tirsdag den 31. januar 2012

Trøje-parade

En eftermiddag ved spisebordet med nål, tråd og en engels tålmodighed - og jeg er nu klar til parade og til at vise jer en næsten hel ny garderobe. Hele 3 stk strik er færdig - og det er næsten ikke til at vælge, hvilken en af trøjerne, jeg skal trække i i morgen.

Velkommen til parade.......
Den grønne tunika er færdig, monteret med knapper, som det godt nok var svært at vælge. Jeg var meget i tvivl om de her lidt sprælske knapper fremfor en sort læder-knap. Men nu er de monteret, og så ser jeg sagerne an. Trøjen er våd - og ikke skjoldet, som det ser ud til på billedet.

Pippi-trøjen har ligget længe og ventet på knapper. Den var nok sjovere at strikke end den egentlig klæder mig. Igen stor tvivl om, hvorvidt jeg skulle vælge ensfarvede knapper eller gå efter multifarverne også på knapperne. Om de skulle sys i med sort, hvid eller multi.

Og endelig knapper til Navia-trøjen, som stadig er en anelse for lang og som skal "prøve-gå'es-til" inden dens endelig skæbne helt bliver afgjort.

Det kan man da kalde at gøre rent bord - og ren kurv. Se det kan man kalde en sand parade og beviset på, at man med en god gang galde over spildt ferie virkelig kan få noget fra hånden :-)

mandag den 30. januar 2012

Knap-jagt

I morgen går den vilde knappe-jagt. Der er hele 2 trøjer, der kalder på knapper - både den grå Navia-cardigan og den grønne tunika, som er blevet strikket færdig til håndboldkampene i weekenden.


Jeg glæder mig til at kaste dem på ryggen - og til at udtænke nye projekter. Denne gang fra restekurven......

Sommerferie i regnland

Forsøger at holde humøret og fanen højt, trods flere trælse og irriterende meldinger fra bank i dag, som ikke kan sige noget kvalificeret om mulighederne for, at vi får pengene fra Spanair retur. Det er altså ikke pænt at tage penge fra de fattige, og om jeg fatter, hvorfor vi skal være med til at finansiere deres konkurs.


Forholder mig til udsigten til en sommerferie i det danske ferieland med gummirøjser, regnfrakke og store sweatre. Jeg ved godt, at Danmark er skøn om sommeren, og indtil flere søde kollegaer har tilbudt lån af campingvogn, sommerhus m.m. - men jeg har bare en evne til altid at få lagt ferien i Danmark i regnvejrsugen..... Så for både min egen og for I andres skyld er det altså bedst, hvis jeg drager til udlandet.

lørdag den 28. januar 2012

Pis osse

Ferien kom på plads her i løbet af ugen - Helt på plads - og det er sommerferien, vi taler om. En uge hvor alle 4 børn og 2 voksnes ønsker og drømme om en ferie med lige dele sol, afslapning, badning, oplevelser og input kunne opfyldes. Det gav en dejlig ro og tilfredshed i kroppen, og vi drog et lettelsens suk, da de sidste strabadser mht bolig faldt på plads.

Et lettelsens suk der blev afløst af hektisk aktivitet, forhøjet puls og åndenød, da jeg i går til midnatstid helt tilfældigt zappede forbi TV2 News, hvor de kunne fortælle, at Spanair havde indgivet konkurs-begæring. Fik hurtigt konstateret at pengene endnu ikke var trukket fra kontoen og flere natlige opringninger til bankens døgnservice gav ingen gevinst i forhold til at få spærret for opkrævningen.

Vi holder stadig vejret og er lettere modløse over nu igen ikke at have sommerferieplaner, der passer til både ønsker og budget. Pis osse......

fredag den 27. januar 2012

Fredags-nydning

Jeg har smækket mig med benene op og lader rod være rod. Springer højdespring over nullermændene og har lukket døren fast og bestemt til vaskehuset. Det er fredag - og lige her hvor dagen er allerbedst. Det er fredags-nydnings-tid. En hel weekend foran os med tid og fred til at gøre lige, hvad vi lyster.

Jeg har fundet alle garnresterne frem - Hurra for rester - efter jeg i går så Gittes dejlige pude. Mønsteret er flot og lige til en gang reste-hækling. Opskriften ligger lige her Solstrikke og jeg hækler små finurligheder i alverdens farver. Det bliver ikke til en pude - men måske et tørklæde med sort kant.

