onsdag den 28. april 2010

Holst hurtigst

Hun har gjort det igen - Helle Holst - imponeret mig over sin rappe ekspedition og levering. Garn bestilt sent mandag aften landede her langt mod vest i dag. Til de af jer, der ikke allerede kender hende og bestiller hos hende - kan jeg varmt anbefale Holst garn - både hvad angår kvalitet, farveudvalg, pris og levering.

Det er små mængder garn, jeg har fået hjem denne gang. Der skal strikkes veste og muffedisser til søde børn og voksne. Det er små og overskuelige projekter, som passer lige ned i tasken, når vi i morgen pakker sydfrugterne og drager på ferie hos nogle af vores ynglingspersoner.

tirsdag den 27. april 2010

Slavepisker

Jeg har meldt alle friske - Store-tøsen hænger stadig en anelse i bremsen, men nu må det være slut. De sidste rester af sygdom skal arbejdes væk.

Tøserne er sat i sving med vasketøj, oprydning på værelse og Stritten svinger støvsugeren i mors sorte lyn.

De stritter lidt i mod - og der går ikke længe før jeg må udlove diverse belønninger for at holde motivationen oppe. Det er jeg til gengæld også klar til i byt for et opryddet hus og bil. Gad vide om de elsker mors korte tirsdag ligeså meget som jeg gør - Næppe.

Plus en halv meter

Jeg må have taget en ordentlig skraber og sovet totalt i timen, da jeg strikkede ærmer på Claudia. Ærmerne er ca. ½ meter for lange, og der er ingen fikse justeringer, der kan foretages, som redder miseren.

Det er enten en Om'er eller en "Nederst i skabet" til de andre ikke så vellykkede projekter. Am'en altså hvad havde jeg forestillet mig - godt nok løber jeg stærkt, og der bliver rykket i mig fra mange sider - men hvorfor har jeg ikke på noget tidspunkt undret mig over de lange ærmer - FØR de var syet godt og solidt fast på trøjen. Jeg er en tåbe.....

mandag den 26. april 2010

Lidt op og ned

Lige netop som jeg tror, jeg er på den anden side af det - at børnene er ved at være på den anden side - vender det, og vi får de ondeste tilbagefald. Det er åbenbart en ordentlig omgang, vi skal igennem - og der er ikke så meget andet at gøre end at acceptere det og erklære sig ukampdygtig. Men nøj hvor er det svært for mig at acceptere, at dagene går med det bare ingenting.

I dag har jeg fået spændt et sjal ud, der har ligget længe i kurven. Det er strikket i tynd Noro efter en opskrift, jeg har brugt flere gange. Hver gang glemmer jeg, hvor uendelig lange de sidste pinde er. Resultatet er dog sliddet værd - nu hvor det ligger udspændt og kalder på at blive slynget om skuldrene.

Fy for den

Det var sådan her weekenden skulle have forløbet. God tid til sysler, tid til at slænge sig, hygge om hinanden og tid til at få bund i nogle af de ting, der altid lige venter på at blive gjort.

Istedet blev det til en gang feltlazaret med 3 syge børn og en syg mor. Maveonde af den ondeste slag, og her mandag kæmper vi stadig med efterveerne og hænger lidt i bremsen.

Jeg er elendig til at være syg - synes ærligt talt, at det er spild af godt liv og god tid. Jeg stritter i mod og forsøger at ignorere det - Det lykkedes ikke altid lige godt.

fredag den 23. april 2010

Leg på væg

Vi planlægger og drømmer om dekorerede vægge, om flotte tapeter og om wallstickers. Om malede møbler, indretning og om at skabe fede rum med masser af sjove finurligheder og personlighed. Pigerne drømmer om kys og læber - selvom tænker jeg mere på træer og blomster. Vi har god tid til at fortsætte legen - og det giver masser af god hygge omkring pc'en.

Slumre-pude

Eftermiddagen har budt på god kamp om de bedste sofapladser. Vi er alle lidt slappe i betrækket - og børnene er stadig småsløje. Gitze-tøsen har lavet den fineste pude til at hvile hovedet på og låner den ud til den, hun vurderer trænger mest. Jeg har også fået lov til at låne den et kort øjeblik.


