søndag den 31. maj 2009

Lykken er...

at have en onkel med en pool - ihvertefald når man er barn og vandhund som nogle af vores børn er det. Der blev badet, pjasket og leget hele dagen og aftenen i går - og børnene var underholdt og i den grad aktiveret, at det er lige før, jeg overvejer at gribe skovl og spade og grave ud i egen have - lige før...

Det fantastiske vejr ser ud til at fortsætte, og dagen i dag byder på alverdens udeaktiviteter. Nogle af vores lavendler overlevede ikke motorsavsmassakren sidste år, hvor manden-min i utide gik amok og blev en kende for effektiv. Vi skal have flyttet nogle andre, der er dårligt placeret. Græsset skal trimmes og en enkelt ukrudtsplante skal måske rykkes op med rod. Hængekøjen er også kommet op igen - så mon ikke også den skal passes lidt ?

fredag den 29. maj 2009

Børnefødselsdag

Sikke en afslutning på en lang uge - 16 tøser til børnefødselsdag, der har boltret sig i haven, spillet alverdens spil, bygget huler, været på skattejagt, taget et hav af konflikter og fejret Stritten i stor stil - Det er lige før det kan tage pusten fra selv super-mom and dad.

Jeg er lidt flad i batterierne og har fået et øjebliks ro til ørerne, inden fødselsdagsfesten fortsætter med en tur til McDonalds og videomarathon i nat. Der har ikke været mange ledige øjeblikke til at tænke "for præcis 8 år siden" - men Stritten smiler bredt og stort og synes fødselsdagen er helt fantastisk. Det smil giver ny energi til selv den mest slidte mor :-)

onsdag den 27. maj 2009

De store af slagsen

Tempoet er fortsat højt, og jeg arbejder længe og meget hver dag. Heldigvis er det meste af det, jeg laver noget, jeg nyder og som giver energi på sin egen måde.

I dag har jeg fået has på det meste af en kæmpe stak eksamensstile og fået gjort klart til at præsentere eleverne for de store danske kanon-forfattere. Vi skal have vores egen forfattervæg, hvor de store kan kigge med og inspirere de spirende poder til både selv at skrive og til at læse klassikere.

Nu lukkes arbejdsværelset og jeg tager en time i selskab med de desperate husmødre og mit strikketøj, hvor jeg stadig ikke har fået indhentet weekendens optrævleri.

mandag den 25. maj 2009

What a day

En hel dag i selskab med en af tidens store guru'er indenfor undervisning og læring, Spencer Kagan, startede med en køretur tværs gennem landet til Odense Kongres Center. Det var hele turen værd. Jeg er fyldt op med tanker og visioner om, hvordan jeg kan gøre mine elever mere aktive, få dem lært mere uden de "opdager" det - og i det hele taget få dem engageret i undervisningen og egen læreproces.


Jeg elsker at være i selskab med mennesker, der brænder og brænder igennem. Engagement og visioner smitter og giver fornyet energi og tro på både det mulige og det umulige. Jeg er ikke til kult og blindt følgeskab med alverdens teorier - men mere til at håndplukk det, der kan rummes indenfor min personlighed og min lærerrolle. Jeg glæder mig til at skulle implementere nogle af tankerne bag Cooperative Learning.

søndag den 24. maj 2009

Størrelse telt

Strikkeprøver er ikke for de impulsive og hurtige på aftrækkeren. Jeg ville nogle gange ønske, jeg havde bare lidt mere tålmodighed og fik brugt den halve time på at lave en strikkeprøve - men hver gang tager iveren over, og jeg satser stort. Denne gang kostede de mange timers arbejde, hvor jeg løbende forsøgte at overbevise mig selv om, at størrelsen nok var meget god - lidt til den store side - men god.

Sent i går aftes kunne jeg godt se, at hvis trøjen skulle passe, ville det betyde, jeg skulle tage i omegnen af 10 kilo på - eller tage konsekvensen af min dovenskab og pille op. De 10 kilo var jeg ikke for alvor interesseret i - selvom tanken om kage og chokolade ad libitum fristede mig kortvarigt. Trøjen er nu tilbage ved kanten, og jeg kæmper mig igennem 2. gang. Hvorfor er det altid sjovere at strikke første gang ?

lørdag den 23. maj 2009

Byttehandel

Eftermiddagen har budt på et rigtig helvedes-projekt - Et hav af lapper skulle syes sammen til et tæppe, som efterfølgende er blevet valket. Jeg er ikke særlig vild med monteringsarbejde for at sige det mildt. Men det lykkedes alligevel Tante H at overbevise mig om, at det var min tjans mod at hun lovede at fylde fryseren med bagværk.


