tirsdag den 30. august 2011

Hep hep

Sjældent får mit strikketøj så stor opmærkomhed fra pigernes side - men lige nu er der tale om et sandt heppekor. Den første strømpe i det allerførste par er færdig og prøvet til. Storetøsen sad med strømpen på det meste af aftenen i går og pressede mig med udsagn som "se den anden kolde fod" "det er godt nok synd, at de små tæer fryser så meget - mon de falder af?" "De her strømper vil jeg gerne have på i morgen"


Lettere presset over ikke at kunne strikke et par strømper på en aften, har jeg nu smidt strikkeposen i tasken i håbet om at et eftermiddagsmøde giver lidt strikketid. Jeg er endnu ikke kommet i gang med 2 strømper på en gang på rundpind. Hovedet har ikke helt været med til at sætte mig ind i teknikken - og lige nu trænger jeg bare til lige ud af vejen strikketøj - og DET lever strømper fuldt op til.

mandag den 29. august 2011

Samlebånd

Jeg spytter ikke nyt strik af pindene på samlebånd. Tværtimod synes jeg, det tager 7 lange og 7 brede at få bund i alle de ufærdige projekter i kurven. Der mangler en knap hist, en bort pist, og Navia trøjen skal stadig trævles op og have lavet en ny kant.

Tilgengæld er Samlebånd fra Geilsk nu af pindene - og jeg har hårdt presset af pigerne kastet mig over strømpestrikkeriet. Hovedet er ikke helt til at sætte mig ind i det dersens strikken to strømper på rundpind - så jeg kører hovedløst løs på fire pinde.


Weekenden har ellers budt på god strikketid med et ynglings-menneske. Det er blevet til mange timer i sofaen med benene oppe, snakkebåndet godt smurt og knitrende pinde. En lang lørdag nat giver god energi helt ud i fingrespidserne og ro i sjælen i en verden, der samtidig byder på blæst, regn og truende orkan.

torsdag den 25. august 2011

Der var en, der var to

Det tager om sig det her kanineri. I dag er endnu en kanin flyttet ind på matriklen. Buret var så snedigt indrettet, at det kunne deles i 2 kanin-lejligheder - og forøvrigt var det synd for den første kanin, at den ikke havde en ven. Forklaringerne og undskyldningerne var mange - og vi kunne hurtige blive enige om, at endnu en kanin måtte til.


At kanin-Ib, som solgte os kræene, også viste os helt nye kaninunger - og fortalte os, at vi til trods for indkøb af 2 hunner sagtens kunne låne en han - og kunne aflevere evt. overskydende unger ved ham - har sat griller i hovedet på alle hustandens tøser.

onsdag den 24. august 2011

Strømpe-plageri

Stik mod alle pædagogiske principper og fordi mine egne børn indimellem har en evne til at få mig til de mest underlige ting, når de ser bedende nok på mig - har jeg nu givet efter for strømpe-plageriet og indkøbt en sæk-fuld strømpegarn.

Strømper er altid en kamp for mig - det går strygende med den første - men kniber mere med nummer 2, som keder mig gudsjammerligt. Min strikkekurv har det ligesom min vaskekurv - den bugner af enlige strømper, som aldrig får en makker.


Mine beklagelser over problemet den anden dag - fik mine øjne op for en spændende teknik, hvor man strikker BEGGE strømper på en gang og slipper for de ulidelige strømpepinde. På Lillestrik har jeg fluks erhvervet mig en bog om emnet - og har også været omkring YouTube og tjekke teknikken ud der.

Jeg er så klar til strømpestrikning - heldigvis for alle mine ufærdige projekter i kurven, sidder netop den pind, jeg skal bruge i et af de strikketøj - og jeg må derfor gøre færdig, FØR jeg starter på nyt.

Striber med mere

Mine to små trøje-projekter, som skal i den store kasse med julegaver, skrider langsomt men sikkert frem tiltrods for lange arbejdsdage. Viggo-trøjen er færdig og mangler bare de helt rigtige knapper. Samlebånd mangler bærestykke og et ærme.


