fredag den 30. september 2011

Munden fuld

Nede i kurven ligger det skønnest pang-farvet bomuldsgarn og venter på mig - Det er endnu et Fanø-fund, hvor jeg så pigen på billedet, der kommer fra Livi-strik, med det skønneste tørklæde, sjal, poncho eller sagt med det rette ord moebius om halsen.

Jeg var solgt på stedet og hapsede garn ned i kurven. Skråsikker på at sådan en sag kunne jeg lige lave i en håndevending...... Nu næsten en uge efter og efter at være gået rundt om opskriften igen og igen er jeg knap så skråsikker.

Billederne er lånt hos Livi-strik

Moebius har jeg hørt om før - men nok aldrig ofret nogen særlig opmærksom - troede det var noget med at sy omvendt sammen - men føj hvor ser det indviklet ud med det læggen rundpinde dobbelt og bare det at slå masker op giver mig sved på panden og præstationsangst.

Nu går jeg rundt om sagerne lidt endnu og pludselig finder jeg vel modet til at kaste mig ud i det - og ellers må jeg jo ud og hente lidt hjælp...... Tørklæder må jeg eje, så der er ingen vej udenom :-)

torsdag den 29. september 2011

Sol-strik

Kalenderen siger efterår. Jeg havde accepteret, at det ikke blev sensommer i år - men at vi gik direkte fra regn-sommer til regn-efterår - og pludselig uden varsel får vi alligevel en sol og varme indsprøjtning.


Et par gode eftermiddagstimer på terrassen med strik - Ikke strik af den sommerlige slags - men derimod opstarten på en trøje, der bliver fantastisk vidunderlig varm og lækker til en kold dag, når efteråret og vinteren igen vender tilbage. Det må godt vente et par dage for min skyld - jeg fylder gerne lidt D-vitamin på kontoen, og desuden er trøjen jo ikke færdig endnu.

Planlægning

Efterårsferien nærmer sig, og her hos os er efterårsferie lig med Julemandens værksted. Værkstedet åbner hvert år i oktober, og inden da går der endel grublerier over, hvad der skal fremstilles til hvem i år.


Vi bladrer i blade og kataloger for at finde gode, orginale og overkommelige idéer. Lister over modtagere er lang, og tålmodigheden til at lave for mange eksemplarer af samme ting er ikke-eksisterende. Vi grubler og skriver lister - heldigvis hygger vi os godt samtidig.

onsdag den 28. september 2011

På med hatten

Jeg er sprunget på endnu en hat. Denne hat er så absolut heller ikke til mig selv - mest p.g.a. størrelsen. Der har været lidt diskussion om, hvem den rette aftager var denne gang. Mindstetøsen er vist løbet med sejren - fordi hendes hoved passede bedst.


Kittet til hatten blev fundet i Sønderho forsamlingshus hos en garnpusher, der er at finde lige om hjørnet mindre end 20 km fra, hvor jeg slår mine daglige folder - og som jeg aldrig havde hverken set eller hørt om.

Hun strikker, valker og filter - og lavede både den fineste vest, lækre sjaler, tørklæder, sutsko, armbånd og ja - hatte. Jeg skal helt sikkert besøge hende igen. Hendes hjemmeside er ikke helt oppe at køre endnu - men du kan finde hende her

tirsdag den 27. september 2011

Strikkeprøver

Hele to workshops blev det til lørdag formiddag på Fanø. Først med Anette Danielsen, der tog udgangspunkt i sine både velkendte og nye modeller. Her strikkede vi sirlige og fine strikkeprøver og afprøvede forskellige teknikker og farvesammensætninger.


Bagefter med Lotte Kjær - hende med Slip maskerne løs. Her var det mere det skæve princip, der herskede - der skulle leges med kvaliteter og forskellige garner, og maskerne skulle have lov til at løbe.

En sjov kontrast mellem det pæne og anvendelige og det mere skøre og spøjse. Som strikker er jeg nok tættest på det første - men samtidig fascineret af den anden facet. Hovedet er fyldt med idéer - men kalenderen er ikke 100% samarbejdsvillig og parat til at levere den nødvendige tid.

mandag den 26. september 2011

For Fanø da

Weekend er ikke helt slut endnu. Vi er hjemvendt til eget matrikel-nummer, men prøver at strække weekend-fornemmelserne lidt endnu efter et par dejlige dage på Fanø i både godt selskab og med masser af fibre, strik-fornemmelser og inspiration.

