lørdag den 26. juli 2014

Solstik og hedebølge

For ind i hulen det er svedende varmt - jeg går helt i stå og bruger megen tid på at gå i tomgang og bare holde den værste varme fra kroppen. Det føles lidt som om hjernen kortslutter og al tankevirksomhed stopper.



De kreative sysler ligger så godt som stille - et enkelt sæt gardiner til storetøsens værelse er det blevet - og der var varmen fra strygehjernet ved at tage pippet fra mig. Jeg kæmper - og får ikke udrettet det store.

onsdag den 23. juli 2014

Snorlige rækker

Sirlige Åse har taget hul på oprydning i kælderen. En større projekt, der kan skræmme selv den sejeste væk - men som samtidig byder på mere kølige temperaturer end den bragende hede udenfor.
Der er nu omrokeret, smidt ud, putter i kasser, og orden er mere fremherskende end det totale kaos, der herskede før.

Det smitter det her rydden-op, og pigerne er gået i gang på deres værelser også. Det har dog en lidt uheldig bivirkning i forhold til mit eget projekt. De rydder op og rydder ud - og da så godt som intet må smides ud, ender det hos mig i kælderen - og jeg må så finde plads. Hvordan er det lige man gemmer i omegnen af 3 sække plysdyr?

Jeg er bedre til at rydde op end at holde orden. Jeg ville ønske det var omvendt - og hver gang jeg har taget en omgang, lover jeg mig selv, at nu vil jeg holde fast i det - og alligevel kender jeg mig selv godt nok til at vide - at snart og om et øjeblik sniger kaos sig ind på mine enemærker igen.

mandag den 21. juli 2014

Til sommer-projekter

Undervejs mod sommerhuset fik vi provianteret det mest nødvendige i både IKEA, Stof og stil og hos Garnudsalg, hvor Lisette løb stærkt og alligevel havde tid til at slå en sludder af og diskutere garn, kvaliteter og alt det løse.



Lækre fibre fik jeg med mig - og en ordentlig stak kasser fra IKEA, som gerne skulle skabe basis for lidt kælder-orden. Stof og stil leverede stof til nye gardiner til storetøsen, der er ved at generobre sit værelse - der er basis for et væld af gode aktiviteter de næste par dage. Hurra for ferie og gid den længe vare må :-)

...og så videre

Nærmest kun lige landet på egen matrikel og så drog vi videre ud i sommerlandet. Videre mod øst og mod pigernes tante og onkel, som vi plejer at holde ferien sammen med. Det var som om sommeren ikke rigtig fik fat i os, før vi havde været sammen med dem et par dage.



Fire dejlige dage i sommerhus med luft under vingerne, højt til loftet for både børn og voksne. Badetid, strikketid og små doser af snakketid. Ældste-sønnen blev fejret, og vi nød hinandens selskab - også selvom alle var ved at være godt mætte af ferie og samvær.

Nu er vi igen tilbage på egen matrikel og lever stille liv i hvert sit hjørne med hver vores gøremål.

lørdag den 19. juli 2014

Bastille-dagen

Det var med fuld overlæg og planlagt, at turen til Frankrig denne gang skulle byde på en Bastille-dag og muligheden for at opleve den både højtidelige, pompøse og folkelige fest den 14. juli er i Frankrig.

Formiddagen brugte vi på at se noget af den imponerende parade i Paris og en snak om både militær, præsident og historien bag nationaldagen. Hen på eftermiddagen med sandwich, sodavand og kiks i tasken drog vi mod byen - klar og parat til at møde de 100.000 andre, der var annonceret med ville deltage i festlighederne.



En stor koncert til ære for Claude Nougaro - en lokal men også landskendt sanger, hvis sange et hav af solide navne ville synge fra den store scene ved floden. Vi fik os placeret lidt skævt i forhold til koncerten - og kunne kun delvist høre den - i stedet nød vi solen, solnedgangen og var kun lidt utålmodige i forhold til det store fyrværkeri, der bragede løs, da solen var gået ned.

