onsdag den 19. januar 2011

Venteposition

Jeg burde forlængst ligge i min seng og hente kræfter til dagen i morgen - I stedet sidder jeg og hænger her ved spisebordet. En punktering hos en flink fragtmand og en færge, der ikke afgik som forventet har betydet, at sofaen som skulle have været leveret omkring kl. 17 - ankommer omkring midnat - usamlet selvfølgelig.....Den skulle have været i brug for lang tid siden - og det har været en ren pinsel at skulle vente på den. Jeg rider helst samtidig med, at jeg sadler, og tålmodighed er ikke en spidskompetence.


Sofaen skal være samlingspunkt i huset, hvor vi det sidste stykke tid har haft svært ved at samles i den ende af stuen pga manglende siddepladser. Ungerne har flydt på diverse puder og der har været hård kamp om siddepladserne. Det skulle gerne være historie lige om lidt.... og jeg vil se om jeg kan lokke så meget med bedende øjne, at sofaen bliver samlet i nat :-)

På bagkant

Jeg er bagud - og jeg vidste det ikke engang. Foråret byder på storetøsens konfirmation - og jeg var sikker på, at vi var i god god tid og at engang i løbet af februar-marts måned gik jagten ind på kjole, invitationer, Blå mandags tøj m.m. Der tog jeg så fejl.... "Alle de andre har allerede styr på udstyret - og vi er bare så meget bagud" er jeg blevet meddelt.


Aftenen er derfor brugt til modeshow i byen - hvor tøsen-min rynkede på brynene over langt de fleste kjoler. Der var en enkelt - der MÅSKE faldt i smag - men så skulle der også laves et par ændringer. Det SKAL være en kjole - men til kjolen skal der en cardigan og et par fede Converse. Farven giver lidt problemer - grøn ? pink ? blå ? Ikke noget sandfarvet, hvid eller de idéer der ligger lige for. Håret skal farves og matche - Henna-farvet måske ?

Jov jov hun ved godt, hvordan det skal være - og jeg skal nok gå med på de fleste idéer - Jeg vidste bare ikke, det var allerede nu :-)

mandag den 17. januar 2011

Ændrede planer

Kalender bød på en arbejdsdag i omegnen af de 13 timer. Jeg tog en dyb indånding i morges og var klar til at tage dagen time for time. Planer kan ændres, og en lille-tøs med mavepine og feber har givet mig en ufrivillig formiddag herhjemme.


Det tager altid lidt tid at acceptere de ændrede planer - men mens hun har sovet har jeg fået bund i lidt flere bunker og taget et par pinde på strikketøjet. Om lidt kommer der afløsning og jeg tager afsted for at nå bare nogle af de aftaler, jeg havde for dagen i dag.

søndag den 16. januar 2011

Søndags-glimt

En søndag ved spisebordet med arbejde indenfor rækkevidde har alligevel budt på en god portion hygge. Storetøsen har indviet staffeliet, hun fik i julegaver. Der er blevet udtænkt farver, motiv, og jeg er blevet kaldt til flere gange for at vurdere og hjælpe med placering. Det bliver godt - og hun arbejder seriøst og grundigt - dog med begrænset tålmodighed. Ikke for meget med at vente på det tørrer eller for mange ændringsforslag......


Selv er jeg kommet tættere på bunden af en af de utallige bunker, der stadig fylder på arbejdsbordet, og jeg har fået pakket den nye taske, som nu er klar til at følge mig i skole i morgen. Nu glæder jeg mig og trænger jeg til en god gang håndbold i sofaen med strikketøj i hænderne. God kamp :-)

lørdag den 15. januar 2011

Fremdrift

Mine halsklude skrider fremad - også selvom jeg kæmper en hård kamp for at finde strikketid og sofaro. Nu er håndbold VM gået i gang - og jeg er vild med at se håndbold. En nærmere analyse af min fascination afslører, at det dels er fordi jeg er vild med spillet, som jeg forstår og selv har brugt min halve ungdom på - dels fordi en håndboldkamp tager 60 minutter plus det løse.


Det er altså rigtig god strikketid og næsten-uforstyrret-tid, hvor der ikke kan stilles krav om servicering. Det er luksus ud over det sædvanlige for en mor til 3 :-) Heldigvis spiller knægtene allerede i morgen - og måske en kamp, der kræver lidt mere koncentration og giver lidt mere spænding end kampen i går.

Prisen som...

Lykkens pamfilius må så afgjort gå til mig. Tænk engang at have mødt en person, der går gennem ild og vand for at besvare mine bønner, hjælper mig med at leve min drømme ud, gerne vil være med til at skabe det liv, jeg drømmer om, og som om muligt bærer mig gennem livet på hænderne.

En person, som også kan udfordre mig og få mig helt op i det røde felt i løbet af meget meget kort tid, som tvinger mig til at tage nogle af mine helt faste overbevisninger op til revision, og som viser mig gang på gang at det er godt nok, at jeg er god nok.

