onsdag den 28. januar 2009

Pinen er færdig

Pinen er nu færdig strikket, monteret og der er sat knapper i. Jeg går stadig lidt rundt om den - og er lidt i tvivl - Den skal vist testes nærmere i nærheden af garderobeskabet, inden jeg helt udråber den som en vinder.

De mange besværligheder jeg havde frygtet med hensyn til mønsteret, stødte jeg dog ikke ind i. Måske fordi mit eksemplar af opskriftbogen er på engelsk ? Måske fordi jeg har fedtet den ind i fejl ? men det ligner da en trøje, også selvom jeg måske har fiflet lidt med opskriften uden at vide det.
Nyt i kurven er Fiona's top. Garnet er vundet op - En smuk petroleumsfarvet uld med en varm blommefarve. Håber frk. Gitzen køber den. Det er ikke sikkert. Hun er på vej i sin lyse-blå periode. Den skal på pindene så snart jeg har hentet børn, forberedt mig til i morgen, tænkt et møde igennem, lavet en folder, lavet mad, smurt madpakker, vasket et par maskiner og været til forældremøde. Altså sådan lige om lidt.

mandag den 26. januar 2009

Balsam for sjælen

Jeg glæder mig så meget til det bliver fredag. Hele weekenden skal tilbringes på toppen af Danmark til strikkekursus med Marianne Isager. Vi skal bo i Skagen og bruge både lørdag og søndag med at strikke vævestrik, dobbeltstrik og neverkont. Vi skal have styr på modelberegning og i det hele taget inspireres, fyldes på og bare være.

En hel weekend uden afbrydelser, hvor jeg skal strikke så meget jeg orker uden lige at skulle hente, hælde op, smøre madder el. lign. Det bliver balsam for sjælen. Jeg glæder mig bare så meget.

søndag den 25. januar 2009

På vej og dog

Vi rejser os lige så stille. Nogle lidt hurtigere end andre. Største-pigen hænger stadig voldsomt i bremsen, mens vi andre endnu ikke helt har genvundet appetit og energi - men vi kommer os og skifter langsomt til et lidt højere gear.

Pinen er på vej. Den mangler de sidste pinde på bærestykket, montering og sidestolper. Usikkerheden på længden følger mig, og klarheden kommer nok ikke før, den ligger helt færdig.

fredag den 23. januar 2009

Håb forude

Vi kommer langsomt op til overfladen - og der er håb om overlevelse. Dagen i dag bruges til at genvinde kræfterne. Stuen flyder stadig af dyner, madrasser o.lign. Vi er gået i gang med en Harry Potter kavalkade, og jeg finder igen kræfterne til at svinge strikkepinde og hæklenål.

Blomstertørklædet er færdig-monteret. Det var sjovt at hækle og mindre sjovt at sy sammen.


På hæklenålen er nu et andet blomstertørklæde fra http://www.markno.dk/. I kurven ligger Pine - den SKAL også have et par pinde i dag - men den keder mig bare så grummeligt.

Totalt underdrejet

Hele familien er gået helt ned med flaget - ikke i overført men i meget bogstavelig forstand. Jeg mindes ikke, at det er sket før - at vi alle 5 er blevet ramt af influenza på samme tid. Der plejer at være et enkelt eller et par stykker, der kan holde skuden gående. Det er der ikke nu.

Stuen ligner mest af alt et feltlazaret med dyner, madrasser, snot-klude og andet der hører sygdom til. Vi sover hele tiden og savner nogen, der lige henter det, vi trænger til. Vi er bare rigtig sølle og har ikke en gang kræfter til at håbe det snart er ovre.


Man overlever da sådan en omgang influenza - gør man ikke ?

onsdag den 21. januar 2009

Hækledrømme

Morgenen er startet med en tur i mailboksen. Normalt venter der arbejdsopgaver og punkter til "To-do"listen - i dag var der faldet guld lige ned i kurven. Et hurtigt besøg omkring www.markno.dk gav kriller i maven og kriblen i fingrene. Et fantastisk hæklet tørklæde, som bare må indkøbes og fremstilles hurtigst muligt, fordi det mangler så meget i min garderobe, tonede frem på skærmen.




Butikken er åben torsdag og mandag. I morgen er lang dag på skolen - mon jeg kan vente helt til mandag ?

