Alle ingredienserne

Alle ingredienserne var på plads til en weekend af de helt fine og særlige af slagsen. De bedste mennesker omkring mig, blomster i vasen, gode udflugter, tid til benene op og tid til chokolade med lakridssmag - en særlig last jeg deler med en skøn nevø, garn i rå mængder - og snak ad libitum. Ah jeg landede i min fredag med et stort smil om munden. 

 

 

 

Weekenden blev præcis som beskrevet og lidt til - men samtidig er jeg nødt til at erkende, nødt til at se i øjnene, nødt til at acceptere OG handle på det faktum, at min krop skal have mere søvn, end jeg er klar til at give den. Hele weekenden har jeg kæmper med en overvældende træthed, øjnene der faldt i og et summende hoved. I underkanten af 6 timer i gennemsnit i laderen om natten er ikke nok - og nu insisterer kroppen så meget på mere søvn, at der ikke er nogen vej udenom at krybe under fjer - også selvom jeg synes, jeg slet ikke kan nå det, jeg vil i livet i den tid, der så er til rådighed. 

Færdiggøre og afslutte

Den sparsomme energi, der har været til rådighed her i weekenden, er blevet brugt på at tømme lidt ud i strikkekurvene. Der er blevet ryddet op, gjort status og lavet kurve med to-do før jeg går i gang med andet. Hele 4 ufærdige trøjer og et hav af tørklæder og andre små projekter gemte sig, da jeg først fik løftet de øverste lag.

Et sart rosa tørklæde fik de sidste omgange og en gang hæftning. En Peasy er lige under opsejling - og snart må jeg vel have fat i den skønne skønne Helga Isager Honey, som har ligget der snart et år, fordi selve strikningen af den, keder mig så bravt, at jeg har svært ved at holde gejsten - selvom resultatet bliver alle anstrengelserne værd.

Jeg er vist bare generelt en bedre opstarter end afslutter - men jeg øver mig :-)

På stof-eventyr

Horisontudvidelse og blæst omkuld af de mange mange meter stoffer, vi fandt på en lørdags-udflugt til Videbæk og Herning. Mængderne og varianterne var overvældende, og jeg mistede næsten - kun næsten - min købekraft og mit overblik.

Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt har fodfæste i sy-verdenen endnu. Det er stadig svært at se, hvad det kan blive til, hvad det kræver, og hvor langt mine evner rækker. Men jeg har nu købt ind til endnu et par kjoler og trækker vejr ind, samler mod og går lidt omkring det - for at samle mod til at sætte saks i de fine sager.

Næsten kaffe-søster

Jeg ved det godt, jeg hører det ofte og jeg hører ofte FOR det - en rigtig skolelærer drikker kaffe i rå mængder og mere eller mindre konstant. Jeg fik bare aldrig taget det kursus på seminariet. Duften og lyden af en kaffemaskine fylder mig med gode barndomsminder, mokkachokoladen spiser jeg gerne i rå mængder men selve den sorte drik har jeg aldrig rigtig forstået.

Tilgengæld elsker jeg ideen om lige at tage en kop kaffe sammen - i kaffepausen, efter arbejde på cafe og til hygge og samvær. Mine kollegaer har sat mig i træning under denne uges tur. Vi startede lidt for hårdt ud med varm kaffe-latte. Den var bitter og smagte voldsomt meget af kaffe - så var det straks meget bedre med is-kaffen fra kaffebaren med karamel, med mint og med chokolade. Ah se det tror jeg nok, jeg kunne få smag for - og så vil jeg gerne tilhøre kaffe-holdet :-)

Måske lærer jeg det, hvis jeg træner hårdt ;-) Tapas og nachos behøver jeg ingen træning i - det er et klart hit :-)

Nu med sofa på ryggen

Efter en uges lejrskole i København har jeg her lige for et par minutter siden ramt sofaen. Jeg ramte hårdt og får vist lidt svært ved at ryste den af mig igen.

Trætheden er overvældende men det er den der glade fysiske træthed, mens hovedet er fyldt med gode oplevelser og hjertet af dejlige unger, der har vist nye sider, erobret, oplevet og udlevet. Det har været skolelærer-livet, når det er allerbedst - og der hvor man simpelthen ikke fatter, at man får betaling for at lave noget så skønt og givende.

Vi har travet byen tynd på byvandring, på vej til Christiansborg, Christiania, Nationalmuseet, gode butikker, gode spisesteder. Vi har travet i Tivoli og lært at slå en proper-næve på stuntkursus. Der er blevet taget Selfies på Nyhavn, på Islands Brygge og i folketingssalenAlle har været med på spøgen - og det har været en brok-fri tur, hvor de store smil og grin har fyldt aller allermest.