Vi skal have hurtig mad her til aften - for der er bred enighed om, at sofaen trænger rigtig meget til os. Jeg har en kurv fuld af Claudia - og mangler efter lidt opskrift-hjælp nu kun det sidste ærme. Med lidt flid og snilde skulle den gerne blive klar til montering en af de nærmeste dage.

torsdag den 22. april 2010

To ud af tre

De to mindste har indtaget sofaen med dyner, snotpapir og spand indenfor rækkevidde. Vi er sygdomsbefængte og karantæneramt. Moderen agerer super-mom og serverer kolde drikke og blødt mad.

Da først jeg fik accepteret, at det så var en hjemmedag - fik jeg en masse fra hånden mellem al serviceringen - og skrivebordet er nu ryddet i en grad, det ikke har været længe.

Mine kollegaer må ønske mig et vist sted hen, når disse dage rammer mig. Så kommer det kølige overblik, og jeg får som regel skrevet og indkaldt til møder, der burde være holdt tidligere.

Derudover er der blevet trillet lidt perler og tage et par pinde på strikketøjet. Pigerne har fået lavet flere gaver til armene - både til unge og ældre. Jeg har endelig fået taget hul på Sanne-vesten fra Design Club - denne gang i enkelt garn og forhåbentlig i en mere passende størrelse.












Weekenden er rykket lidt tættere på - og i morgen går vi i gang med et par dage med fri leg for både voksne og børn.

onsdag den 21. april 2010

Tøse inspiration

Et par gode bøger ventede os i cykelkurven, da vi kom ud i skuret. Bøger fra Lærerbogklubben med et hav af idéer til billedkunst, som med lethed og snilde kan omsættes til brug ved spisebordet.

Der er til mange timer og til mange kreative processer. Vi glæder os og udtænker anvendelse for de mange produkter, der kan komme ud af anstrengelserne.

Lige nu ligner stuen dog mest af alt et feltlazaret. 2 ud af 3 børn er nede med dårlig mave, ondt i hovedet og kvalme. De er dårlige - men ikke dårligere end at de stadig har evnen til at kommandere med moderen, som fungerer som serviceorgan og ligger vandret for at opfylde deres påtrængende behov.

Konfirmations-perler

Store-tøsen skal til konfirmation på søndag. Tøjet er fundet og strøget. Gaven er købt og i dag er der blevet fremstillet lidt ekstra perlepynt og et fint fint telegram.

Pigerne har efter påskeharen var forbi klippe-klistret med slikpapir. Det bliver limet på papir i et tilfældigt mønster og ryger derefter en tur i kopimaskinen. Fine kort kommer derud af det, synes jeg.

Det at købe slik har efterfølgende fået en hel ny betydning, da det ikke kun handler om smagen men også om farvenuancerne og spillet i papiret. Moderen må indimellem hjælpe til og spise indholdet - når papiret er flot - men smagen ikke passer pigerne - man må jo ofre sig :-)

tirsdag den 20. april 2010

Rene linjer og drømme

Trælse-tirsdag havde jeg døbt dagen på forhånd. Jeg var svær at drive af dynerne til morgen, munden vendte nedad, og jeg var ikke særlig godt selskab.

Et par trælse must-do blev overstået og resten af dagen er energien over, at jeg fik det gjort, strømmet til mig. Der er nu gjort rent i kringelkrogene - og nye blomster har erstattet de visne i både krukker og vaser.

Biblioteket blev endevendt for bøger om boligindretning. Vi drømmer drømme, som kun piger kan drømme - om drømme-værelser, drømme-stuer, drømme-køkkener og drømme-haver. Vi siger "ih" og "ah" - "se lige her" - og "kan man det her" og håber, at drømmene går i opfyldelse

mandag den 19. april 2010

Mandags-mums

Skønne sager fandt jeg i min postkasse i dag, da jeg kom hjem efter kort-mandag. De smukkeste sjalsnåle fra Lykke med de mest vidunderlige perler i flotte farver. Levering og service er i top og pakken pakket ind, så den var en fryd for øje og fingre.

De er allerede taget i brug, og jeg kommer om muligt til at slide den op.