Nede i kurven kalder Navia-trøjen på at få lavet nye stolper og hals. Den er gjort færdig, knapperne er fundet - men efter et hav af prøvninger er den dømt til en finjustering. Det er ikke et projekt, der trækker voldsomt meget i meget - Jeg er ikke så meget til Om'ere. Tilgengæld er trøjen for lækker til at hensygne sit liv på bunden af strikkekurven.

Et andet ufærdigt projekt kalder - nemlig det grønne Camomille-tørklæde, hvor jeg gik død i borten. Det er også for fedt et tørklæde til ikke at skulle i brug. Så der er ikke meget andet at gøre end at fatte pindene og håbe på kortere arbejdsdage.

mandag den 22. august 2011

Brugt på den gode måde

Der er ikke megen gas tilbage i dagens ballon. Jeg er brugt på den fede måde efter at have tilbragt 12 timer sammen med en flok sjove og energiske teenagere.



Vi har været ude i det fri, spist bålmad, hygget, snakket og grint. En ny klasse er blevet rystet godt sammen, og det tegner til 3 gode år - Jeg glæder mig og høster garanteret allerede i morgen frugterne af den gode energi, der er blevet skabt i dag.

Nu skal jeg bare lige selv et par timer i laderen - for i morgen venter endnu en 10 timers lang arbejdsdag.

søndag den 21. august 2011

Sokke-ønsker

Mine piger nævner det tit og ofte. Faktisk næsten hver gang jeg tager strikketøjet frem - og de mener, det snart er tid, at jeg får gang i projektet, som går ud på, at strikke et hav af sokker til dem. Sokker til den kolde tid, sokker til gummistøvlerne, sokker til indelivet i skole og herhjemme. Deres behov er stort og påtrængende - mener de.

Billederne er lånt hos Garnstudio

Jeg er lidt modvillig og springer ikke til opgaven med de store jubelscener. Sokkestrikning er ikke blandt favoritdisciplinerne - jov den første sok er altid sjov at lave - det kniber mere med nummer 2...Jeg forsøger at overtale dem til lidt sjovere modeller end de helt almindelige og lige ud af landevejen sokker - men de har ikke helt købt idéen med snoninger og finurligheder.

fredag den 19. august 2011

Pakkenelliker

Hvem var den tåbe af en mor, der i et svagt øjeblik kom til at love mindste-tøsen, at med de mange afbud til hendes børnefødselsdag, kunne der fint blive plads til pakkeleg ?


Det var den selvsamme mor, som efter arbejde i dag måtte starte weekenden i Søstrene Grene og hos Tiger for at finde egnede småtterier, der ikke udhulede budgettet unødigt. Samme mor, som nu har pakket så mange små gaver sirligt ind og tænker, at der godt nok skal gå lang tid, inden så mange gaver skal pakkes ind på en gang.

Mor'en som nu går i gang med at blande de slikposer, som skal bruges som den store skat i skattejagten.... Vi bliver klar - også selvom vi ikke helt er det endnu.

Tape-finurligheder

For et par dage siden blev jeg sendt på jagt efter gaffa-tape og "sjov" bred tape - Ingen kunne rigtig forklare, hvad det var, det skulle bruges til - og jeg var lettere skeptisk over hvilke idéer, der var ved at vokse frem. Det var der ingen grund til. En hel aften blev brugt ved spisebordet med samarbejde og meningsudvekslinger. Da de rejste sig igen, havde de fremstillet de fineste penalhuse.


Jeg var dybt dybt imponeret. Herlighederne er fremstillet uden brug af andet end tape. Der er både et stort rum og bag på er den en klap, man kan vippe ned og have blyanter til at sidde i en lille lomme. Hele molevitten lukkes med velcro.