Jeg tager gerne en tur mere - men først er jeg liiiige nødt til at sidde lidt i laderen ;-)

På dupperne

Der pakkes taske, der laves udregning på antal meter garn pr. dag - og jeg lader op og gør klar til at gøre København usikker med en flok gode kollegaer og rundt regnet 70 unge mennesker. Det er lejrskole-tid, og jeg glæder mig og synes næsten, det er snyd at kalde det arbejde.

Fire dage med fuld drøn på både dag og nat - med unge mennesker på godt og ondt, helt tæt og helt under huden. Det er en fantastisk måde at arbejde på - ude af den sædvanlige ramme og med helt andre muligheder for at opleve, erobre og erkende. På fredag er jeg træt, træt, træt - men jeg tror og satser på, at det bliver på den der gode varme måde.

Watch out Copenhagen - here we come :-)

Knaphul-koden er knækket

Et projekt jeg længe har gået omkring - fordi det der knaphul-syning tog pippet af mig lidt på forhånd - fik i dag kamp til stregen. Det kostede blod, sved og tårer - og jeg måtte tilsidst ty til brugsanvisning - men knaphul-koden er nu knækket. Måske ikke verdens pæneste knaphul - men det er et knaphul, der kan bruges :-)

Pungen ryger i gavekassen og lur mig, om der ikke er en eller anden, der mangler præcis sådan en sag med et lidt skævt og malplaceret knaphul :-)

Sy-maskine-ræs

Endelig endelig faldt der så meget ro over mig, at jeg kunne fokusere og koncentrere mig om at få symaskinen til at spinde - at jeg kunne klippe lige og hitte rede i ret og vrangside. Et par småtterier blev det til på en dejlig lørdag uden andre gøremål end lige det, der faldt os ind.

Jeg gør klar. Klar til at jeg snart og lige om lidt skal til Fanø Strikkefestival med en skøn flok kvinder - og der skal vi kæmpe en brav kamp om medbragte sager i et pakkespil, der er uden sociale spilleregler, og hvor det er alles kamp mod alle. Ih hvor jeg glæder mig :-)

Se min kjole

Det går stærkt her - og det er snart en uge siden, jeg hentede min fine nye kjole - som jeg selv kæmpede en brav kamp med - men som også var lige på grænsen af det, jeg magtede og som jeg derfor fik assistance til at gøre færdig.

Det er en hård læreproces - og mit temperament passer ikke 100% sammen med syning. Jeg bliver irriteret og frustreret, når det ikke går op - når det bliver skævt og ikke passer. Jeg mangler tålmodighed til at rette til og pille op - men jeg øver mig ihærdigt og insisterende.

Jeg har allerede et par kjoler i hovedet - men forsøger at sætte ambitionsniveau efter evner. Lidt mindre finesser, lidt mindre piping - men jeg skal nok få knækket den sy-nød med stædighed og den ikke-eksisterende tålmodighed.

Have-trængsler

Det overrasker mig stadig - selvom jeg snart har oplevet det mange gange. At når mundfulden bliver for stor, når mine evner og kræfter ikke rækker, så træder gode mennesker til og hjælper mig videre og hjælper mig til at klare og til at magte.

I denne weekend har det summet af liv og arbejdende folk. Min lange lange hæk er blevet trimmet, der er blevet ordnet bede, fejet fliser, klippet ned og ordnet og rumsteret. Jeg er så dybt dybt taknemlig for den slags små mirakler og for at have den slags mennesker i mit liv.

Kaos og vrangsiden

Midt i kaos og alt det nye - stornyder jeg at fri om aftenen - og at have 2 kyndige sytøser ved min side, som med slående tålmodighed guider mig ind i sy-verdenen.

De står tålmodigt ved min side, mens jeg tegner, klipper og syr. De hjælper mig med at lægge stof op, sætte nåle i, sprætte op - og bærer med overbærenhed mine vrantne udfald - over ikke at kunne, ikke at få det til se at se ud, som det gør oppe i hovedet - og over ikke at have modelmål.

Lige om lidt fortsætter jeg kampen med at kaos-reducere - nu på egen matrikel - mens jeg glæder mig til igen i aften at være i godt selskab - og måske når vi lige har sprættet den kjole op, jeg lavede i går - at få lavet en kjole, der kan bruges i en eller anden sammenhæng (om ikke andet så i haven)

Jeg er en heldig kartoffel med gode veninder, der gider og orker - også når jeg skælder og smælder, når jeg bliver træt og vranten, går i barndoms-trodsighed og vender vrangsiden ud - og tænk de kommer igen i dag :-)

Overhalet indenom

Hverdagen har banket på - og jeg var vist ikke helt klar. Vi er ikke løbet over ende - men klart overhalet indenom af realiteterne - og den nye virkelighed, der tegner sig ikke bare for degnen - men også for familien.