Jeg hoppede på byttehandlen og har bandet mig gennem eftermiddagen, hvor mit eget strikketøj har råbt og kaldt på mig - men har måttet blive i kurven - fordi jeg har syet til, jeg næsten var blå i hovedet. Nu mangler "kun" en hæklet kant og stikkesting på selve tæppet. Indimellem må jeg ned og snuse ned i fryseren for at holde modet oppe.

Nu med altan

Lørdagen startede tidligt med et hav af mænd i blå tøj, der rumsterede omkring mit soveværelse på 1. sal. En stor kran løftede vores nye altan ind i haven, og flere stod klar til at montere den.


Vi har længe haft en skøn fransk altandør med udgang til det bare ingenting. Det er slut med det - nu kan den friske luft indtages lige fra morgenstunden, armene kan strækkes i vejret i det fri og ikke mindst kan dynerne luftes uden at skulle fragtes gennem hele huset. Ah det bliver luksus.

fredag den 22. maj 2009

På min flade

Ja, jeg sidder her endnu - på min pind med garn, opskrifter, pinde, udregninger og andet strikkegeil omkring mig. Det er ikke blevet til ret meget andet i dag. Jeg er hooked og slipper ikke gerne pindene, for jeg skal lige se, hvordan det næste skal gøres, og hvordan det næste skal laves. Kanten er lavet, og mønsteret passer nu med antal masker. Farverne er lige så skønne, når de sættes sammen, som da de lå på bordet.

Om ikke ret længe vælter det ind med mennesker fra øst - Huset er ryddet, så de kan være her - men ellers er der ikke gjort de store foranstaltninger, for mama strikker. Heldigvis er det den slags gæster, der godt selv kan tage affære, og som kender mig og ved, at jeg dukker ud af hulen igen. Lige om lidt er jeg også nået så langt, at jeg sagtens kan snakke, selvom pindene knitrer. Ord skal de nok få - det er værre med mad.

Jubii og whau

Det gør ingenting at blive vækket af banken på døren, når det er posten, der bringer garn. Pakken blev flået op og ud væltede det garn, jeg har ventet utålmodigt på i hele tre dage.
Det er de skønneste skønneste farver og om hvert opvundet nøgle er der en fin banderole, der holder garnet på plads. Jeg er imponeret over både garn, farver og leveringstid. Alle mine bedste anbefalinger til http://www.holstgarn.dk/.

Jeg er ikke kommet videre senere og sidder og småfryser med alle nøglerne omkring mig - Jeg er i gang. Lige om lidt er jeg nok nødt til at fodre småfolket af, tage et bad og få lidt flere klude på kroppen -men så skal der også bare turbo på strikkepindene. Strikkelysten er tilbage - big time.

torsdag den 21. maj 2009

Rent bord

Vi er klar til at gå i gang med ferien - men det krævede også lige en halv dag at komme igennem det kaos, der kan opstå her i huset i løbet af bare få dage, hvor man vender det blinde øje til. Der er nu ryddet på de store flader, og der er bund i vasketøjet.

Haven er også blevet vendt et par gange - og jeg opdagede til min fryd, at pæonerne er så klar til at springe. Ellers må jeg konstatere at et par uger uden hakke og spade også gør sit ved haven - Der er knæhøjt ukrudt flere steder - Lige nu håber jeg bare, at det er ukrudt med kønne blomster....

Pigerne snakker meget om ild i kakkelovnen og en flyde-aften i stuen. Mon ikke kakkelovns varme kan kombineres med grill i haven ? Selv tager jeg vist et par pinde på et eller andet strikketøj i kurven, mens jeg krydser alle mine fingre for, at garnet fra Holst garn ankommer i morgen. Det er ihvertefald afsendt.

tirsdag den 19. maj 2009

Nye behov

Det er ikke de store flotte og imponerende kreationer, jeg kan fremvise. Døgnets timer slår ikke helt til og i et godt stykke tid har lysten heller ikke rigtig været der. Nye behov er imidlertid opstået med den cykel-feber, der har ramt familien den sidste uges tid.

