tirsdag den 31. maj 2011

Strikke-kløe

Lige nu svinger jeg mest den røde kuglepen og retter opgave efter opgave og indimellem er det tæt på at drive mig ud på vanviddets rand. Mine tanker vandrer, jeg tager en smuttur rundt på nettet for at se efter projekter, der kan bruges som overspringshandlinger.

I dag er resultatet af en af disse overspringshandlinger så landet på matriklen. 3 nøgler garn fra Rasmilla - lynhurtig og kvik levering. Jeg tror, jeg er klar til at slå masker op til et sjal - Jeg savner mit strikketøj, savner den ro, det giver i krop og sjæl.


Strikketøj og andre sysler er et sikkert barometer, der måler flere ting i mit liv - Travlhed hensætter mig ofte i en mere eller mindre hektisk tilstand - hvor jeg gør flere ting på en gang og har svært ved at finde roen, hvor jeg skal presses til at være nærværende og tilstede i nuet.

Et par timer med strikketøjet giver mig grundfæste og giver mig indre to til at lytte, være og lave realistiske planer. Jeg har brug for mit strikketøj lige nu.....

mandag den 30. maj 2011

Tre meter

Den første runde fødselsdag er blev fejret efter alle kunstens regler, og med alt hvad dertil hører. Jeg havde en pige, der gik tilfreds i seng og egentlig synes, det er helt ok at være blevet 10 - men at der lige nu er rigtig lang tid til næste fødselsdag.


Tilgengæld er vi nu gået fra at have en flagstang på 10 meter til at have 3 mindre flagstænger spredt rundt i haven.. Vinden har knækket stangen i flere stykker - og det mest besynderlige er, at det ikke er første gang en flagstang i min have knækker.

Begynder seriøst at overveje om flagstængerne i mit liv forsøger at fortælle mig noget - om der ligger en skjult symbolik i fænomenet eller jeg bare er forfulgt af rådne flagstænger ?

lørdag den 28. maj 2011

Grifler løs

Mellemste-tøsen har fødselsdag i morgen. Listen over ønsker har været lang og med mange besynderligheder imellem. Det er den første runde dag, der nærmer sig og forventningerne er tårnhøje. Dagen er planlagt ned i mindste detalje og ethvert forsøg på at afvige fra planen straffes hårdt - det er hendes dag og hun ved lige, hvordan den skal være

Et af ønskerne krævede en indsats på nettet. Hun ønsker sig en gammeldags grifle med blæk til. Jeg har fundet et par kalligrafipenne med tilhørende blæk - og har sneget mig til at afprøve gaven her til eftermiddag. Det skal hun nok få nogle fine både blæktegninger og seriøse forsøg med diverse skrifter ud af.


Jeg kunne selv blive bidt af at lege med det - og tror jeg kender en, der måske vil vise mig nogle af sine blæktegninger, når hun engang vender næsen hjem igen. Jeg håber ihvertefald :-) Indtil da bliver det til spæde forsøg, mens regnen pisker på ruden, og de store sweatre er blevet gravet frem.

God lørdag aften til dig :-)

Lindrende plaster

Som et plaster på såret over at skulle tilbringe weekenden i selskab med 40 eksamensstile, 40 diktater og 40 læseprøver, som skal rettes og vurderes, slæbte jeg i går ikke mindre en 2 overdådige og flotte kurve hjem med alverdens lækkerier. Haven bugner af blomster lige til at plukke ind og give liv i vindueskarme og i vaser.

Jeg er ikke vild med rettearbejde. Nyder at læse hvad de skriver, tænker og føler - men synes det er hæsligt at skulle bedømme det. Det er en smertefuld proces for mig og jeg laver så mange overspringshandlinger. Bare i dag har jeg fået bund i vasketøjet, ryddet op på en af tøsernes værelser, pakket fødselsdagsgaver ind, fået givet køkkenet en omgang. Opgaver, der normalt kategoriseres tæt på hade-opgaver - men når alternativet var stileretning, var de pludselig mere tillokkende og presserende.

Jeg fortsætter - men først når jeg lige har været omkring en af kurvene :-)

fredag den 27. maj 2011

Sidste dag

De elever og unge mennesker, som jeg har arbejdet, grinet og kæmpet med, som jeg har udfordret og som jeg er blevet udfordret af de sidste 3 år, holder i dag sidste skoledag. Det er slut med undervisning og den daglige dosis af hinanden - tilbage er kun de sidste møder til eksamen og til translokation.


Det er en festdag. De sidste 3 år har vi sammen brugt på at gøre de unge mennesker flyveparate - deres vinger er nu bæredygtige og de er klar til at tage imod nogle af de udfordringer lívet byder dem. De er lige der, hvor de skal være og det er tid til at sende dem videre. Jeg skal også bare lige blive klar til at give slip på dem. Det er en fest med en lille gnist af vemod.

mandag den 23. maj 2011

Speech-less

Det er sjældent, det sker, vil de, der kender mig, sige - at jeg bliver ordløs - og sådan føles det lidt, når jeg skal beskrive vidunderlige dage med min store-dejlige-tøs i Londen - eller måske er ordløs ikke det rigtige ord - jeg har masser af ord - men det er som om lige meget, hvor mange superlativer jeg kaster af mig, kommer ordene til kort, når oplevelsen og de følelser, der er forbundet med den, skal beskrives.