Oplevelserne er endnu ikke helt fordøjet - Vi har været på et par gode work-shops, strikket et hav af strikkeprøver, set både main-stream og mere eksperimenterende strik. Vi har mærket på garn, fundet nye sjove forhandlere af både idéer, garner og andet godt for et hungrende strik-hjerte.

Nye garner, strikbøger og andet strik-gejl er kommet med til fastlandet - og måske meget symptomatisk er mit Dankort knækket..... For Fanø en dejlig weekend.

fredag den 23. september 2011

Ærme-bøvl

Ærmerne er på pindene til snydelomme-trøjen - og jeg er stødt ind i et tilbagevendende problem - Ærmelængden.... Mine arme er helt sikkert kortere end standarden - det er bare som om jeg ikke helt har grejet hvor meget kortere. Jeg bøvler med det hver gang jeg når til dette punkt. Ærmerne skal forkortes - men hvor meget.


Jeg holder op, måler, sammenligner med andet strik, der passer og river mig i håret. Jeg har strikket ærmer, der var halve meter for lange. Ærmer der stumper og ærmer, der bare ikke duer. Jeg kan ikke knække ærme-koden.

torsdag den 22. september 2011

Pakke-kaos

Lige om lidt bliver det super-fedt. Lige om lidt drager hele familien til Fanø, hvor moderen skal gå amok i strik, garn og inspiration til det stikker ud af ørene på hende - men resten af familien skal boltre sig i badelandet, ved poolbordet og spillemaskinerne på Fanø Bad. Måske skal de også et smut forbi stranden og se på sæler og marsvin. Måske skal de forbi byen..... De skal hygge sig, skal de.. og jeg skal strikke... skal jeg...


Lige om lidt.... men først skal vi igennem pakke-helvede. Tre tøser, der skal have pakket tøj og andre fornødenheder. Mad til at sikre overlevelse den første dag og alt det løse. Jeg er ikke nogen god pakker - og jeg er ikke behageligt selskab, mens jeg pakker. Men lige om lidt.....

tirsdag den 20. september 2011

Øre strik

Mens jeg venter på, at det her arbejde går over - så jeg kan få gang i alle projekterne i kurven, er en gang "trøste-strik" falder ned i min kurv. Skønne skønne øreringe der lige passer til en strikketøs som mig selv. Se selv med her i Max's verden

Billedet er lånt hos Max's world

Lige om lidt skal jeg strikke mig gennem efteråret, så river og rusker i huset.

mandag den 19. september 2011

Gå væk arbejde

Weekenden har bare slet ikke budt på nok strikketid - eller også har jeg bare for mange projekter i kurven til, at jeg når så langt, som jeg lige synes, jeg skulle.De næste par dage byder på laaange arbejdsdage fra tidlig morgen til kl. 9 aften. Der er enkelte huller ind imellem, som klart skal udfyldes med strik - hvis der ikke kommer andet på tværs.

Striberne er med i tasken i dag - Jeg mangler et par ærmer, inden der skal strikkes kanter og lommer. Det er et hyggeligt og lige-til-at-gå-til strikketøj. Det bliver en godefterårstrøje med spræl i.


Men men men den søde post bragte den anden dag en hel kasse garn til mig. En dejlig overraskelse fra en, der vist var ved at være træt af at høre mig sukke over den lækre sag, og som gerne ville tænde lyset i øjnene på mig :-)

Nu er den indenfor rækkevidde - men det kræver lige lidt tid til at få den på pindene. Ved gennemlæsning af opskriften trak jeg vejret dybt. Det er en af de dersens trøjer, man skal klippe i, når den er strikket. Det er altså enormt grænseoverskridende og lettere angstprovokerende for mig at sætte saksen i næsten færdigt strik.

Så hvis jeg kunne rydde kalenderen for det arbejde, som lige nu kommer voldsomt på tværs, ville jeg sætte et stort kryds over de næste par dage og plante mig et godt sted i sofaen og lade pindene knitre.

lørdag den 17. september 2011

Jeg burde

Vejret blæser og regner efteråret ind i stuen. Der er drejet på termostaten for at holde den værste kulde fra kroppen og fingrene. Jeg burde slå rumpetten i sofaen og nyde det solstrejf, der indimellem bygerne falder ind i stuen. Jeg burde motionere pindene og tømme hovedet for tanker. Jeg burde holde weekend sådan godt og grundigt.


Og alligevel er det lidt som om arbejdsbordet ikke rigtig vil lade mig være i fred, som om jeg er groet fast på kontorstolen og som om de mange bunker kalder forstyrrende på mig, når jeg forsøger at indfange weekenden.