Man fryser afsindigt om hænderne, især når man cykler i regnvejr. Det er blevet til et par muffedisser og et matchende halstørklæde er fundet frem i kurven for at få et par pinde. Mellemstykke, der strikkes 3 ret, 3 vrang skal være 90 cm. Det er søvndyssende, og jeg kører lynhurtigt død i det - men nu får det lige et par centimeter, mens jeg venter på garn til drømmetrøjen - hvis jeg da ikke cykler en tur istedet for :-)

Alle mod alle

Måske er det ikke helt tilfældigt, at jeg begynder at snakke om sommerferie-læsning, tænker i sommerferie-strik og i det hele taget synes, at ferien på en gang godt snart kunne være her og samtidig er uendelig langt væk.

Vi er godt i gang med årets fagfordeling på skolen. Det er en hård og opslidende proces, hvor man på det nærmeste ikke tør forlade skolen af skræk for, hvad der besluttes i ens fravær. Det er en kamp, der gælder ens arbejdsliv det næste års tid - og det kræver både lidt spidse albuer og gode argumenter.


Jeg ender som regel op med noget godt - men kan godt miste modet og troen lidt i processen og udtænker alverdens skrækscenarier. Kabalen går som regel op, og mon ikke også det bliver tilfældet i år ?

mandag den 18. maj 2009

Sommerferie-læsning

Måske er det meget godt, at garnet til den nye drøm først kommer om et par dage. Jeg er i gang med at sluge - i bogstavelig forstand - en krimi, der har et fast tag i mig. Jeg bekymrer mig om bogens personer og har taget mig selv i at tænke på dem flere gange i løbet af dagen.

Det er ikke stuuuur litteratur - men det er litteratur, der går lige ind og rører og bevæger. Det er en krimi med alt hvad dertil hører af mord, kidnapninger og personer med broget fortid. Samtidig er det en rigtig tøse-krimi, hvor der er en god portion af gode venskaber, forsmåede kvinder og mænd, lidt fødselssnak og stærke kvinder, der kæmper med at bryde den sociale arv.

Bogens handling udspiller sig i Århus, hvor jeg har oplevet og levet en god del af min studietid. Jeg følger glubsk personerne rundt i den by, der engang var min. Den er skrevet af Elsebeth Egholm og hedder "Skjulte fejl og mangler" Det er det første, jeg læser af hende - men ikke det sidste.
Det er sommerferielæsning af den fede slags - Den kan varmt anbefales og er erhvervet for den nette sum af 25 kr. i Rema 1000.

Jeg må eje...

Strikkelysten har ellers et godt stykke tid været parkeret, og der er ikke rigtig løbet noget af pindene - og så pludselig træder en kollega ind på lærerværelset i en trøje, som jeg sværger, jeg næsten var klar til at slå ihjel for at få.


Jeg aede hende en del og udstedte kraftige advarsler om IKKE at efterlade trøjen uden opsyn i garderoben. Hun har nu været hjemme i gemmerne og fundet opskriften frem til mig - måske mest for at sikre sig, at jeg holder nallerne fra hendes.


Det er en Isager-trøjen fra Inka, som jeg har haft til gennemsyn fra biblioteket et hav af gange uden at falde for noget. Jeg må jo have været blind eller noget lignende, siden jeg har kunnet overse denne trøje.

Det kribler og krabler i fingrene - og jeg har nu brugt et par timer i selskab med www.holstgarn.dk for at finde de helt rigtige farver til min trøje og håber og beder nu om hurtig levering. Den trøje skulle have været på pindene i forgårs.

lørdag den 16. maj 2009

Læseheste

Vi tog cykelturen i sildende regn men gjorde stop hos boghandleren, hvor der blev fyldt godt op i cykelkurven med bøger af forskellig art og forskellige niveauer.


Vi flyder nu med dyner og puder i sofaen med hver vores bog, kiks og varm kakao inde for rækkevidde. Vidunderlige lørdag

Klage

Jeg vil godt klage - klage over vejret. Jeg ved bare ikke helt, hvorhen jeg skal rette klagen. Himlen er grå. og sluserne står halv-åbne. Det passer så dårligt med dagens program, som efter jeg hentede efterløberen til min cykel i går, står på cykelture ud i det blå. De ture er nu vist blevet til ture ud i det grå.

De tykke sweatre og regntøjet skal nu graves frem af skabet - Vi skal ud og pigerne tripper og er utålmodige. Ellers står resten af weekenden vist nærmest på ingenting - ud over gedin afslapning og hygge.

onsdag den 13. maj 2009

Ud i det blå

Jeg har fået et stort ønske gennem længere tid opfyldt. En ny kone-cykel med sikkert tråd, solid kone-numse sadel, cykelkurv og en stabilitet, der gør den velegnet til ture med børn og andet kravl. Som tilbehør en efterløber til mindste-tøsen så hun også kan komme med på langfart.