Det er altid imponerende med organiserede fyrværkeri - og dette til den nette sum af en halv million Euro var nok til at tage pusten fra en flok turist-tøser fra nord. Det var hele ventetiden værd - og vi har helt sikkert ikke deltage i og oplevet den sidste 14. juli fejring. Det kan virkelig virkelig anbefales.

fredag den 18. juli 2014

Med mor på tur = kultur

De var en anelse modvillige - men vidste godt, at det ikke nytter at stritte imod. Shopping er godt - men der skal også sættes spor og udvides horisonter udover prisniveauet hos H&M - så søndag, hvor der belejligt nok, var lukket i butikkerne satte vi det kulturelle ben forrest og besøgte et væld af Toulouses gamle kirker og spændende bygninger.

En rejse og et møde med den katolske verden og dens imponerende bygningsværker, et møde med historiens vingesus og de store franske erobringer og krige - og lidt lokalhistorisk præg med et besøg på Capitole - den gamle regeringsbygning fra en tid, hvor Toulouse var selvstændig og selvstyrende.


Der var også den obligatoriske tur rundt og se på døre. Jeg fascineres dybt af enhver fremmed bys døre og synes, der ligger mange historier gemt der. Særlig finurligt var det på vores tur rundt på dør-tur - når de store porte stod åbne og vi kunne stikke hovedet indenfor. Der åbnede gården sig og vi fandt de skønneste små oaser midt i en travl stor by - med grønt, blomsterflor og mulighed for en stille stund både for indfødte og tilløbende turister. Det var en god med-mor-på-tur-kultur-tur.

torsdag den 17. juli 2014

Vintage krea-mekka

Når 4 krea-tøser drager på tur drages vi af mange af de samme butikker. Stof, garn, knapper, bånd, papir og tegnegrej står højt på den fælles interesse-liste og her havde Toulouse virkeligt noget at byde på.

 
Den ene efter den anden lille biks med små finurligheder, lækre stoffer, fed inspiration og uanede muligheder for at bruge både feriepengene og familieformuen. La droguerie er en fransk krea-kæde med et væld af lækre sager - men også Fifi Jolipois var et besøg værd og en ren og klar sanseoplevelse sammen med et hav af andre små butikker, der kaldte højlydt og insisterende på os.

Ved siden af de mange kreative butikker lå et væld af Vintage-genbrugs-butikker, som pigerne brugte lang lang tid på at gennemsøge for gemte og skjulte skatte. De bladrede i den ene række af jakker, T-shirts, kjoler, tasker, sko efter den anden - jublede over nogle gode fund og grinede højlydt af andre, mens jeg nok må indrømme, at jeg mest af alt synes, de butikker lugtede af muggen kælder.


Vi har alle hjembragt hver vores små skatte - og pønser nu på, hvordan de skal få liv og hvad der skal kreeres.

Piger på tur

Mine tre skønne tøser var med på tur tilbage til en fjern fortid, hvor der slet ikke var tænkt på dem og hvor jeg kun var et par år ældre end størstetøsen. De tog med godt humør at leve og ånde på fransk - at blive kindkysset, de meget sene spisetider, den anderledes mad og de mange franske ord og gloser, som gik hen over hovedet på dem.


De undrede sig meget over, at man hverken har ord for "godmorgen" eller siger "Tak for mad" De undrede sig over, at toiletterne ikke var i samme rum som bruseren og håndvasken - de undrede sig meget over, at man godt kan finde på at parkere i en rundkørsel, når der ikke er andre ledige pladser  - og at lige om lidt på fransk godt kan have lange udsigter - og at selv deres ellers lettere utålmodige mor tog det med ophøjet ro.

De fik sig en på opleveren og har levet med i det franske på godt og ondt i 10 dage. Men jeg tror også, de er godt tilfredse med nu igen at kunne forstå det der kommer ud af moderens mund og ikke lige skal vente på oversættelsen :-)

Mille mercis

Netop hjemvendt efter 10 skønne dejlige dage i Toulouse - mit hjerte er fyldt og min hjerne drejer stadig tanker og drømme på fransk. Jeg genfandt den vidunderlige kvinde, hvis familie, jeg for mere en 20 år siden var au-pair hos - og inden vi havde sat os i bilen havde vi genfundet den dybe samklang.