Den grønne tunika har jeg kylet fra mig i arrigskab. Det er hverken garnet eller opskriften, der driller - men derimod de skide Knit Picks pinde. Alle mine pinde har en tendens til at slippe mellem skruedimensen og wiren - og det er altså lettere stress-fremkal
dende hele tiden at miste alle maskerne. Jeg bliver hidsig og arrig - og det er der ikke plads til på en fredag.
Tilgengæld tegner den til at blive super-lækker - så måske den får en chance på en lørdag :-) God weekend til dig og dine :-)

torsdag den 26. januar 2012

Leg med ord

Sjov leg med ord og flere mulige udtryk - Nogen vil måske kalde det tidsfordriv af format - men jeg hygger mig og tømmer hovedet, mens jeg laver sjove ordcollager og selv synes, der er enormt mange anvendelsesmuligheder i værktøjet. Jeg nyder at se ord danne billeder og lege med det grafiske udtryk.

Hvis du vil lege med, kan du finde redskabet her : Wordle

Striber

Jeg ælsker striber - sort/hvide striber, striber med fint afstemte farver og multistriber i vilkårlig rækkefølge. Især det sidste volder mig nogle gange problemer - Det er som om hele systemet stritter i mod tilfældighedsprincippet, og jeg skal virkelig have mig selv i nakken for ikke at begynde at ordne rækkefølgen - sirligt og afstemt....

Jeg harnu genopdaget et tidligere brugt redskab - nemlig stribe-generatoren, hvor man kan indtaste farver og bredde på striber - og fluks generer maskinen et bud på striberne. Det er da smart :-)

onsdag den 25. januar 2012

Du ved, du er lærer når...

- du føler dig som en kendis, når du handler i det lokale supermarkedet

- du ikke kan læse de første to bogstaver i en nummerplade uden at tænke på en kollega

- ikke længere tænker på gamle plader, når folk siger LP

- sender højtråbende mennesker "lærerblikket", og det virker

- forsøger at åbne din egen hoveddør med en B-nøgle

- foretrækker at slukke radioen på vej hjem fra arbejde

- konstant tæller dine egne børn, når I er i byen og spørger "Hvem mangler..?"

- ikke kan læse en artikel uden at indtænke den i et undervisningsforløb

- og ikke mindst går syg på arbejde, for hvordan skal det ellers gå med de stakkels poder, hvis fremtid, du tror, du holder i dine hænder.......for at kollapse totalt, når du kommer hjem

søndag den 22. januar 2012

To pinde

En hel søndag tilbragt i stuens bedste hjørne med strikketøj og andet godt indenfor rækkevidde - og alligevel tror jeg kun, det er blevet til 2 pinde på mit nye strikketøj. Det tegner godt. Farven er skøn, og pindene store og tykke. Der er fremdrift i projektet.
Tilgengæld har jeg vasket min Navia cardigan op - og den er blevet lige til den store side. Nu lader jeg den tørre - og prøver den til. Men jeg har lovet mig selv - højt og helligt - at hvis den ikke passer som fod i hose, så piller jeg den op istedet for at kyle den ind i bunden af skabet.... Det gør jeg, det gør jeg, det gør jeg......

Giv mig energi

Ikke så snart som jeg havde rettet de mange stile, før end feberen væltede mig omkuld på sofaen. Jeg har benægtet, fornægtet og forsøgt at arbejde det væk - men må bare erkende at snudeskaftet er fyldt med snot, jeg fryser og knoglerne værker.

Jeg har et kæmpe behov for at udrette - Ikke sådan forstået at jeg skal sætte fodspor i den store verden, men jeg har brug for at gå i seng om aftenen med fornemmelsen af at have brugt dagen til noget godt - at have udrettet noget. At sove dagen væk på sofaen tæller ikke med i det regnestykke.

Allerede i morgen skal jeg nok få lov at udrette med en arbejdsdag fra 8 til 19. En dag af en sådan art at selv en heftig forkølelse ikke kan komme på tværs. Det er en SKAL-dag. Jeg finder energi, fordi jeg skal.

Mine ideer og drømme om at street-arte må vente til energi-barometer står lidt højere

fredag den 20. januar 2012

Overspring

Fredag eftermiddag, og weekenden er her lige nu og bliver ikke længere, end den er lige nu. Alligevel går jeg lidt hvileløst rundt og laver et hav af overspringshandlinger. Jeg har et sæt stile liggende og var fast besluttet på, at de ikke skulle hænge over mit hoved hele weekenden - men at jeg skulle i gang og have det fra en kant.