Billedet er lånt hos Marianne Knorborg

tirsdag den 20. januar 2009

Sommerklar i slud og regn











Billeder af huset, vi har lånt til sommer, er netop landet på matriklen - og nu bobler jeg af forventning og glæder mig rigtig meget til 14 dage i det sydfranske, hvor vi skal mænge os med de lokale, have store naturoplevelser, spise franske specialiteter og tale fransk.

Er det ikke som om.....


Historiens vingesus leveret direkte ind i stuen. Jeg svælger, berøres og forsøger at trække børnene til, så de også mærker suset.

Følelsen, der fylder mig, er en tro på, at verden kan blive et bedre sted at være. At intentionerne om at søge løsninger fremfor konfrontationer er tilstede, at visionerne og idealerne i højere grad kan blive fulgt af handling, end det tidligere har været tilfældet.


Jeg håber på en verden, hvor de danske soldater trygt kan overlade krigsfanger til deres allierede, hvor kampen for at udbrede demokratiet ikke gøres med metoder, der på ingen måde hører et demokrati til - hvor forståelsen og respekten for det, der er anderledes, erstatter retorikken om, at enten er du med os eller også er du imod.

Det er måske ikke allerede i morgen, vi vågner til en bedre verden. Men jeg har håb om, at vi er på vej

mandag den 19. januar 2009

Pine på pindene

Allerede fredag aften slog jeg masker op til Pine. Men alverdens oprydning og flytten rundt kom lidt i vejen for, at pindene blev rigtig rødglødende i løbet af weekenden.

Jeg er snart der, hvor jeg skal beslutte, hvor lang den skal være - og jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt den skal have en ekstra række eller ej. Ærmerne skal være lidt længere - det er jeg tilgengæld ikke i tvivl om.


Trøjen er sej at strikke. Det er meget det samme om og om igen - og jeg kan mærke der helst skal være noget godt på TV eller en god veninde i røret for at det for alvor bliver til noget. Ellers laver jeg overspringshandlinger. Resultatet håber jeg bliver anstrengelserne værd.

søndag den 18. januar 2009

Tju hej for en søndag

Stille og rolige søndag blev lige pludselig meget aktiv søndag. En skør idé med at flytte rundt i stuen skulle afprøves, og den slags har altid med at tage om sig.


Gode venner blev hidkaldt og hele eftermiddagen er gået med at afprøve, flytte rundt, sætte bøger i alfabetisk orden igen og mit arbejdsværelse fik pludselig en ekstra reol, der blev til overs i stuen.


Stuen fungerer nu mere optimalt og der er orden-orden over hele rummet. Arbejdsværelset snakker vi ikke om - men det skal også nok blive godt - det kræver bare lige et par dage mere før jeg er helt til bunds i de mange mange stakke.


En dejlig weekend med masser af gode mennesker og oplevelser. Jeg har virkelig udrettet noget og været noget for nogen. Det er en god energi at bære med ind i næste uge.

fredag den 16. januar 2009

Absolut intet

Intet, absolut intet er overladt til tilfældigheder. Største-tøsen skal holde tøse-aften. Stuen er ryddet, fyldt op med luftmadrasser. Der er kørt til stilling til et ordentlig slag på Wii-maskinen, og samtidig har vi måttet stille et ekstra tv op for, at de samtidig kan se X-faktor.



Der er tilrettelagt og ordnet med både velkomstdrink, hovedret, dessert, snolder og chips, natmad m.m. Alt er klappet og klaret. Vi "gamle" får lov til at stå for serveringen og må ellers gerne fortrække ovenpå. Hun glæder sig meget, og jeg synes det er rigtig hyggeligt at være med på sidelinjen og agere praktisk-mus.

Varme ben

Endelig har alle mine piger varme ben, og jeg kan få lov til at tage hul på de lidt sjovere projekter i strikkekurven.


Første projekt er et hæklet sjal i Inka garn og mit blomster-tørklæde trænger også snart til lidt opmærksomhed. Heldigvis skal jeg med bus på arbejde i dag og det giver mig næsten en time uforstyrret hækletid. Alt har sine fordele.

torsdag den 15. januar 2009

Til tælling

Min krop sendte mig til tælling i går med en overvældende træthed og knaldende hovedpine, der tvang mig til køjs, inden det nærmest var blevet mørkt. Det er forunderligt, hvordan kroppen reagerer, når hjernen og viljen vælger at overhøre signalerne. Det er en slags reminder om, at det altså ikke er muligt at bruge sig selv 110% over længere tid.