Jeg har hygget med med en rundtur rundt i blogland efter at være landet på egen matrikel. Det viste sig, at en sød kollega også gør sig i denne verden - og hun skulle findes - og er fundet :-)

Jeg har længe beundret især hendes nøglesnor og overvejet muligheden om - altså bare ved et uheld - at få den puttet i egen taske :-) Jeg har holdt fingrene for mig selv og kun mærket lidt på den en gang i mellem. Nu kan jeg måske være så heldig at aflure, hvordan hun gør herinde - Jeg glæder mig til at følge hende og venter spændt på at se om, hun også finder mig :-)

søndag den 18. april 2010

Også til mor

Pigerne har fået deres trampolin monteret med sikkerhedsnet, som vist er meget praktisk og forsvarligt eftersom, der udspiller sig diverse stafetløb og fodboldkampe på dugen. Jeg ville vist gå til i angst for diverse fald fra kant, hvis ikke nettet var blevet monteret.


Samtidig med at der kom kant på - blev moderens nyeste ynglingsmøbel samlet. En hængekøje til at hænge i, til at hygge i, til at læse i og til at slikke sol i. Lige det der stod allerhøjest på ønskesedlen. Jeg glæder mig så meget til, varmegraderne stiger, så den rigtig kan komme til sin ret. Den er testet og gennemtestet. Det er muligt at ligge fire på linje + en hund.

Blomster på vej

Man skal aldrig vende ryggen til en weekend - for så er den gået. Denne weekend har budt med afslapning og godt selskab og alligevel er det som om, jeg godt lige kunne tage et par dages weekend mere.

Strikkepindene har hvilet i kurven. I stedet har jeg så småt fået startet op på en stribe hæklede blomster, som en venlig sjæl hjalp mig med at finde mønsteret på :-) Det drillede mig lidt i starten - men nu tror jeg, jeg har fattet systemet og kan lade skuldrene falde ned, mens nålen tryller blomsterne frem.

fredag den 16. april 2010

Endelig...

Vores længe ventede trampolin ankom endelig den anden dag og blev monteret med hjælp og ivrige tøser, der tålmodigt ventede på, at de sidste fjedre fandt deres plads, inden de gik amok og næsten hoppede sig i søvne.

Trampolinen er godt nok stor. Jeg bestilte en 4.90 stor en - fordi de mente 4.30 var lige i underkanten - Jeg tænkte 60 cm er alligevel ikke ret meget større - og glemte det der med, at når vi taler diameter er det 60 cm HELE vejen rundt. Det ligner til forveksling et rumskib, der er landet midt i haven. Have er der ikke så meget tilbage af - det er nu nærmest en stor trampolin.

Størrelsen giver lidt problemer, fordi pigerne ikke helt vejer nok til at kunne få den ordentlig i hop. De skal helst være 2 på den - for den for alvor giver efter for deres vægt. Sikkerhedsnettet er først ankommet i dag - og skal monteres snart, så jeg kan trække vejret lidt mere roligt, mens de hopper

Hip hurra

Dronningens fødselsdag er blevet markeret i dag - i fin og stor stil. Hele skolen havde lagt sig i selen. Der var billeder, flag, tegninger og selv var jeg blevet lokket til en gang lyn-lancier med et par klasser af de store elever godt instrueret af min makker, der i dagens anledning var iklædt smoking.

Mine egne børn synes godt nok, det er ærgerligt, at hendes fødselsdag falder på en fredag, fordi det betyder, at Disneysjov er aflyst. Moderen er helt sikkert klistret til skærmen og skal følge den royale begivenhed - så idéen med at finde på noget andet og bedre er blevet afvist på det kraftigste. Det andet og bedre må de stå for selv. Hvis der skulle blive en ledig plads til festen - er jeg nu også velbevandret ud i lancier-kunsten, så de kan bare ringe :-)

tirsdag den 13. april 2010

Jeg mangler...

Et tvingende behov er blevet tydeligere og tydeligere i dag, som eftermiddagen skred frem. Jeg mangler simpelthen min gamle hængekøje, hvor man kan få en hurtig morfar - først på sommeren indhyllet i tæpper og senere er det, der man kan finde et køligere sted til en hurtig tur i laderen.