At denne person så også vælger at slutte ugen af med at give mig en helt vidunderlig og længe ønsket gave, gør kun hele miseren endnu mere vidunderlig. Jeg harfået TASKEN - en stor og rummelig skoletaske i tykt tykt læder, der kan indeholde alt, hvad jeg kan få brug for i løbet af en skoledag.


Den er så lækker og jeg ser nu med næsten glæde frem til at skulle arbejde 13 timer på mandag - med tasken ved min side..... Jeg kommer aldrig mere til at ønske mig en taske - jeg har fået en taske for livet - (eller sådan føles det ihvertefald lige nu - må taskefreaken heller tilføje :-)

fredag den 14. januar 2011

Fyldt kurv

Jeg drukner snart i strikkekurve. Kælderen er fyldt med store kurve, der bugner af garn og garnrester. Ved siden af sofaen står ikke mindre en tre kurve fyldt med garn, som jeg bare må have lige indenfor rækkevidde, hvis jeg nu skulle få brug forat leve en eller anden idé ud - og derudover har jeg fornylig anskaffet mig en kurv med håndtag, som jeg slæber rundt efter mig i huset.

Da den sidste kurv kom med hjem, havde jeg en helt klar intention om, at den kun skulle indeholde det strikketøj, jeg lige her og nu havde gang i - Den skulle være klar til at blive taget med på tur, og den skulle være nem og overskuelig. Virkeligheden lever ikke altid op til intentioner, og morgenens gennemgang af "slæbe-kurven" afslørede ikke mindre end 6 opskrifter, 4 projekter og garn til de næste par stykker. Er det tid til seriøs og hård oprydning i kurvene eller skal jeg mon anskaffe mig en ny kurv ?


Hurra for mine kurve. Sent i gå kom jeg pludselig i tanke om noget Inka-drops garn, indkøbt for laaaang tid siden - og kunne lige se det som et langt halstørklæde-rør. Efter kort tids graven i en kasse i kælderen, var tørklædet på pindene - ligesom jeg fandt garn til et par nye projekter. Hurra for fiber-isolering :-) Nogen der genkender sig selv ?

torsdag den 13. januar 2011

Overskuds-tøser

Sikke en gang overskuds-tøser jeg har under mit tag i dag. De har brugt det meste af eftermiddagen på at bage kager, smelte chokolade og lave creme. De har bagt de skønneste luftige muffins - chokoladepynten på toppen smager himmelsk - og ikke ord om, hvad det ligner :-)

De deler ud af deres overskud til underskuds-mor - og køkkenet er ryddet og skinnende rent

Overspring

Hænger stadig i bunkerne og er nu nået dertil, hvor overspringshandlinger er ved at tage over. Jeg drømmer drømme - drømme om rejser til fjerne egne, drømme om et kuld små børn med ret til barselsorlov, drømme om tid og ro til at leve kreative projekter ud i verden.

Billederne er lånt fra Amio

Andre drømme er mere overskuelige - drømme om en ny taske, et nyt penalhus eller fine øreringe. Disse drømme sætter jeg billeder på ved at tage et smut forbi Amio, som hvis du ikke allerede kender - så bestemt er et besøg værd. Der ligger så mange skatte gemt der. Vidunderlige smukke men også finurlige sager. Der er både til shoppekurven, fordi egne evner ikke rækker - men også god inspiration til egne projekter.


tirsdag den 11. januar 2011

Hurra for ind i mellem

Mit arbejdsliv tager lige nu pusten fra mig. Januar måned er en spidsbelastnings-periode, som kun eksamensmåneden kan konkurrere med. Et hav af elevplaner, forældresamtaler og terminsstile hober sig op, fylder kalenderen og stjæler alle mine vågne timer. Vi er ikke rigtig for alvor kommet i gang endnu, og jeg er i den grad drænet på forhånd.

Nu har jeg brugt lidt tid på at få det store forkromede overblik over de opgaver, der venter - for derefter at få det brudt ned til overskuelige opgaver dag for dag. Det handler om at tage det en dag af gangen - og kun forholde sig til det, der skal nås i dag - for først at bekymre sig om i morgen, når i morgen kommer.


Indimellem snyder jeg mig til et par pinde på Stockholm Scarf, som jeg har fundet her hos Anne. Det er et skønt stykke strik, som glider af pindene - Mønsteret kører over kun fire pinde og memoreres lynhurtigt. Jeg er halvvejs og glæder mig allerede til at slynge det om halsen.

mandag den 10. januar 2011

Forårets komme

Når det nu kniber med foråret, når bilen stadig skal skrabes fri for is om morgenen, når tæerne er iskolde efter en tur i haven og når kroppen skriger på sol og lys, når tålmodigheden med kulde og sne er ved at være opbrugt - ja så må man jo ty til andre midler....