Tempoet skal ned, sengetider skal passes, og det nytter ikke at være en masse for mange andre og så glemme at lytte til sig selv. Kroppen reaktion er prompte på for lang tids overforbrug af ressourcer uden den nødvendige optankning. Jeg er igang igen men stadig mat i kroppen og bevidst om at mine kræfter ikke er uendelige og at tegn på træthed ikke bare skal arbejdes væk - ihvertefald lige indtil næste gang.....


Endnu en pige er klar til at drage ud i verden med benvarmere og bette-tøsen er nu for alvor utålmodig for at hun også kan få varmet benene. Jeg mangler kun en ½ benvarmer inden vi er fuld ekviperet og mon ikke jeg finder en halv times tid til at gøre arbejdet færdig i dag.

onsdag den 14. januar 2009

Hurtig levering

Imponerende hurtig levering fra http://mariannesvit.dk/. Mindre end 24 timer efter jeg havde afsendt ordre, modtog jeg mit garn fra Marianne med posten. Jeg er imponeret og kæmper en brav kamp for at få strikket benvarmerne færdig, så jeg kan få Pine på pindene.

Jeg giver mig i kast med den tiltrods for at flere har givet udtryk for at have kæmpet med opskriften. Mit hæfte er på engelsk og umiddelbart synes jeg, det ser gennemskueligt ud. I eftermiddag skal garnvinden frem, så den store spole kan blive omsat i mindre nøgler. Tiden på arbejde må gerne flyve afsted - jeg har ikke tid til at være der. Projekterne i kurven kalder.

mandag den 12. januar 2009

Jern i ilden

Kun mandag og allerede mange jern i ilden. Den korte dag på arbejde blev afsluttet med en tur til garn-pusheren. Der blev hentet garn til de eftertragtede benvarmere og samtidig faldt der garn i kurven til et blomster-tørklæde.


Jeg sniger mig nu til at hækle en blomst eller to - men beordres tilbage til benvarmerne, så snart pigerne opdager det. Ærgerligt at aftenen byder på et møde - Det er som om, jeg næsten ikke har tid med alle de småprojekter, der pludselig fylder i min kurv.

søndag den 11. januar 2009

Udsigt til kåring

Jeg er ret sikker på, at jeg i morgen tidlig bliver kåret til verdens bedste mor af mellemste-tøsen. Et brændende ønske om benvarmere er nu leveret kun kort tid efter ønsket blev fremsat. Problemet med at fastholde titlen er dog allerede opstået. De 2 andre piger har opdaget benvarmere og ønsker sig dem nu i adskillige farver, og jeg fornemmer et vist akut og ikke udsætteligt behov.



Samtidig mærker jeg selv, at jeg må ud og investere, hvis jeg for alvor skal sætte benvarmere i produktion, der kan dække en hel families behov. Mine tykke strømpepinde er af plastic - og de er hæslige at strikke med. Meget tæt på ubrugelige. Måske det snart er tid til Knit Pick strømpepinde.

Finito

Mermaiden til min mor er nu færdigstrikket, færdig-monteret og mangler kun at tørre, inden den er klar til brug. Det er et fint stykke strik med gode og gennemtænkte detaljer, og jeg tror, hun bliver rigtig glad for den, og at den kommer til at hænge på hende. Monteringen tog forholdsvis lang tid - og krævede, at jeg holdt tungen lige i munden.


Men hva' så nu ? Jeg føler mig næsten lige så tom som strikkekurven. De mange idéer fra sidste uge kan jeg ikke rigtig genkalde mig. Hvad var det nu, jeg ikke kunne leve uden ? Pine ? Vendestrik ? eller..... Jeg tror, jeg laver et par hurtige benvarmere til Stritten og bruger en dag eller to på at finde det helt rigtige projekt - også selvom jeg ved, at tom strikkekurv giver stress i kroppen.

lørdag den 10. januar 2009

Udflugt til havet

En hurtig smuttur til havet for at hente garn og trække lidt havluft endte i en hel-dagsudflugt, der først lige er endt, og jeg sidder nu og hænger lidt i sofaen og overvejer om, jeg skal gå i seng, tage en time ved skrivebordet eller et par pinde på strikketøjet.


Det blev ikke til så meget garn. Tilgengæld faldt der er par gode og solide stykker tøj i kurven til et fantastisk udsalg. Vi fik en dejlig frokost og endte dagen med fælles aftensmad.