Men hvem vil ikke give mig ret i, at det er dybt presserende og meget vigtigt at få ryddet op på opslagstavlen, på køleskabsdøren - for slet ikke at snakke om under skriveunderlaget. Kom nu Mie - erfaringen viser det med al tydelighed....de stile retter ikke sig selv.....

Bærestykke

Navia trøjen tager form. Bærestykket er nu færdigt, og garnet slog til. Jeg holdte vejret, mens jeg strikkede de sidste pinde - men nu mangler jeg kun stolperne og at finde de helt rigtige knapper, inden trøjen er klar til brug.


Optrævlingen fordi den var blevet lige kort nok, har betydet, at jeg har fået strikket den lige en anelse for lang - men jeg satser på at bruge den med høje hæle, eller på at jeg vokser et par centimeter. Det er nemmere at overskue end alternativet, som ville være at trævle hele bærestykket op.

Jeg er klar, parat, start med næste projekt - og har lavet en gennemgribede oprydning i mine mange kurve. Alt er nu sorteret, pinde er tilbage i de dertil indrettede etuier, garn der hører samme ligger sammen - og jeg har totalt overblik - ihvertefald over den del af mit liv.

Nu styrer jeg ud i virkeligheden for at få taget hul på dagens dont, så jeg lige om snart kan i dømme mig selv weekend. Jeg ønsker dig en god en af slagsen :-)

onsdag den 18. januar 2012

Ikke til andet

En knaldende hovedpine, jeg både har forsøgt at kurere med piller, væske, mad, arbejde, hvile, og hvad jeg ellers har kunnet finde på, vil bare ikke slippe sit tag i mig. Den sidder lige oven i hovedet og gør mig kortluntet, ueffektiv og langsom.


Jeg har nu overgivet mig og erkendt, at dagen i dag ikke bliver en af de dage, hvor noget som helst kommer fra hånden - og istedet for at dunke mig selv yderligt i det i forvejen dunkende hoved, klapper jeg mig selv på skulderen for rent faktisk at have fået givet børnene noget i maven, fået smurt deres madpakker og for ikke at have rykket hovederne af dem, når de tager en af deres højlydte diskussioner.

tirsdag den 17. januar 2012

Nye forsyninger

Der er hentet nye forsyninger - og jeg er klar, parat til håndbold i aften - og til at svinge pindene over det sidste ærme og derefter bærestykket med mønster, der nok skal holde mig til ilden. Jeg krydser fingre for god strikketid de næste par dage - trøjen må gerne snart være færdig - den mangler i min garderobe :-)


Men inden jeg helt når dertil, er der lige et par stile og lidt forberedelse, der kræver min opmærksomhed ved arbejdsbordet.

mandag den 16. januar 2012

Hæklerier i mørke

Nogle dage er starter så tidligt og slutter så sent, at der ikke er tid til at tage billeder af nørklerier i dagslys. Jeg startede en gang hækle-krave op i går i det fineste vifte-mønster. Det er mest tidsfordriv uden mål og retning. Uden behov eller modtager - bare noget at have i hænderne, indtil jeg får hentet nye forsyninger hos garn-damen.


Min cardigan kalder på mig henne fra kurven - men jeg må ignorere den, fordi i dag ikke bød på den ledige stund, der skal til for at vende forbi byen. Istedet hækler jeg videre på kraven, mens jeg overvejer en mulig aftager. Men i morgen der går det løs med strikkeriet igen.

søndag den 15. januar 2012

Royale nørklerier

Min rumpet er på det nærmeste vokset fast i sofaen. Jeg flyder ud og flyder med og nyder de mange historiske fortællinger og historiens vingesus, mens jeg nørkler løs. Min cardigan skrider godt frem - der mangler et halvt ærme, inden jeg skal i gang med bærestykket - men nu er det, der bare ikke måtte ske, sket - nemlig at jeg er løbet tør for garn og må vente på, at pusheren åbner i morgen.

I stedet har jeg fattet hæklenålen og har nørklet et etui til en kær kollega, der har fået ny telefon, der manglede en frakke. Farverne er bestillingsarbejde. Den lilla var vigtig. Hjernen kører nu på højtryk. Der er mange timers transmission endnu - så nye projekter skal på pindene - ellers er jeg nødt til at overgive mig til en gang stileretning - og det trækker ikke voldsomt i mig.

lørdag den 14. januar 2012

Dronning-marathon

Badeland og badetøj er erstattet af sofa og strikketøj. Jeg har plantet mig godt og sikkert foran tv-skærmen klar til at følge med i festlighederne omkring Dronningens regeringsjubilæum HELE dagen.

