lørdag den 30. august 2008

Strikke-krise

Energien vender lige så stille tilbage. Det er svært ikke at holde af og begejstres af en verden, hvor man hverdag mødes af 100 unge mennesker, der fordrer nærvær og engagement. Skrammer har fået sår på, og jeg undlader at kradse i dem og holder hovedet højt.

Strikketøjet har ligget stille - Et sikkert tegn på, at jeg har været ramt lidt hårdere end jeg umiddelbart ville være ved eller havde forestillet mig at blive ramt. Det har været som om projekterne ikke rigtig ville lykkedes - Jeg er startet på på mange forskellige ting, men har ikke rigtig kunnet få det til at fungere og er endt med at trævle op igen.
Lige nu render der lapper af hånden til et tæppe eller et tørklæde. Garnet er det lækreste alpaca-uld fra Markno. Farverne skriger lidt til hinanden, men skaber en sjov sammenhæng, når de sættes sammen.
Børnene har gået pompom-amok med små smarte dimser til at fremstille rædslerne. Vi har nu pompom'er over alt - og jeg tænker bravt på anvendelsesmulighederne. Pompom er næsten lige så nytteløse som de endeløse meter af fingerstrik, der er at finde i hver en kurv, hvert et hjørne og hver en skål her i huset.

onsdag den 27. august 2008

Sadler op og sadler om


Livet vil nogen gange noget andet end jeg vil. Livet giver nogle gange rap over fingrene og knækkede fjer. Den sidste månedstid har budt på en del grublerier om det gode arbejdsliv, det gode liv og hvilken vej jeg synes, det skulle tage. Jeg havde valgt retningen og var på vej - men noget satte en kæp i hjulet og sendte mig hjem i Ludo. Nu gør jeg status, rydder op i både konkret og overført betydning. Skrammerne værker stadig lidt - men jeg står op, og jeg finder det gode og det rigtige i situationen lige om lidt.

lørdag den 23. august 2008

Isoleringsmateriale

Vinterens varme er nu sikret på flere måder. Lisettes strikkebiks i Nørager er blevet raseret, og resultatet var op til flere poser med garn til mange mange projekter. Første projekt på pindene er en lidt alternativ Linus til Stritten. Hun har mange "hade" farver lige i øjeblikket - og kunne kun finde 2 farver, der kunne accepteres af hendes stramme smag. Trøjen bliver pink og limegrøn.


Derudover fik jeg en flot grøn i Kauni multifarvet, lys grå og en flot tweed blå. Der er garn til mange projekter, og det kribler og krabler i fingrene for at få gang i det hele - og gerne på en gang.


fredag den 22. august 2008

Weekend klar












Den kan bare komme an - den weekend - jeg er så klar til at tage imod den. Skrivebordet er ryddet - sådan næsten. Der er kun en enkelt forberedelses-opgave, der hænger lidt og skal ses på en af de nærmste dage. Ellers er vi bare så klar til besøg i det østjyske med alt hvad det byder på af gode snakke og god strikketid. Vi skal bare flyde, flade og være. Ah jeg glæder mig.

Weekenden blev skudt i gang med et ordentlig brag af Dahlia'er. Jeg kører hver dag forbi en Dahlia-mark - og jeg overdriver ikke. Der eret hav af forskellige blomster og jeg er hver gang ved at dreje hovedet af led og køre i grøften.








I dag gjorde jeg et pit-stop og slæbte en kæmpe kæmpe buket derfra, som nu pynter i op til flere vaser. Ah se det er en god start på weekenden.

Børnehave-klar

Så er trøjen sendt i børnehaven. Jeg blev rigeligt betalt for strikkeriet, da mindste-tøsen kvitterede med et kæmpe smil, da hun fandt trøjen ved morgenbordet. Hun var så klar til at tage i børnehave og vise sig frem.








