omgangstæller, der kan sidde på fingeren og som ikke hele tiden forsvinder i sofaen.... Jeg æælsker den slags strikkefinurligheder:-)

torsdag den 19. juli 2012

Højre venstre blind

Det er et problem, der til tider antager komiske dimensioner og fører til de mest underlige forviklinger. Jeg er højre-venstre blind i en latterlig grad og har brug for hjælp, når jeg ikke kan nøjes med at sige 'den vej' eller 'den der side'

25 % af befolkningen skulle efter sigende have de samme problemer. Jeg har nu forsøgt at løse problemt med et stort ur på venstre hånd - der som tillægsgevinst også kan fortælle mig, hvad klokken er..... Næste skridt bliver tatoveringer - men der skal jeg have en højre-venstre kyndig med, så jeg ikke får det skrevet på de forkerte hænder.....

onsdag den 18. juli 2012

Fristed

Ferien i det østjyske er præcis så dejlig, som forventet, og som den plejer at være. Jeg er priviligeret på et højere plan - at have mennesker i mit liv, der sætter pris på mig præcis som jeg er, der elsker mine børn næsten lige så højt, som jeg selv gør, som vil gå gennem ild og vand for os, men som også er klar til at give et los i rumpetten af den kærlige slags, når det er på sin plads.

De sidste par dage er blevet brugt på snak, pjat, grin og alvor. Strik til den sene nat og en hurtig bytur for at konstatere, at byens strik-oase har sommer-lukket. Alle familiens tøser har haft håret under Tante H's kyndige hænder og saks og har fået styret lokkerne.

Det her er også sommerferie af den gode og energigivende slags - og i morgen pakker vi sammen igen og drager videre ud på sommertur - med destination København:-)

mandag den 16. juli 2012

Den danske sommer

Der er nu vasket i bund, tøjet er lagt sammen og lagt i tasker for igen at drage afsted på ferie. Denne gang er det ferie i den danske sommer, der er på programmet.

Et par dage hos kusinen og fætrene, hvor der er rig mulighed for strik, snak og et par billige grin - derefter nogle dage i København med oplevelser og fødselsdagsfejring.

Vi er alle sådan lidt matte og er ikke helt landet og har ikke helt fordøjet Tyrkiet endnu. Det var ikke hyggeligt at pakke tasker igen - men ren og skær rutinearbejde. Det bliver fantastisk, når først vi lander hos gode og dejlige mennesker - men forberedelserne og transporten dertil skal lige overstås først:-)

Varme strik

I de helt varme timer, hvor det var en umulighed at opholde sig andre steder end i skyggen og hvor de andre fik en middagslur med fuld drøn på air-conditionen, blev det til en del pinde på Lady Marion og Robin Hood.

For ikke at skulle fylde kufferten med garn var det bundfarven på begge trøjer der fik en skalle. Om halvandet ærme er jeg nu klar til at gå i gang med de mange mange striber.

Fly-krea

Det giver altid lidt spekulationer, når der skal pakkes nørklerier til en lang flytur. Ingen nåle, saks eller strikkepinde får mig til at kaste mig over hæklenålen, og jeg fik lavet en række blomster til mit bløde bløde tørklæde, som jeg nu er halvvejs med.

Det krævede måske lige store armbevægelser nok til at være perfekt til flyet med de mange skift mellem farver, hvor garnet skulle rives over og de forskellige nøgler, der skulle være plads til.

Tørklædet bliver lækkert lækkert - når det engang bliver færdigt. Samtidig kan jeg godt mærke at jeg foretrækker at at strikke. Det er mere lige ud af landevejen. Jeg kan bedre se det for mig, jeg kan bedre korrigere undervejs og jeg slapper bedre af med strikkepinde - men hækling er en skøn variation.

Der er røster fremme om, at det nu er tilladt for kvinder at medbringe strikkepinde på fly, mens de bliver konfiskeret fra mænd. Jeg tør nu ikke sætte mine uundværlige knitpicks på spil - og derfor hækler jeg....

søndag den 15. juli 2012

Fart over feltet

Trods de høje varme grader lykkedes det os alligevel at lokke pigerne med på flere oplevelses-dage.