Det er fascinerende at se børn og unge mennesker arbejde ud fra en idé og fremstille noget, jeg på ingen måde selv kunne have udtænkt. Jeg er ofte slem til at servere færdige idéer, hvor de blot skal udføre og følge MIN plan - men nu ser det ud til at deres kreativitet begynder at gå deres egne veje - og jeg glæder mig til at se, hvor den bringer os hen

torsdag den 18. august 2011

På den igen

Forberedelserne er så småt gået i gang - Lørdag står den igen på fødselsdag - Mindstetøsen har inviteret pigerne fra klassen og et par veninder til festivitas. Jeg har forsøgt at have is i maven - og ikke gå i panik over ikke at have givet det en eneste tanke - men i eftermiddags begyndte det så småt at rumstere.


Huset er nu ryddet, maden planlagt, lister skrevet, storesøstrene er blevet sat på opgaven med at lave skattejagt - og med et par gode timers arbejde i morgen skulle vi nok blive klar til en gang fødselsdag-kalas på lørdag.

Lige nu sidder jeg stille og nyder duften af rent hus - og håber vejret bliver så fantastisk lørdag, at de kun vil være udenfor.

Arbejdshest

Lige nu tager arbejdet det meste af mine vågne timer - og samtidig er jeg ikke vågen helt så mange timer som i ferien - fordi jeg, når aftenens ro lægger sig over matriklen, bliver ramt af en ubændig trang til at se dyner, og fordi jeg, så snart hovedet rammer puden, snork-bobler.

Et par timer i dag midt på dagen mellem dagens undervisning og et eftermiddagsmøde blev brugt i byen - bare for lige at lure, for at mærke solen i ansigtet og for at føle, jeg ikke var på arbejde. En kjole i den mest fantastiske petroleumsblå farve insisterede på at komme med hjem - den nærmest sprang på mig og ville ikke gå af igen.


Den måtte med hjem sammen med ekspedientens halskæde, som hun selv havde lavet - og som hun gavmild tog af og gav mig, da jeg faldt i svime over den. Fantastisk service og fryns af den helt uventede slags ved at være trofast stamkunde.....

tirsdag den 16. august 2011

Jonglør

Eller sådan føles det - et hav af mennesker kaster bolde i min retning, og jeg holder tungen lige i munden for at holde dem alle i luften. Det er den samme følelse og lettere frustration, der rammer mig hvert år efter en laaaang ferie.

At jeg ikke har kapacitet til at rumme alle de oplysninger, der går i min retning - at jeg umuligt, kan huske alt det, jeg skal huske. Jeg ved godt, at jeg lige om lidt finder mine ben i det - mærker at alle boldene ikke skal være i gang på en gang - men at jeg selv kan lægge dem i kurven - uden at de forsvinder.

Samtidig kæmper jeg med lidt indre irritation over ikke selv at have fuld råderum over min tid. At det er ligesom arbejdet kommer på tværs af mit liv - og stjæler min tid.

Heldigvis mærker jeg også en voldsom tænding og brænding, hver gang jeg går ind i mit klasselokale og bliver mødt af mange unge mennesker, der gerne vil og som har glade forventninger. Jeg elsker at være degn - men jeg elsker også følelsen af frihed og frit råderum. Lige om lidt finder jeg balancen

mandag den 15. august 2011

Store madpakke dag

En søndag med krudt i rumpetten både ved arbejdsbordet og ved køkkenbordet har betydet, at vi starter ugen på forkant på flere niveauer. Arbejdsbunkerne er reduceret markant og arbejdsbordet er nu synligt, og der er plads til at nyebunker vokser frem. Fryseren er fyldt op med middagsretter, madpakkebrød og andet godt efter en hel dag med snurrende køkkenmaskine og stegen og brasen.


Pigerne er trisset afsted til første skoledag efter en lang ferie. Taskerne er pakket med nye blyanter og lækre madpakker - og de var klar til at tage hul på et nyt skoleår. Lige om lidt er jeg også klar til at tage hul på en ny uge.

lørdag den 13. august 2011

Lille kræ

Verdens bedste fødselsdag var mindste-tøsens ord, inden hun lukkede øjnene efter en lang og begivenhedsrig dag i går. Højdepunktet var besøget hos kaninavleren, hvor hun nøje udvalgte præcis den kanin, der skulle være hendes og med stor omsorg bar den derfra i en papkasse.