Garnet har været lækkert at strikke og resultatet er blevet jævnt og pænt. Den ligner en halv slikbutik i farverne og jeg får næsten lyst til en ordentlig bid af en lækker tøs i lækker trøje. Det er endnu engang Markno, der er leverandør af de lækre sager. Se selv lige her : http://www.markno.dk/group.asp?group=2679&sub=1660

Store-tøsen er nu færdig med boble-tørklædet og igang med det næste. Alle i hendes omgangskreds kan vist se frem til den slags tørklæder, for hun vil også strikke i den farve - og i den farve - og i den farve...... Håber Marianne fortsat er leveringsdygtig http://www.markno.dk/group.asp?group=2655&sub=1660

onsdag den 20. august 2008

Æv altså

Godt plantet i sofaen- strikketøj indenfor rækkevidde, kold cola i glasset og et par puder i ryggen - Jeg var så klar til at se anden del af den håndboldkamp, jeg fulgte med i på vej hjem i dag. Der var spænding hele vejen, og jeg råbte lidt sammen med ham her








Desværre endte det ikke med den sejr, der skulle have haft mig i gang med at udtænke en kreativ løsning for fredagens semifinale - som igen falder i skoletiden. Ærgerligt-en håndboldturnering er bare ikke det samme uden Danmark

Mørbanket




24 teenagere i en hytte langt ude i ingenting i 2 dage og i silende regn er nok til, at jeg nu flyder lidt på sofaen og henter lidt energi, inden jeg henter mine egne 3 piger hjem. Det har været en dejlig tur, hvor nye sider har vist sig, og der har været masser af tid til gode snakke, fis og ballade. Natten har været lang, og det var nogle godt stegte unger, der blev afleveret til deres forældre - og et par brugte lærere, der tog hjem.

søndag den 17. august 2008

Idyl og Regatta

Vi har igen besøgt et af Jyllands skønneste steder. Weekenden er tilbragt med gode venner i deres sommerhus lige ned til en af Silkeborg søerne. Der er stille - helt stille - også selvom der er 7 børn, der huserer. Øjet hviler og omgivelserne tager pusten fra en. Hvis jeg nogensinde får brug for ro i sind og sjæl - må det være stedet at finde det.

Formålet med denne tur var dog ikke at få ro i sind og sjæl - men at deltage i årets Regatta. Turen gik til Silkeborg, hvor havnen var pyntet til fest med musik, lys, boder og et hav af mennesker. Egentlig er det nok ikke "my kind of thing" men i godt selskab bærer man over med de alt alt for mange mennesker og de alt for mange tombolaer og kaninører med lys i, som børnene er klar til at give deres højre arm for at eje.









Ældste-pigen har fået svunget pindene flittigt og er ved at være en habil strikker. Halstørklædet er nu klar til at blive svunget om halsen og et nyt projekt i fleece-kugler er startet op. Hun har tungen lige munden - og skal ind i mellem have lidt hjælp - men hun er tæt på at være selvkørende og har allerede flere projekter på tegnebordet. Mon det er det, man kalder arveligt belastet ?




torsdag den 14. august 2008

Tju hej

Hverdagen er hurtigt kommet bragende tilbage. Dagene får hurtig ben at gå på - og mange børn og unge mennesker krydser min vej - De bruger mig, og jeg er der for at blive brugt. Jeg tankes op af en hel række mennesker på min vej -men mangler alligevel nogle timer i døgnet.

Gitzen har bestilt ny børnehavetrøje og havde også lige lidt, hun mente, hun skulle med over at fortælle Marianne. Så eftermiddagen bød på en tur i Mariannes garnhule www.markno.dk og garnet blev valgt og hentet hjem. Nu svinger hun så pisken over mig - og mener, at jeg ikke skal arbejde på kontoret men igang med at strikke.