Det burde være en mor-ret for enhver mor til mere end et enkelt barn - at komme afsted med bare 1 barn og være sammen om gode oplevelser over flere dage. Vi har oplevet, talt og været sammen bare os to - uden at skulle tage hensyn til andre, uden at blive afbrudt, uden at jeg blev trukket i buksebenene. Det er kvalitet og det går dybt. Jeg er høj af oplevelsen - og har en behagelige varme om hjertet, som spreder sig ud i kroppen.

Vi har oplevet en masse, set en masse og købt ind - så det var en udfordring at få pakket de to tasker med passende vægt til at de kunnekomme i flyveren. Oplevelser på Camden, hvor der blev shoppet sjove og skæve ting, Oxford Street, Carnaby street med dens sjove butik, hvor Store-musen var tæt på at formøble hele konfirmationsformuen, Covent Garden, hvor vi begge var ved at gå amok i en papirbutik og endelig tømte vi et helt almindeligt supermarked for cupcakes finurligheder.


Der har også været oplevelser af mere kulturel art - Big Ben, Houses of Parliament, St James' Park, hvor vi håndfodrede egern, Buckingham Palace, Naturhistorisk museum og en ordentlig omgang krig på Imperial War Museum. Vi oplevede både en tur i skyttegravene, livet under Blitzen i London og følelsen af jordskælvet i Kobe.


En af turens highlights var The Lion King i en fantastisk opsætning, der tryllebandt os i 2½ time, hvor vi sad på det yderste af stolene og sugede til os. Stine-musen stiftede også bekendtskab med både Starbucks og Hard Rock Café og spist cupcakes i alverdens afstøbninger. Hun trives som en rigtig storby-rotte, der hurtig fik styr på Underground og på at læse kort og lægge ruter.


Jeg har fået hende til at sværge på, at det er hendes tur til at trække sin mor med ud at rejse, bare os to, når jeg bliver gammel og grå.

mandag den 16. maj 2011

Nyt "arbejdsredskab"

Nøj jeg leger. Jeg har længe kigget langt efter kollegaers små mini-pc'er, som de lige har kunne have i hånden, under armen eller i tasken uden at slæbe sig en pukkel til. Jeg har ønsket mig - men ikke fået gjort noget ved det.




Så er det godt, at der er mere handlekraftige mennesker i mit liv, som kan føre mine beslutninger og ønsker ud i livet - og i dag er en lille ny ven flyttet ind på matriklen. En mini-pc med en bare 10,1 et eller andet skærm. Jeg glæder mig rigtig meget til, at den skal følge mig med i skole og gør mig allerede mange forestillinger om, hvor let og ligetil mange ting bliver nu, hvor jeg kan have mit nye arbejdsredskab/legetøj lige ved hånden eller lige i tasken.

Put i indkøbskurv

Ups kom til at putte 2 billetter til "The Lion King" i indkøbskurven. Det er godt nok slet ikke indenfor budgettet rammer - men et kort besøg på hjemmesiden, og storepigens begejstring var så smittende, at der bare ikke var andet at gøre.


Fredag aften sætter vi os godt tilrette i LyceumTheatre - klar til at blive blæst omkuld og få en ordentlig en på opleveren.

Tilgengæld har vi indgået en aftale om, at lørdag formiddag bruges på Imperial War Museum. Det krævede en del overtalelse og plagen fra min side. Jeg er vild med krigshistorie og forsøger med alle midler at smitte mine piger med passionen.


Det lykkedes ikke helt - måske er de blevet overstimuleret med besøg på samtlige krigsskuepladser i både Frankrig og Tyskland - men jeg giver ikke sådan lige op ...

Tøsetur

Lige om lidt og i morgen efter arbejde sætter storetøsen og jeg næsen mod Billund Lufthavn. Der venter et fly og 4 dage i London os. Det er konfirmationsgaven til det rødhårede bæst, der skal udleves. Vi har haft næsen i guide-bogen, haft erfaren kompetence og gode veninder med på råd og nu er programmet fastlagt.

Det står på en god portion shopping både i Camden, på Oxford Street og Carnaby Street. Harrods skal også besøges, men der tror jeg, vi beholder pungen i lommen. Et enkelt eller to museumsbesøg har også sneget sig ind i den store forkromede plan - og ellers skal vi bare hygge os - besøge caféer, restauranter og flyde i den store seng på hotellet.