Den første tur gik op i bjergene og ud i terrænet på ladet af en jeep. Der var vind i håret og hårrejsende kørsel rundt på stier og grusveje. Der var hop, bund, grin og en anelse gråd, når det blev alt for vildt. Der var besøg hos en traditionel bjerg-familie som levede på tæpper og hvor vi forgæves ledte efter internet-opkobling og andre nødvendigheder. Der var frokost i jungle-landskab med mad på vandet, siddende på hynder og med mulighed for badning ved vandfald.

Senere på ugen bevægede vi os igen op i bjergene. Denne gang på dybt vand med hjelm og redningsvest. En god gang rafting med indlagt badning i den kolde flod og den stærke strøm.

Vidunderlige dage med oplevelser for både store og små.

Sansebombardement

En oplevelse af de ganske særlige var de mange besøg i basaren.

Der var basaren for turister, hvor man kunne købe 'billig...billig' - hvor pigerne blev aet på håret og tilbudt alverdens skrammel i 'god kvalitet' og hvor de lærte kunsten at prutte priserne ned i en tredjedel. Der blev købt Converse sko i alskens farver... Ure, tasker, t-shirts og alverdens tingeltangel.

Markedet for de lokale, hvor der var frugt og grønt i enorme mængder, med krydderier, nødder og andre specialiteter. Hvor de tyrkiske kvinder sad med deres tørklæder i skrædderstilling og pakkede varer ned og hvor både øjne, ører og næse blev bombarderet af indtryk og kultur, var en særlig oplevelse, der fik mig til at tænke på min egen farmor og farfar og deres beskrivelser af, hvordan de for mange mange år siden tog deres hjemmedyrkede grøntsager og frugter med på torvedag om lørdagen.

Brune ben og sommersol

Vi er tilbage i Danmark. Tilbage med en fornemmelse af at være landet lige midt i efteråret efter 10 dage i Tyrkiet med høj sol og op til 53 grader i solen og sølle 42 i skyggen. Kroppen har fået sommerkulør. Vi er blevet dyppet godt og grundigt i både pool, hav og flod. Vi har fået en masse indtryk, som stadig fordøjes og pigerne er blevet aet på deres lyse lokker, så Gitzen tilsidst var ved at eksplodere og overvejede en kronragning. Vi har fået fyldt energidepoterne godt op - og bruger dagen i dag på at få pakket ud og bare hænge ud og omkring.

mandag den 2. juli 2012

Let på tå

Der skal løbes småstærkt, når familien skal gøres ferieklar. Der skal handles både det ene og det andet. Klipklappere, solcreme, bolscher og meget meget andet fra mange mange forskellige steder. De fleste af opgaver falder ind under mor-paraplyen, mener pigerne - for de har jo ferie..... Når jeg forsøger mig med et spagt "det har jeg jo sådan set også" får jeg straks at vide, at sådan er det altså at være mor - bare så jeg ved det.

Jeg småløber og får indimellem lokket dem til at bidrage her og der - og lige om lidt og om snart er kufferterne pakket, alle bliver ferieramte, og vi er klar til at drage sydpå.

Destinationen er i år Tyrkiet. Jeg har kun været der en enkelt dag på en sviptur fra Samos for et par år siden - og glæder mig. Glæder mig til varmen, til poollivet, til basaren, til maden, til at blive kaldt til bøn, til at se og opleve sammen og til at lande godt og solidt i ferien.

søndag den 1. juli 2012

At være klar

Jeg er nu landet i ferien. Det tog lige et døgns tid, hvor jeg var rastløs, synes der var sååå meget jeg skulle, havde svært ved at finde ro og ved at tillade mig selv at slappe af.

Vi småpakker til ferie i varmen. Jeg regner på, hvor meget strik, der går på en ferie. Jeg strikker striber til Robin Hood og Lady Marion for at kunne nøjes med at slæbe det ensfarvede garn sydpå.

Vi tænker og lever ferie:-)