Første delen er opfyldt i dag - efterløber kommer forhåbentlig en af de nærmeste dage. Det viste sig at jeg med min pygmæ-størrelse skulle have sadlen så langt ned, at der ikke var plads til beslag m.m. Cykelhandleren udtænker nu alternative løsninger - Jeg håber ikke det bliver klodser på pedalerne, som jeg husker fra min barndom.

Den er indviet med en handletur - og formen er endnu ikke så meget i top, at jeg kan tage byens stejle bakke - men ærlig talt - den er altså også et Tour de France værdigt.

Gitzen som var noget lang i hovedet over ikke at skulle med på den lovede efterløber, har fået støttehjulene af sin egen cykel. Hun var fast besluttet på, at det var nu - men efter en enkelt tur med en sikker hånd i nakken - er hun nu knap så overbevist - og mener godt, vi kan få de hjul på igen - så kan hun lære det, når hun bliver en 8-9 år, som hun siger....

mandag den 11. maj 2009

Mors dag

Mine søde piger forkælede mig rigtig på mors dag i går. Jeg fik et hav af fine fine tegninger, et vidunderligt vedhæng til mit armbånd, en lækker lækker morgenmad og ellers lov til at bestemme hele dagen - eller næsten da....

Bette-tøsen snakker en del om hvornår det egentlig er hendes dag - Hun er meget utilfreds med ikke at kunne bestemme alt - og har flere gange sukket over ham "præsidenten", som hun mener, er ham, der har bestemt, at de voksne bestemmer. Det er stort at være den, der bestemmer, når man er 4 år.

Vedhænget var et fint garnnøgle, som "du ikke kan strikke af" - som børnelogikken forklarede mig. Det gør ikke så meget lige nu - for jeg er gået helt i stå med at strikke. Kurvene bugner af projekter - men ikke det rigtige projekt, som kan få mig igang med at svinge pindene. Jeg kan mærke rastløsheden - jeg er bedst til at have gang i et projekt, der skrider fremad og som jeg glæder mig til at få færdig.

lørdag den 9. maj 2009

Råhygge

Vi har indtaget sofaen med dyner og tæpper. Et par gode film er fundet frem og vil vil bruge eftermiddagen sammen med Disco-ormene og gutterne fra Madagaskar. Pigerne spiser rutebiler - det er synonym med maksimal-hygge for dem - jeg kan tilgengæld sagtens holde fingrene fra det stads.

Både arbejdsnarkomanen og tornado-mor tager en pause i dag - og lader stå til for bare at være

fredag den 8. maj 2009

Forsumper

Jeg forsumper lidt i arbejde i disse dage. Det fylder hele min dag og hele mit hovedet. Der er ikke overskud til så meget andet, og mine strikkepinde ligger stille hen i kurven. Det er ikke travlt på en opslidende måde. Jeg får udrettet noget - jeg gør en forskel. Jeg næres ved det og får god energi, også selvom om søvnen er over mig om aftenen næsten før hovedet rammer puden.

Tornado-mor ikke helt forsvundet endnu og i går fik jeg ryddet og ryddet op på mit arbejdsværelse samtidig med at jeg fik styr på eksamensmateriale til de forholdsvis mange eksaminer, jeg skal afholde inden det bliver sommerferie.

I dag bliver jeg heldigvis rykket lidt ud af min egen verden og træder i danseskoene for at at svinge mig gennem maj-natten til tonerne af forhåbentlig noget fedt musik. Jeg elsker at danse og glæder mig rigtig meget. Det giver også ny energi :-)

søndag den 3. maj 2009

Barselsgave

En af mine kære kollegaer skal være mormor lige om lidt. Det er stort og spændende. Hun har kæmpet sig igang med strikketøj og strikker i størrelse 1½ år for at være sikker på, at barnebarnet også kan passe trøjen, når den bliver færdig.

En sådan lille ny skal da ikke starte livet uden hjemmestrik - og jeg har haft gang i pindene og fået lavet et lille start-kit, men han skal vente på mormors strik. Jeg glæder mig til at give hende det i morgen.

Selv drømmer jeg om nye projekter, selvom kurven bugner af halvfærdige trøjer og tørklæder. Markno har fundet endnu en gang lækkerier, som frister - og måske frister over evne. Se selv med her : www.markno.dk

Og en søndag

Tornado-mor fortsætter i fin stil. 2 børneværelser er i dag blevet byttet rundt. Det har betydet, at vi har været omkring hver en lille ting på værelserne - alt er blevet endevendt, tørret af og har fundet en ny plads.