Jeg har trukket foråret ind i stuen med glaskrukker fyldt med perlehyacinter. Jeg er vild med de små tætte blå-lilla blomster og for mig er de så meget lig forår og lys.


Netop denne uge starter, som en uge bedst startes - med sen start og tid til at komme langsomt i gear. Jeg nyder det - og skyder lige om lidt ud af starthullerne. God mandag til dig.

søndag den 9. januar 2011

Pyh

Søndag aften er lige om hjørnet. Arbejdsværelset er lukket ned og søndagens to-do's er konverteret til mandagens program. Jeg har fundet mit hjørne i sofaen, tændt lys og har strikketøjet lige indenfor rækkevidde.


Jeg rejser mig ikke mere - andet for at gå i seng. Det er ihvertefald det, jeg har fortalt poderne i håb om, at de tager over og kører husholdning - bare lige for i aften eller for et øjeblik - nok til at få fyldt lidt god energi på batterierne.

God søndag aften til dig :-)

Nårh...

Søndag morgen med selvmedlidenhed og realitetssans. Rigtig meget af weekenden er gået ved arbejdsbordet med snotten tæt på skærmen og et hav af opgaver, der skulle laves. Arbejde på en lang liste, som stadig kun er påbegyndt og så langt fra overskuelig endnu.

Jeg har ondt af mig selv, fordi det føles som spild afgod weekend - og ved en nærmere efterrationalisering opdager jeg, at min weekend alligevel har budt på andet og mere end arbejde. Fredag var der en fødselsdagsfest, der blev crashed - heldigvis til stor glæde og overraskelse for fødelsdagsbarnet. Lørdag bød på godt samvær og lækker mad med 2 hold venner - og så er det rigtig, at indimellem det har jeg måttet arbejde. Men come on Mie - dit tudefjæs.

I bund og grund handler det om, at der bare ikke har været tid til at svinge pindene - og jeg har så mange projekter, der presser sig på og som jeg gerne vil i gang med. Nu tager jeg et fast greb i kraven og holder op med alt mit ynk.


Et sjal er det blevet til. Terra af Jared Flood. Det har været et lækkert strikketøj, og jeg er allerede begejstret for resultatet - også selvom det ikke er lykkedes mig at tage nogle ordentlige billeder.

God søndag til dig og til mig :-)

torsdag den 6. januar 2011

Hold stop stands

Hold da fast der er fart på det her nye år. Jeg hænger i og hænger efter blot de første par dage tilbage på pinden allerede i neglene. Lynhurtigt er kalenderen blevet fyldt med så mange "To-do"s at jeg fuldstændig har opgivet at planlægge, hvordan jeg får tid til dem - men ligesom bare læner mig tilbage med opspærrede øjne og mærker en snigende panik over kun at have 24 timer til rådighed i døgnet.


Pindene hviler - og som altid når jeg løber stærkt, vælter projekter, jeg gerne vil have gang i frem på nethinden. Et sjal ligger udspændt på sengen - og jeg har planer om en Stockholm klud herfra. Du kan også se den hos Anne, som har lavet en flot eksemplar af tørklæder og sendt mig videre ud i cyperspace efter opskriften.

tirsdag den 4. januar 2011

Handling bag forsæt

Nytårsforsætter har det ofte med at gå i glemmebogen, inden året er ret gammelt. Mine forsætter er i år af den slags, man bare løber mod og slet ikke kan vente med at indfri. Et af dem var, at jeg vil rejse. Jeg vil opleve, sanse og mærke friheden under vingerne.


Her mens sneen igen vælter ud af skyerne og det er gråt og vådt udenfor - smiler jeg ved tanken om at jeg allerede snart og inden længe tager ud på den første tur med pigerne og andet godtfolk under armen og drager ned i varmen, solen og det uforpligtende liv. Ah se det giver energi på en grå tirsdag...

søndag den 2. januar 2011

2011 - Klar parat

Et helt nyt år - en kalender med en masse blanke sider og nogle knap så blanke sider. Mange af de aftaler, der allerede er skrevet ind er af den gode slags, der giver varme i maven, og som jeg glæder mig til.

Intentionerne for det nye år er gode, mange og forskellige. Jeg vil smile, elske og grine mig gennem året. Jeg vil rejse, strikke og leve livet sammen med mennesker fyldt med gode vitaminer, der får mig til at vokse og som jeg får til at vokse.

Lige for ligger et påtrængende behov for en stor flyde-hjørnesofa, hvor hele familien kan slå sig ned og være - et påtrængende behov for en rejse til de varme lande og planer om et par svipture til bare nogle af Europas hovedstæder for at blive tanket godt op med energi og oplevelser.

Jeg er så klar til at tage livtag med det nye år - Det kan bare komme an - jeg skal lave så mange gode dage og ønsker det samme for dig og dine.

GODT NYTÅR