10 dage med diskussioner, dybe snakke og stille eftertænksomhed omkring litteratur, historie, kultur, menneskesyn, tilgangen til livet og hvordan man laver den bedste ratatouille. Om de små detaljer og de store linjer - og hvor jeg mærkede, hvor mange spor i min personlighed, hun har sat og hvor stor og afgørende betydning årene med og omkring hende og hendes familie har haft for min videre færd ud i livet og i mødet med de mennesker, jeg dagligt omgiver mig med.

Jeg er helt sprød, og føler jeg har efterladt det halve af min sjæl tilbage i det land og hos de mennesker, jeg ikke har set i mange år og som jeg alligevel bærer med mig hver eneste dag. Det er og var magisk

Der er mange flere oplevelser at fortælle om, når jeg lige lander og får fordøjet både oplevelser og erkendelser. Lige nu føler jeg først og fremmest en stor dyb taknemlighed over at være så rig på mennesker i mit liv - både her og der.

fredag den 4. juli 2014

Absolutte nødvendigheder

Enhver ferie kræver sit strikketøj - og nok af det. Jeg har indenfor de sidste dage startet hele 3 strikketøj op for at være sikker på at have nok - og for at være sikker på, at jeg magter det - også mens jeg igen skal have pudset det franske sprog af.



 Kravet til valg af det perfekte strikketøj har været en kombination af lige til og let - og samtidig tilpas udfordrende til at det ikke keder mig. Det er blevet til Hanne Pjedsteds stribede tørklæde, Spots shawl og endnu en Peasy i den skønneste pink farve.

Det passer lige ned i kufferten - og det passer lige til ferie-strikke-temperamentet - og jeg er smugstartet bare lige en lille smule :-)

torsdag den 3. juli 2014

Ferie-forberedelser

Når vi lige som snart, flytter ind hos min franske familie og skal leve og være med dem i næsten 14 dage, skal der gaver til. De har været i bryggen, siden aftalen faldt på plads - og der er strikket og syet på livet løs til både store og små.



Trøjer, sjaler, tørklæder, håndledsvarmere, sokker, toiletpunge, penalhuse og andre gode sager. De sidste finesser er pudset af - der er syet knapper i og kommet papir omkring. Næste udfordring bliver at få det stoppet ned i kufferterne, hvor vi plejer at have god brug for den ledige plads.

- og så lige om snart vender vi næsen mod det franske - og vi glæder os.

tirsdag den 1. juli 2014

... og action

Den bedste måde at skyde ferien i gang er så IKKE at sætte sig og stirre - men at komme op og komme i gang med nogle af alle de ting, der hænger og nogle af de ting, der kalder på at blive gjort - krydret med en god portion af de ting, der trækker og som giver god energi.

Sådan endte jeg med at bruge dagen i går. Lidt oprydning hist og pist. Et par gode timer ved symaskinen for at lave en ny kosmetik-pung og en sommernederdel. Lidt planlægning af sommerferie strik, finden opskrifter og garn - og snik-snak i sofaen.



Store-pigen finder sig selv ved at omorganisere værelset - alle småpige-tingene ryger vist ud, der skal males, syes gardiner og møblerne bliver udskiftet med andre, som hun hapser rundt omkring i huset. Jeg har en klar fornemmelse af, at kælderen ligner et katastrofe-område - især efter meldingen om "for alles bedste mor, tror jeg, det er bedst, hvis du holder dig væk fra kælderen....."

Lige om lidt drager vi på tur - ud for at hente forsyninger og det pigerne kalder livsnødvendigheder - i form af klip-klappere, bikini, krea-sager, maling og slik. Jeg følger dem gerne både i tykt og tyndt - også selvom de har en klar forventning om, at der skal slides på dankortet i dag :-) Ah ferie