Hun bliver en rigtig god kanin-ejer og i dag fortsætter festivitasen med besøg af bedsteforældre og lur mig - med et hav af besøg hos kaninen :-)

fredag den 12. august 2011

Hvilken morgenstund

Endelig fredag - og endelig tid til at fejre mindste-tøsen, som runder de 7 år i dag. Dagen startede med søvndrukne tøser, der havde brugt natten på at lave gaver, skattejagt og andre forberedelser til den store dag. Mindste-tøsen var til gengæld lysvågen og klar til at blive fejret.

Første etape med morgenmad og skattejagt er i kassen - og hun stråler, hopper og klapper i hænderne over gaver og påfund. Hun har selv haft mange mange ideer til, hvordan dagen skal være, og vi har lagt os i selen for at opfylde hendes ønsker.


Et par timer på job - og derefter skal vi hente kanin..... Det er og bliver så stort - og jeg har et blødt og varmt varmt hjerte og suger hendes begejstring og brede smil til mig

onsdag den 10. august 2011

Fed inspiration

Da jeg så denne kuffert hos Tusindfryd den anden dag, var der ingen tvivl - sådan en kuffert vil min 6 og snart 7 årige datter slå ihjel for. Ingredienserne blev fundet i dag med hjælp fra både Søstrene Grene, garn-depoterne, Creative Company og en kær kollega med eget lager.


Hjemvendt med sagerne - blev jeg fluks frataget alle udførelsesrettigheder, og det overgik til at være et søskende-projekt. I fællesskab lykkedes det de 2 piger at fremstille en lignende kuffert, og de er ved at revne af stolthed og glæder sig til at give det til lillesøster.

Vi er ved at være klar til at holde fødselsdag fredag og glæder os næsten lige så meget som fødselaren :-)

Nu med klip-klappere på

Mine traveture ud i det blå - har resulteret i en seriøs "sports"-skade. Hurtig på aftrækkeren og så afsted med bare tæer i løbesko har kostet en monster-vabel, som jeg i et anfald af kådhed ignorerede og valgte at gå videre på.


Jeg betaler nu priser med en væskende vabel, og det er lige før, jeg overvejer en arbejdsdag i bare tæer. Og så siger man, at det er sundt !!!!

mandag den 8. august 2011

Ud i det blå

Jeg er nok mere til konfekt og strik i sofaen end til den helt anstrengende og sveddryppende motion. Det ses på formerne - og irriterer mig voldsomt til tider - men åbenbart ikke nok til, at jeg får mig selv taget hårdt i nakken. Jeg har forsøgt at strikke i et sådant tempo, at det får pulsen op - men er ikke rigtig lykkedes med foretagende....

En rask lille væddemål om håneretten med en af mine lidelsesfæller har i dag sendt mig på travetur rundt i byen. "Hvem kan gå flest kilometer på en uge ?" og "og blive ved med det uge efter uge?" Når jeg først er afsted med god musik i ørerne er det egentlig okay - jeg skal bare lige abstrahere for alt det, jeg kunne have nået derhjemme.

I dag så jeg både skøn natur, dejlig by og et godt citat af Th. Stauning. I morgen spænder jeg traveskoene igen - og overvejer om det er muligt at strikke samtidig med at man går ?

Snip snap snude

6 ugers sommerferie, der fik ben og gå på - og nu banker hverdagen igen på døren - Jeg gør klar til første arbejdsdag lige om lidt - mens pigerne stadig snuer under de varme dyner. Deres hverdag starter nemlig først næste mandag.