Det har været et kæmpe stykke arbejde, og både børnene og jeg har været ved at give op flere gange undervejs. Nu er vi færdige, og de ligger tilfredse i hver deres seng på hvert deres nye værelse og synes næsten, det er som om, dem fra Drømmeværelset har været forbi.

Ældste-tøsen har barrikeret sig på sit værelse og nægter pure at lade mig komme ind. Hun holder af sit bombe-krater og mener jeg forstyrrer den gode energi derinde med min spand og klud - og ikke mindst store sorte sæk.

lørdag den 2. maj 2009

Udmugning

Sådan kan man jo også vælge at bruge en lørdag. Der er nu muget ud i både soveværelse og badeværelse. Alt er rent og der er en duft af rengøringsmiddel, og de rene flader næsten blænder. Det er veludført arbejde - tilbage er nu kun husets resterende 14 rum og en kælder, som er i samme miserable tilstand. Rengørings-orlov findes det mon ?

I morgen har jeg sat mig selv mat ved at love de 2 små, at de må bytte værelser. Det betyder, at jeg skal kæmpe mig gennem oprydningen af hele 2 børneværelser. Jeg er gået grassat og overvejer om det er noget jeg har spist, eller om det bare er almindeligt forårskuller, der går over igen ?
Det kan også være et anfald af overspringshandlinger for ikke at skulle lave eksamensopgivelser, finde eksamenstekster eller se på andre af de bunker, der ligger på mit skrivebord

Bombe-krater

På overfladen ser det forholdsvis ordentligt ud - men så snart man kradser lidt i overfladen vælter det frem. Alt det rod som jeg er i stand til at få skubbet ind i skabe, på hylder og i kasser. Jeg er intet ordensmenneske - jeg er ikke en af dem, der holder orden. Jeg rydder op - og det er en fortløbende proces, der aldrig får ende.

I dag har jeg tømt klædeskabet og genfundet tøj, jeg ikke anede, jeg havde. Der er et hav af tørklæder og andre små klude. Det er nu nydeligt foldet, og jeg har lige nu et klart overblik. Der er mange flere skuffer og skabe at gå i gang med. Spørgsmålet er bare, hvor jeg skal starte.


Min eneste trøst er, at rod eller manglende ordenssans ofte kendetegner kreative tænkere. Lad mig være en af dem - så er alt rodet da godt for noget

fredag den 1. maj 2009

Trapez

Det blev til en tur i byen. Jeg plejer ellers at holde mig i passende afstand af det kaos, der hersker i byen fredag eftermiddag. I dag kæmpede jeg mig igennem for at sikre mig trapez til pigernes gyngestativ. Den er sat op og indviet med hvin, grin og akrobatiske øvelser.

Samtidig faldt der lidt have-legetøj i kurven og hele eftermiddagen er tilbragt i haven med sjov og spas. Vi kan mærke varmen i kinderne - solcremen skal vist snart frem. Det føles som sommer - og vi nyder det i fulde drag og forsøger at trække al energien ud af det gode vejr.

Den kom....

Det BLEV weekend. Der var øjeblikke, hvor jeg seriøst tvivlende på, at vi nogensinde skulle nå hertil - men nu er vi her, og weekenden er stadig helt ny og ubrugt. Jeg har slået mig ned i mit hjørne på terrassen og sidder lidt rastløs og tænker på alle de ting, jeg kunne gøre og bruge weekenden til.

Pigerne trænger til nye gynger og lidt udstyr på bålstedet - måske jeg skulle tage et smut omkring trælasten. Der er stadig krukker, der står tomme og kalder på planter og lavendelbedet foran huset har ikke stået vinteren så godt igennem - En tur til planteskolen kunne også være en mulighed.

Huset trænger til en ordentlig omgang - men det er jeg ret afklaret med, at det ihvertefald ikke er et af de projekter, jeg har lyst til at gå i gang med. Der er en række eksamensopgivelser og tekster, der skal findes og laves. Det er heller ikke et projekt, der trækker voldsomt.

Strengt taget kunne jeg også bare blive siddende med strikkepinde i hænderne eller slænge mig i græsset, hvor weekenden allerede var gået igang, inden jeg kom hjem. Puha sikke nogle store valg at tage en fredag eftermiddag.