Jeg elsker de her marathon transmissioner og sluger råt hver en historie og hver en detalje. Mine omgivelser deler ikke min passion for hverken kongefamilie eller for mit valg af tv-kanal - men de udholder og tåler det.

Det er en livslang fascination, som har fulgt mig siden jeg var barn. Allerede som 7 årige sad jeg klinet til tv-skærmen, da Prinsesse Diana blev gift, senere havde jeg plakater af kongehusets medlemmer på værelset og en fast beslutning om, at den verden ville jeg være en del af. Den plan glippede et eller andet sted undervejs - men fascinationen holder.

Jeg hader sammendrag og har brug for at se og opleve begivenhederne live. Jeg mærker historiens vingesus og de små hår rejse sig. Jeg nyder den gode strikketid og alle de små historier og anekdoter, der kommer fra journalister og særlig indkaldte, når de skal have udfyldt 15 timers sendetid.

Det er ren nydelse lige ind i blodbanerne - deler du min fascination ?

torsdag den 12. januar 2012

Fou furieuse

Jeg er vred som i kraft-edme saftsuseme-petervæltmig edderspændt. Weekenden var planlagt og tilrettelagt. En ferielejlighed i Skagen med tilhørende subtropisk badeland bestilt - og værst af alt - taskerne pakket ned til mindste detalje - badetøj, travesko, spender-pungen, tegnesager, broderi, spil, proviant osv. osv - og jeg hader, hader og hader af et godt hjerte at pakke.

En hurtig tur omkring stedets hjemmeside for at vise badelandet frem endnu engang til pigerne - afslørede at badelandet, som var hele trækplasteret for 3 badelystne piger, var lukket for renovering. Jeg kan afsløre, at det ikke føltes subtropisk den spand vand, vi fik i hovedet....

Jeg har nu kimet stedet ned for at høre, hvad i hede-hulen de har tænkt sig - men de tager klogeligt nok ikke telefonen. Pigerne har sat hælene i og nægter pure at lægge nogen som helst planer for noget som helst i weekenden.

Mere tegneri

Spændende sager vælter ind af døren i disse dage, og jeg er svært tilfreds med den gode post, som flittigt afleverer pakkerne i garagen. Vi har smøget ærmerne op og er gået i tegne-mote hele banden. Inspireret af den nye malebog, jeg har købt til mig selv.

Pigerne brokker sig lidt over ikke at måtte tegne i bogen - men jeg holder fast - den er til inspiration, og vi tegne med fri hånd. Det er hyggelige sysler, og der bliver frembragt fine ting. Måske vi skal have gang i vandfarverne, når tegningerne skal farvelægges. Lige et projekt til regn og rusk.

Strik for sjov

Strikkebogen "Sticka og virka med restgarn" er landet i min garage og tjekket godt og grundigt ud. Det er sjov strik med rester for alle pengene. Der er både rædsler, finurligheder og potentielle hits i mellem opskrifterne. Der er knald på farverne, og jeg bliver glad i låget af at bladre i bogen.


Jeg er vild med nederdelen hæklet af cirkler i alle regnbuens farver. Ponchoen lavet af diverse mønster-lapper og alverdens farver taler til mig, og jeg tror min sorte frakke skal peppes lidt op med et par multi-multi farvede-mønstrede vanter. Der er masser af gå i gang med og heldigvis er der tonsvis af rester i kælderen :-)

onsdag den 11. januar 2012

Nye drømme

Mens jeg piller op og starter forfra på min cardigan og krydser fingre for, at det er muligt at lave en kant, der ikke bukker den forkerte vej - har jeg fundet endnu en must-do på en lille surf-tur rundt på nettet.
Ved nærmere eftertanke havde jeg godt set en kær kollega i netop den trøje - og heldige mig og måske knap så heldige hende havde hun den på netop i dag.... Jeg har gramset, nærstuderet og trukket ud, ned og op i den lækre sag. Det lykkedes mig dog ikke at flå den af hende - og jeg må derfor have den på pindene selv.