Jeg må i gang med at afsøge markedet for de dersens smarte dimser, som kan gøre det ud for de træer, der mangler på matriklen med mindre jeg vil lade mig hænge op i hønsehuset - og så påtrængende er behovet vist ikke.

Ellers har jeg ikke andet at sige end "Kom nu Trampolin"

Tålmodigheds-test

Nøj vi bliver testet på tålmodigheden her på matriklen i disse dage - Bigtime. I påsken bestilte vi en trampolin - og alle er taget forventningsfulde hjem HVER dag siden. Den er ikke ankommet ENDNU..... Endelig har jeg fået et track og trace nummer på den - og det ser ud til at den er strandet i Hamborg. Tålmodigheden er snart opbrugt - og størstetøsen har erklæret, at hun kommer ud, når trampolinen kommer - ikke et øjeblik før.

Min mor reddede mig fra en anden tålmodighedstester den anden dag - da hun ,at min tunika var skæv og for stramt lukket af. Jeg var tæt på at lade den gå til de evige strik-der-er-mislykket- marker. Hun forbarmede sig over mig. Tog skidtet med hjem og i dag lå den så i min postkasse - nu i en lige udgave, der kan bruges. Hurra for mødre.

Drømmer drømme

En koncentreret og energisk indsats i formiddags efterlod mig med ryddet skrivebord og en eftermiddag til lige, hvad der bød sig til.

Jeg har valgt at tilbringe den på terrassen med ærme til Claudia og god musik i ørerne.

Hovedet er fyldt af gode tanker og en masse drømme. Drømme om det gode liv, drømme om en have med plads og mulighed for børn, voksne og hund - uden snor i drømmen - hunden altså. Drømmen om grin og hvin - drømmen om store blomstrende blomsterbede, drømmen om nærvær, smil og masser af maling. Hvem siger at drømme ikke kan gå i opfyldelse ?

søndag den 11. april 2010

Ikke helt

Ambitionen om lige at nå et par forstykker til Claudia er endnu ikke helt levet ud. Aftenen er stadig ung og solen står lavt på himlen - men jeg tvivler på, at det helt bliver i dag, jeg bliver færdig. Men jeg er godt på vej..

Mange andre projekter har presset sig på her i weekenden, hvor solen har trukket i os, fået os til at sprudle og har givet god energi. Jeg mærker en hel anden følelse af lethed. Klar til at tage fat på en ny uge og fuldt opladning på batterierne. Havde helt glemt, hvilken forskel der er på gråt og blåt - på lys og mørke.

lørdag den 10. april 2010

Foråret er her

Nu er det godt nok ved at være alvor. Foråret er her, og vi nyder det. Solen skinner og trækker os udenfor. Pigerne mente, at foråret skulle skydes i gang med en tur til vandet og en kæmpe is. Jeg var ikke svær at lokke.

Jeg er vild med legen, hvor tæt kan man komme på vandet - uden at få våde tæer - også selvom den som oftest ender med våde sko og strømper. Jeg er vild med at traske hjem med lommerne fyldte med skaller og smukke sten og jeg er vild med forårets første is - som smager ganske særligt.


Første spadestik

Hvilken vidunderlig forårs-lørdag. Det føles som et skud energi direkte ind i årerne. Jeg får lyst til at grave, stikke fingrene dybt i mulden, plante blomster, sætte løg og drikke kolde drikke på terrassen.


Lysten til udenfor-sysler har ramt os alle - og der cykles, køres på wave-board og laves huler i haven. Der er ikke helt så mange muligheder i den nye have - men samtidig er det kun tanken, der sætter begrænsninger. I år bliver et rigtig krukke-år - og alle mine krukker skal bugne af blomster og planter. Indtil nu er det blevet til en flok nye krydderurter, der er klar og frisk lige til at hente ind til køkkenbordet, hvis lysten til det store kulinariske skulle ramme mig.

Sol og energi

Solens stråler vækkede mig - en lille sprække stod åben og lod lyset skinne lige ind på mig. Et godt incitament til at stå op en dejlig lørdag morgen. Starten på dagen har alligevel været langsom og med tid til at nuller rundt og lave det rene ingenting.