Jeg glæder mig rigtig rigtig meget til for et par dage kun at være mor for en af gangen. Til at have tid til at lytte, til at følge hende i hendes idéer uden at skulle tage hensyn til de 2 andre. Mine sko er kridtede - nu skal vi bare have pakket det sidste - så er vi så klar....

lørdag den 14. maj 2011

Oversprings-oprydning

Mit arbejdsværelse er nu så velordnet med mapper og sirlige stakke, at man skulle tro, at det var sommerferie - Jeg har sukket en del over projektet undervejs - men samtidig har det med alternativet - en ordentlig stak stile, der skal rettes - ikke været svært at fastholde iveren og gejsten for oversprings-oprydningsprojektet.

Jeg er udpræget stakke-menneske. Jeg har flere hylder, der er beregnet til stakke. Mapperne er der - jeg er bare ikke så god til at få sat ind i dem efterhånden. Jeg er ikke ordensmenneske og jeg holder ikke orden - tilgengæld er jeg smadder-god til at rydde op og få tingene sat i system, når det griber mig.

En stak stile, der kalder på min opmærksomhed, kan drive mig ud i de mest mærkelige projekter - men nu er der snart ingen vej udenom - det skulle da lige være en halv time i sofaen med strikketøjet. Jeg har vel fortjent det :-)

onsdag den 11. maj 2011

Snigende ro

Mærker en snigende ro falde over mig. Huset er næsten tilbage i gammel stand - de værste synlige spor af konfirmationen er ryddet af vejen - og jeg har brugt eftermiddagen i sofaen med benene oppe og nyt strikketøj på pindene.


Sweateren er godt nok startet op en 4-5 gange, fordi jeg åbenbart har fået svind-hjerne af alt det her konfirmations-ræs og ikke mere er i stand til at fatte en opskrift. Måske har jeg knækket koden nu - jeg prøver ihvertefald igen. Denne gang fra en plads i solen på terrassen med direkte udsyn til mine mange udsprungne æbletræer.

Rigtig god onsdag eftermiddag til dig - her er der drøn på nydelsen :-)

tirsdag den 10. maj 2011

Vidunderlige dage

Dejlige vidunderlige dage med en pige, der har udlevet ønsker og drømme for dagene - og som har haft et af de smil, der varmer og smitter.


Vi har slidt og slæbt med nydelse og glæde. Mange har haft fingrene med i arrangementet og ydet en fænomenal indsats for at gøre dagen til noget ganske særligt. Jeg er fyldt af varm tilfredshed og taknemlighed.

Trætheden og matheden ligger og lurer - mens vi samler de aller-sidste kræfter til at få de sidste rester af festdagene ryddet af vejen - og bliver enige om, at det nok er godt nok, at der er 4 år til næste-tøsen står for tur :-)

onsdag den 4. maj 2011

Rødt som i virkeligt rødt....

3½ time hos frisøren, og tøsen min var forvandlet til ukendelighed - eller næsten. Lidt grønt pudder i ansigtet og et par kilo på sidebenene, og hun ville kunne gøre den som Fiona fra Shrek....


Hun smilede selv skævt og skulle lige vænne sig til farven - som ellers var nøje udvalgt - og hvor moderens lidt mere forsigtige bud på hårfarve blev forkastet med hård hånd. I dag gik hun afsted til skole med hat på..... dog med de røde lokker strittende udenfor.

Det klæder hende godt i al sin anderledeshed. Jeg husker selv tydeligt, hvordan det var at skabe identitet ved at skille sig ud - og er ikke i tvivl om, at min egen mor, som græd når jeg kom hjem fra frisøren, smiler, når hun ser sit barnebarn.

Rødt, brunt eller leverpostej - hun er min smukke Stine-pige:-)

tirsdag den 3. maj 2011

Effektive-Åse-not

Tidligt hjemme fra job - god tid til at gøre både dette og hint, god tid til at få samlet nogle af alle enderne, uden at trimle over ungerne eller hele tiden blive rykket i den ene eller anden retning. Det går dog ikke altid som "præsten prædiker"


Jeg tog lige et pitstop i en solstribe i sofaen med et glitter-magasin og de mest nødvendige ting indenfor rækkevidde - med en fast overbevisning om liiiiige om lidt, går jeg i gang. Tja jeg sidder her endnu.......men nu er det altså lige om lidt - eller noget.

mandag den 2. maj 2011

Tjek tjek

Vi er rigtig godt med - og der er flere ting, der nu er helt på plads, og som bare venter på den store dag lige om lidt. Der er også en del hængepartier - men en klar plan og ingen nervøsitet. Vi har fat i den lange ende og ved at vi bliver klar - så klar.

På torsdag rykker en af mine ynglings-tornado-mennesker ind på matriklen og skal være med til at lægge sidste hånd på værket. Hun er effektiv på den der rolige måde - og jeg elsker at være sammen med hende.


Tøsens kjole er i dag afleveret til ENDNU en gang omsyning - og vi krydser nu fingre for at den er lige i skabet efter det. Der er lagt op til en god tøseaften lørdag aften med ansigtsmasker og lakering af neglene. Mon ikke det kan holde det kuld piger godt beskæftiget mens vi andre får bakset noget mad sammen til alle gæsterne.

Nøj hvor jeg glæder mig til at give hende en fantastisk dag med et hav af gode oplevelser.