Jeg tror ikke, hun tog mig det ilde op - måske fordi hun selv havde en godt øje til den stribede hæklede sag jeg havde på. Hun pillede og mærkede igen. Hvad det dog ikke kan udvikle sig til - sådan en gang lærerværelse-strik-snak :-)

Tilbage er kun at vælge farve - grå, sort, lavendel, grøn ? Helt sikkert ikke gul, da jeg i forvejen er berygtet for min kyllingefacon og der med et par røde strømper, klart ville gå hønsegård i den.

Cirkler

Mens jeg går i ring omkring min cardigan, har jeg strikket cirkler. Mange cirkler som tilsammen bliver til en slags tørklæde-ting.


Mine piger har rystet på hovedet af mig undervejs og er kommet med udsagn om, at det kun er noget, jeg strikker, fordi det er sjovt, at jeg aldrig nogensinde kommer til at bruge det, at det bare slet ikke er min stil, og at jeg forøvrigt er jævn mærkelig.

Jeg tror, jeg vælger at tage det på den gode måde - og nikker til, at jeg helst strikker for sjov.

tirsdag den 10. januar 2012

Kanten driller

Min cardigan ligger til skue her ved siden af mig - mens jeg går lidt rundt om den - og overvejer næste skridt.

Kanten ruller op - og jeg aner ikke hvorfor..... er det mon fordi kanten er kort ? Er det pindstørrelsen ? eller noget der retter sig ud ? Skal jeg strikke videre eller skal jeg pille op ? og hvis jeg piller op, hvad skal jeg så gøre for at skidtet ikke ruller igen, når jeg strikker ?


Sikke en masse spørgsmål - håber en af jer derude, har et svar eller et bud på, hvad mit næste skridt skal være :-)

Kruseduller

Det ondeste maveonde har sendt mig til tælling, og jeg har måttet give fortabt og overgive mig til et par dage, hvor mine bevægelsesmønstre har været yderst begrænsede. Jeg er stadig underdrejet men har dog bevæget mig væk fra kanten og den værste selv-ynk.

Tilgengæld for den strik som slet ikke fungerede for mig, kastede jeg mig over krusedulle-tegning, som er en forholdsvis ny-opdaget aktivitet. Eller i hvertefald ny på den måde at man med et minimum af teknik faktisk, kan få de skriblerier, jeg ofte laver, når jeg taler i f.eks. telefon, til at ligne noget - og samtidig har det næsten meditativ effekt at sidde og skrible løs og se, hvordan det vokser ud af fingrene.

Det kan varmt anbefales, og der findes et hav af gode inspirationsklip på bl.a. youtube.

søndag den 8. januar 2012

Side-spring

Lige midt i fødseldags-festivitassen, som præger huset i dag er jeg godt i gang med at lave et gevaldigt sidespring fra min ellers faste plan om lige om lidt at kunne smække den lækre Navia trøje på nakken.
Et sidespring med masser af farver og cirker og som skal ende med en sjov og sprælsk tørklæde-klud til halsen. Eneste problem lige nu er at finde tidslommerne til at slå maskerne op - mellem al bolledejen og kakao-brygningen.

lørdag den 7. januar 2012

Katastrofe-weekend afværget

Det tog godt nok lang tid - men jeg fandt strikketøj hos garnpusheren. Jeg var samtlige bøger, blade, mapper m.m. igennem, og strikkedamen smilede over min voksende desperation. Det kan være svært at finde det helt rigtige strikketøj, når man ingen idé har om, hvad det er, man gerne vil strikke.


På pindene er nu en Navia-cardigan med rundt bærestykke i den skønneste muse-grå, som godt kunne gå hen og blive en af ynglingsfarverne. Jeg er begejstret for Navias garn, som trods tykkelse og tæthed bevarer en lethed, der gør trøjerne anvendelige og behagelige.

Jeg er tilbage på eget matrikelnummer - og selvom det kløer gevaldigt i fingrene for at komme videre, har jeg lavet en klar aftale med mig selv om, at den sorte poncho som kun mangler de sidste pinde og en hals skal laves færdig før jeg kaster mig videre over cardiganen. Godt det kun er lørdag - og jeg lige om lidt fortjener sofa og strikketid. God lørdag til dig :-)

fredag den 6. januar 2012

Panik før lukketid

Lige om lidt er det fredag eftermiddag og første arbejdsuge i det nye år er overstået. En dejlig weeked med fejringer af 2 af de mennesker, der står mit hjerte allernærmest venter - Jeg har styr på gaver og andet gejl, der hører sådanne lejligheder til - og alligevel mærker jeg uro og panik i kroppen.