Mini til voksne er blevet skyllet op og er nu tør - Jeg er ikke vild begejstret over pasformen - synes den kryber lidt op og vulker på bærestykket. Den skal måske gåes til. Den får en chance og skal prøve-bruges lidt her i weekenden.


Ellers pønser jeg på en gang haveoprydning, en tur til planteskolen bare for lige at se, hvad de har der og måske en jagt på havehynder. Hele lørdagen er min, skal bruges med fornuft og med en masse åndehuller.

fredag den 9. april 2010

Weekend-ramt

Vi har ramt ugens suverænt bedste tidspunkt. Fredag eftermiddag og aften, hvor der er en hel ny og ubrugt weekend med alle de muligheder, det byder på.
Vi er weekend-ramte - Kalenderen er tom, og vi er frie til at finde på og gøre lige som det passer os de næste par døgn. Idéerne er mange - og pigerne har startet weekenden med en rask bordtennis-kamp på spisebordet.
Selv sidder jeg og roder lidt i strikkekurvene og roder mig i håret over, hvilket projekt jeg skal ofre min opmærksomhed. Strikkekittet til S
anne vesten fra Design Club driller mig - Jeg kan ikke rigtig hitte ud af om den skal strikkes med enkelt eller dobbelt tråd ? Det ender jo med, jeg må overgive mig og lave en strikkeprøve.

Overvejer også lidt om Claudia skal graves frem fra kurven. Der er stadig kun lavet ryg til den - og mon ikke weekenden kunne byde på et par forstykker ? Eller jeg kunne finde på noget helt tredje. Læner mig tilbage og mærker efter, hvad det er jeg gerne vil og brænder for.

torsdag den 8. april 2010

Så undskyld da

Vi hviler ud efter et tværslag af de store. Mindstetøsen blev rasende over tidspunktet, jeg valgte at troppe op for at hente hende i børnehaven. Havde netop en plan, jeg på mest væmmelige maner forpurrede ved min bare tilstedeværelse. Hun eksploderede i en kaskade af ord, eder og fagter - alle rettet mod denne umulige mor, der ikke havde nogen som helst situationsfornemmelse.

Langt tids forsøg på at give plads og rum, tale til rette, smålokke osv. endte i "nu har mor fået nok" og jeg slæbte hende under armen ud til bilen. Turen hjem og hjemkomsten skabte ikke en mere forsonlig tone fra damen, som blev sendt til afdampning på værelset.

Det forlod hun senere og forsøgte at skabe god stemning med et "Så undskyld mor - at du var så træls" En forsigtig forespørgsel om hvem det nu lige var, der var træls, red hun af med " og nu vil jeg gerne have en stor krammer og et Kinderæg" - Hun er 5 år, og jeg er sikker på, at der kommer dage, hvor jeg vil forstå, hvorfor visse dyrearter æder deres afkom :-)

Blomster-smil

Jeg elsker blomster. Blomster i haven. Blomster i grøftekanten og i skovbunden. Blomster i vaserne og i krukkerne. Jeg elsker den følelse, jeg får når jeg giver og modtager blomster. Jeg elsker den ro og det indre smil, blomster giver mig.

I dag har jeg blomster både i vaser og om halsen. Verden smiler til mig - selvom jeg ikke har været særlig gavmild med smilene de sidste par dage. Verden møder mig med åbne arme og tager varmt i mod mig, selvom jeg har lukket mig omkring mig selv det sidste stykke tid. Jeg mærker, at ikke kun irritation og tristhed smitter - men også den positive energi og varme. Jeg mærker et overskud omkring mig, som jeg ikke selv besidder, men håber at blive smittet af

Mine blomster om halsen har været en tur i vaskemaskinen og er kommet forholdsvis vellykket ud - Midt i blomsterfloret gemmer der sig en lille mariehøne. Det er ikke sikkert det bliver et hit-hit - men om halsen kommer det helt sikkert.

tirsdag den 6. april 2010

Spidser nålen

Lige om lidt skal bunken af uformelige og mystiske strikdele her gerne forvandles til et blomsterflor, der skal sys fast på det net af grene, jeg lavede den anden dag. Et hestearbejde med nål og garn.