Weekenden lurer lige om hjørnet - vi stikker af og tager til Silkeborg til Regatta. Mon ikke også pindene bliver svunget - så den trøje kan komme i børnehave snart.

mandag den 11. august 2008

Et nyt og frisk skoleår

Så er det nye skoleår skudt i gang - både for mig selv og for mine 2 piger.Vi er alle kommet godt i gang - også selvom den første dag startede lidt for sent med at vi sov lige en anelse for længe. Eftermiddagen er gået med at få pakket de mange bøger ind - og de har lovet at flere kommer til de næste par dage.

Tasken er nu pakket til i morgen, og jeg har hele aftenen til at tage et par omgange på mit nye tørklæde i den klareste blå turkis. En farve, der kalder minder frem om Middelhavet i solskin.

lørdag den 9. august 2008

Litteratur på lyd

Vi er nu alle tabte i hvert vores univers - Under et besøg hos boghandleren "faldt" der 3 MP3 bøger ned i kurven - og efter lidt bøvl med teknikken, hører jeg nu Blekingegadebanden - en bog, jeg længe har haft lyst til at læse - men aldrig rigtig har fået samlet mod til at få åbnet - nu flyder ordene imod mig - og åbner en hel ny række muligheder. Jeg kan nu strikke og læse, gå og læse, køre bil og læse og måske endda løbe og læse. Pigerne hører "Det gyldne kompas" og "Findus og Peddersen". Det bliver helt klart et hit. Gad vide om man også kan låne MP3 på biblioteket ?

fredag den 8. august 2008

Finish-finito-fini







Det sidste lidt tunge monteringsarbejde er nu gjort - og jeg har hele 3 nye trøjer liggende til tørre på terrassen - De er meget forskellige - men fælles for dem er alligevel, at de fordrer lidt lavere temperatur for at blive trukket ud af skabet. Jeg tripper og venter på, at de bliver tørre, så de kan prøves for real - samtidig krydser jeg fingre for, at vejret holder tørt og blæsende...

onsdag den 6. august 2008

At give slip

Jeg er der næsten - jeg er lige ved at være klar til at give slip på ferien og igen lade hverdagen råde. Forberedelserne er gjort og nu kan de unge mennesker bare komme an. Jeg har masser af stof og tanker at byde dem på.

Vejret leder heller ikke tankerne hen på sommer - Det er råkoldt og vådt derude. Mine planter smiler, og jeg har iført mig uldne strømper og lange bukser. For kun en uge siden bagte solen og nu er der koks i kakkelovnen.

Aftenen skal bruges med hækletøjet - nu skal den regnbuetrøje snart have de sidste omgange - Jeg tager måske lige et kapitel eller to i min bog om komplottet i Amerika. Den tegner godt - det er kontrafaktisk historieskrivning, hvor der leges med tanken om, hvis nu det ikke var Roosevelt men Lindbergh, der var blevet valgt til præsident i starten af 2. Verdenskrig. Hvordan verden ville have set ud, hvis USA havde haft en Hitler-venlig og anti-jødisk præsident. Skræmmende og tankevækkende. Samtidig skal jeg drikke skoldhed the af min nye thebrygger, som manden-min kom hjem med i dag, fordi jeg bare har ønsket mig den såååååå længe.

søndag den 3. august 2008

Skole-start-parat?

Hverdagen trænger sig lige så stille på. Næste uge er en arbejdsuge - men med en blød start. I morgen går kursen mod skolen - for at få rigget klasselokale til og få taget en masse kopier, så jeg er klar til at sætte eleverne i gang med arbejdet fra dag 1. Mine egne tøser tager med - Det er en tradition, at de udholder tiden på skolen mod, at vi efterfølgende gør samtlige butikker og får købt første skoledagstøj.

Jeg er bare slet ikke parat til at slippe ferien - ikke klar til igen at skulle have hverdagen til at fungere, ikke klar til at skulle sove om natten og være vågen om dagen, ikke klar til at sende mine børn afsted igen - men jeg ved, at jeg bliver klar. Når først jeg er i gang, nyder jeg hverdagen, mit liv og mit arbejde. Der er ikke andet at gøre end at springe ud i det - uden for megen tanke på, at ferien er slut.