Jeg øver mig. Øver mig i at have lange dage, øver mig i at arbejde med et hav af kollegaer omkring mig, øver mig i at blive afbrudt og ikke have fordybelsestid,øver mig i at holde fri, når jeg er herhjemme. Jeg slider lidt på gulvtæppet omkring arbejdsbordet her på matriklen, fordi jeg føler mig bagefter og godt lige kunne trænge til et par gode timer med fordybelse og ro.

Og i dag har vi også holdt fødselsdag for mindste-barnet. Lidt hæsblæsende fordi jeg både mødte tidligt og fik sent fri - men vi nåede det med hiv, sving og godt humør. Vi skal nok finde op og ned, hoved og hale - det kræver bare lidt tilvænning og lidt mere øvelse.

Opladning til noget stort

Jeg lader op og lægger an til noget stort. Lige om lidt og om bare et par dage rykker et par veninder ind over flere dage for at hjælpe mig med at knække koden til at sy jersey-kjoler. Jeg har så småt været i gang - men vil lære mere og kunne mere. Jeg har tilmeldt mig kursus i oktober - men med min sædvanlige tålmodighed, er det som om oktober er langt ude i en fjern fremtid.

Stoffet er vist nok i hus - så mangler en hel række detaljer som elastisk piping, folde-elastik, dobbeltnål og andre smarte ord og sager, som jeg ikke helt ved, hvad dækker over. Måling og optegning af mønster. Det er fagre nye verden og nye erkendelseserobringer, der ligger lige der og venter - og jeg glæder mig.

Så til hest...

Jeg skal så lige love for at ferien er slut - og jeg er havnet lige midt i en ny virkelighed, som det vist kommer til at tage et par dage eller uger at vænne sig til - og finde den rigtige form på. Lange lange dage på skolen, nyt arbejdssted, hvor kreativiteten gerne skulle sprudle og boble, opgave-trængsel og manglende overblik, kaos-håndtering og lidt bankende hjerte om hvorvidt vi nu kan det, vi skal - og i de rammer, der er givet os.

Ugen blev sluttet af med et internat i den anden ende af lande - med god forplejning, forkælelse og skøre, skæve og sjove kollegaer, der fik smil og grin til at overtage og overdøve frustrationer. Lige om lidt kommer eleverne heldigvis - jeg savner dem og glæder mig til igen at stå i den virkelighed og den verden, som jeg brænder for, og som jeg ved giver den gode energi.

Lidt småtterier er det blevet til på krea-fronten - for at tømme hovedet og for at forhindre mig i at dreje i cirklerne omkring arbejdsbordet herhjemme - for jeg jo liiiiige kunne ordne og liiiiige kunne skabe lidt overblik.

Bitte små bedrifter

Helt usædvanlige og stik mod det normale har mine krea-bedrifter i denne ferie været så godt som ikke-eksisterende. Jeg har ikke kunnet finde energien og lysten til at frembringe. Strikketøjet har hvilet og maskinen stået stille hen. Jeg har ledt efter forklaringen - og har fundet små-forklaringer som varmen, tankemylder og mange gøremål - men samtidig kan jeg godt mærke, at jeg savner den energi, det giver på øverste etage at finde, udvikle og gennemføre - og være og leve den kreative proces.

Et enkelt sjal med tilhørende toiletpung til min franske veninde-mor er det blevet til. Strikket i en tynd følgetråd og en tråd mohair i den smukkeste sarte rosa.

Og et andet tørklæde med et hav af hvide bomber. Sjalet er lækkert - men jeg burde have fulgt rådene om at lave det store - for det er lige det mindste. Jeg gik dog død i processen med de mange bomber og lange kedelige pinde.

I morgen træder jeg ud i virkeligheden igen - jeg glæder mig til at træde ind på skolen til velkendte kolleager og til at udleve det mulige i den nye folkeskole.

Snip snap snude, så var den ferie ved at være ude.

Fin afrunding

Mine sidste feriedage tilbragte jeg i sommerhus med den ganske særlige familie, som altid tager i mod mig med åbne arme og varme hjerter - som rummer mig i al min skørhed og skævhed, når jeg er jublende lykkelig, og når jeg er trist og modløs.

De får mig til at vokse, til at føle mig bien dans ma peau (godt tilpas i min hud - et udtryk der er meget rammende, men ikke sådan lige kan omsættes til dansk:-) og jeg nyder både tale og tavshed i deres selskab.

Det var en god afslutning på en dejlig ferie