Det der helt sikkert kommer til at føles som en uendelig mængde ender skal hæftes og blomsterne skal finde deres rigtige form, inden hele skidtet skal en tur i vaskemaskinen, mens jeg krydser fingrene og håber, at resultatet bliver som ønsket.

Jeg glæder mig til at se det færdige - og få afsløret den spænding, der er forbundet med hvorvidt det bliver årets hit i form af et forårstørklæde eller det bliver et af de tørklæder, der kommer til at leve en skyggetilværelse i en kurv i skabet.

søndag den 4. april 2010

Lækkerier

Pigerne har nu i fællesskab vundet mit nye garn op, og jeg er klar til at give mig i kast med den røde vest, som passer perfekt til mine røde støvler, mit sorte tøj og mit nye etui til min Iphone....

Etuiet hænger mig permanent om halsen. Det giver mulighed for med earplugs at tale i telefon eller høre musik samtidig med at jeg vasker op, ordner vasketøj, går med hunden, strikker eller.... Det åbner helt nye muligheder for multi-tasking, som er et must, når der er "so much to do - and so little time" At etui samtidig er råfedt - lavet af cykelslange og med det blødeste røde foer - gør kun oplevelsen større.

Inden jeg går helt i rødt - skal jeg dog lige have strikket flere huller - med vilje. Det nye blomstertørklæde mangler stadig et par huller i gittermønsteret, inden jeg skal igang med blomsterne. Det bliver et fedt tørklæde til forår og jeg glæder mig til at vise jer flere detaljer af det.

Hoppe-loppe

Jeg har shoppet-amok til pigerne, og de hopper rundt af glad forventning. Det er ikke impuls køb. En trampolin har stået højest på ønskesedlen i mange år, og efter Tante H gjorde det store forarbejde med at undersøge markedet, sikkerhedsforskrifter og tog springet først, turde jeg også godt. Den er nu bestilt og med en leveringstid på 2-5 dage er der megen spænding og forventning i luften.


Mens jeg surfede rundt efter vidunderet, faldt jeg over et andet "must-have" I vores gamle hus havde vi to træer, der stod med tilpas afstand mellem hinanden til en hængekøje. En hængekøje, der både blev brugt til leg og til slængeri med en god bog eller en dejlig sommerlur.

Trampolinfirmaet forhandler også hængekøjer med stativ til at hænge den i - Det må være meningen, at børnene hopper i trampolin, mens moderen ligger henslængt i hængekøjen. Undrer mig over, at de ikke sælger det som sampak - men hængekøjen er straks sat højt på ønskesedlen.
Lækkerier findes på Ampel24

lørdag den 3. april 2010

Forkælelse

En rigtig forkælelsestur mod vest bød på en tur ved Vesterhavet med vind i håret og sand mellem poterne. Med en god gennemblæsning og en åben op for sluserne.



Men også på en tur til garnparadiset Tind Mohair, hvor jeg fik fyldt op i garnkurven med endnu en vest og endnu en model fra Design Club - min absolutte favorit lige nu. Farven blev lidt mere modig denne gang, hvor jeg valgte en rød.


Garnet er endnu ikke vundet ud og jeg strikker på en af "tillægsmodellerne" Et tørklæde med farvede blomster og gittermønster. Lige om lidt lokker jeg med pigerne og ser om de ikke vil toppes om at tage en tur med garnvinden.

Påskeharen på besøg

Påskeharen fandt fint vores nye matrikelnummer og lagde æg over hele haven. Det var mig, der opdagede den - men der skulle kun et enkelt Gok-gok til, før pigerne støvede rundt i haven for at finde dens gemmesteder. Æggene er nu samlet og bliver vogtet over, inden de lidt efter lidt skal indtages og nydes sammen med påskeferien.

Pigerne har været afsted et par dage - og nu er der lagt op til en ordentlig omgang hygge og nærvær, når de lige har fået stillet deres værste behov for PC-tid. Imens tager jeg en lille tørn ved skrivebordet. Jeg har strikkeplaner. Mere om dem senere.
.