Nu har jeg givet den en ordentlig skalle - og forventer så helt klart at få lov til at holde lidt weekend. Det er vist kun rimeligt - er det ikke ?

fredag den 16. september 2011

Valgflæsk eller is


Valget er blevet fulgt nøje af både høj og lav her i huset. Mindstetøsen erklærede, at det var en festdag, fordi vi fejrede, at vi alle må være med til at bestemme - og fordi hun kunne besemme at hun skulle have den største is i kiosken. En tradition jeg indførte for snart mange år siden - at vi istedet for valgflæsk får valgis.


Det er en fantastisk tradition, der skaber en næsten overdreven interesse for valg, om betyder plageri om hvornår vi skal op og stemme - men en interese, der også fører gode snakke, spørgsmål og diskussioner med sig.

Jeg håber, vi i dag vågner op til et land, der går i en ny retning. En retning mod mere fællesskab, mod mere velfærd, mod åbenhed og mindre nationalisme, mod mere lighed og med en sikker hånd under de svageste i samfundet og ikke mindst mod en ny skolepolitik.

Det er med spænding og håb jeg ser frem til at følge det nye flertal.

torsdag den 15. september 2011

Fart på striberne

Rasmilla er lynende hurtig og allerede i går landede det bestilte garn på matriklen. Jeg havde mest lyst til at tage en strikkedag - men pligtopfyldende som jeg er, drog jeg alligevel til både møde i går og arbejde i dag.

Nu kribler og krabler det i fingrene for at få striberne på og af pindene hurtigst muligt. Jeg lægger stramme planer for hvor meget jeg skal strikke hver dag - for at kunne tage trøjen på lige om lidt. Stramme og total urealistiske planer med mindre tiden stopper omkring mig og en hel hær af hjælpere rykker ind og klarer alle de andre opgaver, der ligger og venter på mig.


En time her og der til strik skal nok få striberne undervejs - og samtidig kan jeg jo så øve mig i at være tålmodig - Det er en kompetence - jeg kunne bruge i flere sammenhænge i mit liv - og som jeg slet overhovedet og på ingen måde mestrer.

Mig og hatte

Jeg har prøvet - virkelig prøvet. I utallige varianter, farver og med masser af optimisme hver gang - men jeg kan altså ikke. Jeg kan ikke strikke hatte, der bare ser nogenlunde ud på hovedet mig. På papiret ser det fantastisk ud - men når jeg får kluden på hovedet, ligner jeg altid noget, der er løgn og lige er kommet ind med 4 toget.


Sidste forsøg var i den grad en fiasko, at selv mine faste aftagere af forsøgene nægtede at overtage eksemplaret. Pigerne mente det nok var noget af det grimmeste, jeg længe havde lavet. Heldigvis kom en af storetøsens veninder forbi - og faldt i svime over grimrianen. Det var lige en hat for hende, og hun driblede glad afsted med rædslen.

Så jeg er stadig hatteløs

tirsdag den 13. september 2011

Efterårs-strik

Den går bare ikke længere - 2½ par strømper og 1 sæt pulsvarmere blev det til - inden jeg opgav ævred med strømpepinde og lige ud af landevejen strikketøj - Noget andet må der til - og jeg har fundet en trøje, jeg må eje og lave. Helst lige nu.


Trøjen er fundet hos Rasmilla og kan gøre ihvertefald et lille indhug i restekurven. I min version skal den være sort og hvid stribet - og med pink kant, tror jeg nok. Løb stærkt Postmand Per - jeg er klar til at tage imod min pakke.

Vejret er i den grad strikkevejr. Det rusker og regnen pisker mod ruderne. Har mest af alt lyst til at krybe under tæpper med varm kakao indenfor rækkevidde. Der er dog lige et par to-do's i kalenderen, inden jeg når dertil :-)

mandag den 12. september 2011

Sump-søndag

Det blev en af de der søndage, hvor intet blev udrettet - udover at slide lidt på sofaen og lade tankerne flyde frit uden rigtig at fæstne sig eller blive omsat til handling.

Strømperne blev i strikkeposen og istedet gravede jeg en kasse med rester frem fra kælderens dyb. Stritten sammensatte farver og bestilte et halsrør, som langsomt men sikker gled af pindene, mens jeg lod historiens vingesus fylde stuen og førte små-samtaler om 11. september med pigerne.


Det er svært at forklare det uforklarlige.