Ferien sluttede jeg af med at starte ikke mindre end 2 gange nyt strik op. Navia-trøjen er strikket til ærmgabet - og får lige et par dage i kurven. Der er masser af gode undskyldninger - så som det er for stort at have med i tasken.... og på pindene røg nu en Viggo-trøje fra Rasmilla og Geilsk samlebånd, hvor selve båndet er perfekt taske-strik - og måske liiiige til at tage et par pinde på til kurset i dag ?


Jeg svinger mig i sadlen og rider ud i hverdagen - og det er faktisk helt okay - God mandag til dig

søndag den 7. august 2011

Penalhus-jagt

Når storetøsen nu er nået dertil, hvor det er fedt at have noget, som ingen andre har - er både Etsy og Amio en ren guldgrube, som der bruges mange timer på at surfe rundt på og finde både fine, smarte og finurlige sager.


Denne gang var det jagten på et ganske særligt penalhus - mange blev udvalgt og lang tid er brugt på at udelukke ellers udmærkede bud på penalhus. Det er nu puttet i kurv og tilbage er kun at vente på, det kommer den lange vej fra Australien.

lørdag den 6. august 2011

Weekend sol

Feriens sidste weekend, og vejret viser sig fra sin allerbedste side med rig mulighed for at tanke den sidste energi på terrassen med benene oppe, og sommerfugle der sværmer om benene.




Se det er en sommerferie afslutning efter min smag - og så slipper I for klynk over den er ved at være slut :-)

Man ku' jo

Når man nu man synes, at mønsterpindene er uendelig lange, og øjnene glider i over projektet - så kunne man jo gå i gang med det projekt, der ligger og kalder nede fra kurven ?


Projektet som egentlig er tiltænkt dage, hvor man er på fartenog skal have et mindre og mere overskueligt strikketøj i tasken og et projekt, som først skal bruges til julegave.

Det ku' man jo - men når man nu har en rygrad af stål (not) så fortsætter man troligt og ihærdigt med det man er startet på - gør man ikke ?

fredag den 5. august 2011

Snork strik

Lige så stille efter at have reddet et hav af Tante H's kulsejlede projekter er jeg kommet i gang med den røde Navia-trøje - men nøj det går langsomt, og jeg keder mig bravt med de lange lange omgange af mønsterstrik, der skal gentages i en uendelighed.


Trøjen er i højrisiko-zonen for at havne i bunken af ufærdige projekter - men nu giver jeg den lige lidt mere opmærksomhed og ser om, den ikke kan kravle ind under huden på mig.

torsdag den 4. august 2011

Miniferie

Feriens sidste dage har været af den gode slags. Den slags dage, der giver gode smil, grin og fed energi på kontoen. Vi har været i Østjylland hos ynglings-familie-menneskerne og er blevet forkælet med god opvartning og masser af strik og snak.

Pigerne har hygget med fætter og kusine, og der er blevet fodret Bambier, leget på fantastisk naturlegeplads, indkøbt kaninbur, farvet og klippet hår og det løse. Ah vi nyder det.

mandag den 1. august 2011

Kanin-tanker

Strikke-marathon er midlertidig afløst af kanin-feber. Mindste-tøsen har fødselsdag lige om lidt - og det eneste, der står i hovedet på hende, er dyr.... Levende dyr vel at mærke - en hest, en hamster, en kanin, høns, en gås osv. Vi har været så heldige at være kanin-passere i denne uge - og det er feberen ikke blevet mildere af.

Moderen er tæt på at være blød om hjertet og klar til at skabe rum for endnu en levede skabning på matriklen - dog ikke hest eller gås. Jeg har altid synes, at børn og dyr er en rigtig god kombination - og at der er meget at lære ved omgangen med dyr - samtidig siger min erfaring mig også, at ethvert dyr jeg lukker ind på matriklen er mit ansvar og det er mig, der skal være indstillet på at holde dyr. Det gælder hamstere, guldfisk og også de kaniner, jeg kan mærke er ved at snige sig ind på mig....

Erfaringer og gode råd i den forbindelse modtages gerne.....