tirsdag den 20. august 2013

Elsk-værdige og god kemi

En karrygul Bella kjole/tunika er af pindene. Den er ikke prøvet af søde-pigen endnu, og jeg er usikker på størrelsen. Den virker bred og skal måske også være længere. Heldigvis er det et hurtigt stykke strik, der hurtigt kan omgøres, hvis den ikke sidder lige i skabet.

Jeg tænker, at der måske skal laves en lignende sag - i en anden farve og måske en lidt anden variant til søde-pigens storesøster - og heldigvis er opskriften jo nu kommet i en større udgave, så jeg ikke skal igang med den store regnemaskine og min logiske sans - som ud i den ligning hurtigt kan komme på overarbejde.


To små piger, der lynhurtigt og uden advarsel er krøbet ind under huden på os alle her på matriklen. Forunderligt og magisk, hvordan nogle børn tager en med storm og med det samme uden egentlig at gøre det store væsen af sig og uden at gøre sig særlig umage. Det mest magiske er, at mine piger har det på samme måde med lige præcis de her piger. De er elsk-værdige på den der særlige måde, vi kalder god kemi i mangel af et bedre ord.

På lørdag skal vi hygge med dem hele dagen uden deres forældre. Måske vi skal strikke til store-pigen eller måske hendes mors strikketøj, som vist ligger og hensygner i et hjørne skal have et par smugomgang. Vi glæder os.

Og så er der røget en bog om små tasker med hjem. Den skal læses og nærstuderes - for det er bevist, tror jeg nok, at man ikke kan få for mange tasker - jeg har ihvertefald slet ikke nået loftet endnu. Mangler jo både til det ene og det andet :-)

2 kommentarer:

  1. Og så er den helt fantastisk blød også Mona :-)Fint fint design :-)

    SvarSlet