Min strikkekurv er så godt som tom - altså ikke tom-tom - men tom for projekter, der kalder - og værre endnu - hovedet er tomt for idéer. Mit reaktionsmønster minder vist mest om en misbrugers.... jeg støver rundt og river desperat bøger ned af hylderne, graver i gemmerne efter blade, bladrer igennem mønstre, surfer på internettet og finder absolut ingen ro.


Januar måned er dømt sparemåned - men jeg er blevet bevilliget en tur til garnpusheren for at finde et eller andet, der kan tage toppen af de værste abstinenser - så jeg igen kan finde hvile og ro. Nu krydser jeg fingre for, at jeg kan finde noget :-)

onsdag den 4. januar 2012

Horisont udvidelse

En hel eftermiddag har jeg fået foræret. En eftermiddag hvis program oprindeligt var hæsblæsende og alt for tætpakket - blev pludselig, da jeg fik en genial idé om at overdrage arbejdet til andre, til en fri eftermiddag med tid til at hænge ved bordet med mine piger.


Vi hænger ud med kreative sysler. Neglelak og nailart fylder meget med en vaskeægte teenager med to mindre søstre, der spejler og kopierer. Eftermiddagen er blevet brugt på at skære stænger ud til papirtynde plader, der efterfølgende limes fast på neglespidserne, mens der trækkes tynde streger med andre mærkelige redskaber. Min verden udvider sig og jeg er forundret over de mærkelige og åbenbart uundværlige negleting, man kan finde på ebay.

tirsdag den 3. januar 2012

Omsorg min bare

Hvor dælan blev den lige af den dag. Okay indrømmet, jeg stod sent op - først kl. 7.30 forlod jeg dynernes varme - men siden der har jeg knoklet på og ikke taget en ærlig omsorgs-pind på mit strikketøj.

Der var heftige hængepartier ved arbejdsbordet, som jeg skulle have haft taget hånd om i ferien - men jeg valgte istedet at holde netop FERIE - det koster lige her og nu.

Efter en koncentreret indsats - kan jeg nu melde styr på bunkerne og rent bord. Jeg bliver også klar til de næste par dages strabadser - men det kræver altså, at jeg får et par timer i sofa-strikke-laderen - og dem tager jeg lige om lidt. Det gør jeg altså.....

mandag den 2. januar 2012

Købe-kløe

Det er kun den 2. januar - Jeg ved det godt - og hvis jeg skulle være i tvivl, er der flere omkring bordet, der har fortalt mig det i både høje og bestemte vendinger - og det bare fordi jeg er faldet over en boghandel, som har sååååå mange bøger, jeg slet ikke vidste, jeg ikke kunne undvære.

Kan man måske gøre for, at man trods en fantastisk høst til jul, stadig har uopfyldte behov på bogsiden ? Jeg holder mig i skindet - men jeg sukker højlydt, så ingen er i tvivl om, at det er synd for mig, at jeg skal leve uden de bøger.

Hønsestrik

Det nye år er allerede godt i gang. Det var første skoledag i dag - og jeg må indrømme, at jeg gik afsted med følelsen af at springe direkte fra sofaen ind i klasserummet. Dagen i dag har været sådan lidt på bagkant - og det var hårdt at forlade eget matrikelnummer med 3 slumrende tøser, der først starter op på onsdag. Nu lysner det - for allerede i morgen har jeg omsorgsdag.

Strikkekurven er ikke helt tom endnu - men mit fortsæt var, at juleferien skulle bruges på at få has på nogle af hængepartierne. Nu er ferien jo sådan set slut - så det må betyde, at jeg kan starte nye projekter op eller ?

Billedet er lånt hos Hendes Verden

Jeg er vild med hønsestrik og må snart eje et tørklæde af slagsen. Dagens Hendes Verden kommer med et godt bud på et sådant tørklæde. Det er dygtige Stine, der står bag designet og opskriften kan hentes på nettet.

Billederne er lånt hos Rasmilla

En anden mulighed er Rasmillas hønsestrik tørklæde, hvor opskriften længe har ligget på kaldt på mig fra kurven. Det kræver lidt mere garn af basis-farven, og måske bliver den en nøje gennemgang af lageret, der afgør hvilket tørklæde, der kommer på pindene. Eller måske jeg kaster mig ud i min egen variation. Allerede de første dage i det nye år byder på store beslutninger, lader sig nok forstå :-)