Børnene fik dyppet gummistøvlerne i havet og brændte en masse energi af med at løbe om kap om med bølgerne. Støvlefødder i vådt sand er næsten - men også kun næsten - lige så godt som bare tæer i sand.


fredag den 9. januar 2009

Kom nu postmand

Utålmodig, lettere trippende og evigt spejdende efter posten er vist meget karakteriserende for mig i disse dage. Jeg har bestilt varer fra det store udland og venter nu meget på, at de ankommer, så jeg kan få dem i fingrene.

Namaste har lavet etudier til alle de strikketing, der hele tiden forsvinder for mig. Jeg må eje både en Buddy Case til nål, tråd, saks o.lign. og en Mini Cozy til mine strømpepinde. Jeg glæder mig, så posten må gerne løbe lidt stærkere i disse dage.

onsdag den 7. januar 2009

Ro på

Skrivebordet er ryddet, huset ligner ikke en slagmark, børnene er så småt ved at gøre sig klar til at krybe under dyner med hver deres bog, og jeg har sat mig til rette i sofaen med strikkekurven og lys og varme omkring mig. Nu skal roen genetableres efter en hektisk start. Der er ikke mere, jeg SKAL i dag - nu skal jeg kun det, jeg vil.



Efterveerne efter ferien, hvor vi sov længe og gik sent sent i seng, mærkes stadig lidt. Det giver lidt turbulente morgener, hvor ingen rigtig er indstillet på at forlade den varme seng og komme ud af døren. Rytmen er der - den hakker bare lidt, og der skal ikke så meget til at vælte læsset. Vi kompensere ved at forsøge at finde sengen i ordentlig tid, så det biologiske ur igen indstilles, så det passer til livet i den virkelige verden

tirsdag den 6. januar 2009

Hurtig op i gear

Det er forunderligt, som rytmen hurtig genetableres, at der kun skal et par få dage til, inden boldene igen er i spil og det føles helt naturligt at have gang i 100 forskellige ting og huske et hav af detaljer og opgaver, der skal løses. Hverdagen fungerer i det store hele, og livet leves også i hverdagen.


Tirsdag er min korte dag - og jeg har fået hentet en erstatning for Nobels Testamente af Lisa Marklund, som fik alt for hurtigt ben at gå på i ferien. Jeg tager lige 3. del i trilogien om kvinderne i dansk politik af Hanne Vibeke Holst. Det er let fordøjeligt og passer fortrinligt på natbordet.


Samtidig frister tillægget fra Hendes Verden i går. Der er mindst en model, som jeg skal have på pindene. Jeg tror, jeg beholder benene på bordet endnu en halv times tid, inden jeg henter kuldet hjem :-)

søndag den 4. januar 2009

Snip snap snude


Så er den ferie ude. Børnene er lagt i seng i god tid - det pusler og rumsterer lidt på loftet, og de er under mistanke for ikke at have lagt sig til at sove med det samme. Det må blive en kold-tyrker i morgen tidlig, hvor vækkeuret ringer engang lige efter kl. 6.
Selv har jeg tilbragt en rigtig søndag med DR's nye dramaserie, strikketøj og koks på kakkelovnen. Tilbage er kun at få tage hul på hverdagen igen og glemme smagen af total frihed - ihvertefald indtil fredag, hvor den er her igen :-)


Sneen ramte os i dag - Det lille tynde lag var nok til, at pigerne gav sig i kast med et forsøg på at lave en snemand. Det endte dog med bare at blive en snekamp, der gav kolde fingre og røde æblekinder. Den perfekte afslutning på en dejlig ferie.

Vinterhi

Lige nu gør vi os en række tanker om, hvordan dælan vi får hverdagen på skinner igen. Hvordan vi tvinger os selv op i tempo, står op 5 timer, før vi plejer og holder de mange bolde i luften. I morgen går det løs igen - og det er helt ok. Juleferie har været lang, hverdagen synes fjern og der er fuld ladning på batterierne.


Vi har virkelig fået slappet af og lavet ingenting flere dage i streg. Mors Mermaid skrider frem og mangler nu kun ærmer og en enkelt kant. Når den er færdig, skal der Vendestrik på pindene og måske Topstykket fra Geilsk skal have en chance mere - måske.




Men først skal alle de praktiske forberedelser til i morgen gøres - så vil jeg slænge mig i sofaen og nyde feriens sidste dag.

torsdag den 1. januar 2009

Godt nytår

Så har vi sagt farvel til 2008 og taget hul på 2009. Der er flere planer og visioner for det nye år - ligesom meget blev oplevet og udlevet i det gamle. Jeg er parat og glæder mig til at tage hul.
Godt nytår til de, der læser med