Strikkemagasiner

Jeg køber dem en gang i mellem - strikkemagasinerne - og en gang imellem er der en model her og der, som jeg tænker, jeg måske vil lave og så alligevel aldrig får lavet. En gang i mellem - men ærlig talt så bliver jeg som oftest skuffet over de knitrende sider, og modellerne i bladene, og det tiltrods for at jeg godt ved, at det er en del af konceptet, at der skal være lidt for enhver smag for at det bliver en rentabel forretning at lave og udgive den slags blade.

Men det sidste nummer af Kreativ Strik er kommet med hjem og jeg synes, der er mindst 4 modeller i bladet, som kalder på at komme på mine pinde. Der er tykke tykke trøjer, der vil gøre sig så godt i de kolde kolde vinterdage - og så er det de skønneste hæklede ballerina-futter, som vil gøre det godt både her og på efterskolen hos storetøsen.

Turbo i tomgang

Det er ikke med vilje - og det er klart mod intentioner, at det går så langsomt med mit test-strik. Planen var helt klart at sætte den tunge fod på speederen, det lange ben foran - og fyre godt op under turbo-motoren, så den kunne blive strikket igennem, og opskriften kunne komme i cirkulation.

De gode intentioner er bare blevet fejet af banen af en god gang arbejde, holden hus, holden børn, renden til møder mig her og der - og en masse løsøre-opgaver. Men i dag er jeg en kvinde med en mission. I dag skal den have fuld gas fremad, strikke-kadencen skal op, og jeg tjekker lige igen om det, da ikke er muligt at få forhøjet puls med strikketøj og dermed kunne få det sat officielt på motionsprogrammet, og måske på sigt på det Olympiske program. . I får her lige et smugkig på, hvor jeg er kommet til :-)

Tur-retur er lige langt.

Hver dag går min tur til og fra arbejde gennem Klosterheden. Her oplever jeg årstiderne skifte - her har jeg lært mig at rådyr som ofteste løber over vejen i par af 2 og man skal holde øje med krattet, det er her jeg smiler af de mange mange rundballer, og det er jeg tit og ofte her mellem sommer og efterårsferie gør stop ved Dahlia-marken og henter skønne skønne buketter hjem. 

Det er også her jeg tømmer hovedet - først for egne børn og hjemlige sysler på vej til arbejde - og så for arbejde og mine skole-børn på vejen hjem. Detr er her jeg gør klar til at skifte kasket og træde ind i de forskellige virkeligheder mit liv består af. 

Glædelse

..er det ikke det, det hedder når man bare har kroppen fyldt af glad forventning og glæder sig helt vild meget ? Jeg glæder mig til, at jeg om sølle 3 uger smider alt, jeg har i hænderne fra mig - sætter mig i en bil og sammen med 9 skønne kvinder og små 10.000 andre strikkere sætter kurs mod Fanø og kurs mod 3 dage i tøse-strikke-himlen.

Før jeg når dertil, har jeg lige i omegnen af 1000 timers arbejde, der skal overståes - men jeg har masser af ressourcer på glædelses-kontoen - så de kan bare komme an med deres opgaver og krav - for lige om straks tager jeg på Strikkefestival

Skal vi ikke prikke hinanden på skulderen, hvis vi ses ?

Status på test-strik

Test-strikningen af Sommerskyen skrider fremad - langsomt men fremad. Pind 3½ tager tid - der er mange runder med mange masker, og jeg tager det pind for pind med stor tålmod. Om lidt lukker jeg af til raglan og kaster mig over ærmerne.

Mens jeg strikker aer, jeg de superflotte keramik-knapper, som skal på cardiganen, når den lige om straks gerne skulle være færdig. Knapperne er fra Birthe Sahl, og jeg tror aldrig, jeg bliver træt af hendes knapper.
Hvis jeg nu lige spænder mig an, kan jeg godt nå et par pinde, inden jeg tager hul på en ny uge :-)

Mohair Honey

Der var en klar dagsorden med mit besøg hos Tind Mohair. Susie Haumanns nye strikkehæfter var på "must-have" listen - for jeg skal lave både en onsdag og en fredag - måske en tirsdag og en søndag og til hver dag skal jeg også have store bløde tørklæder. Der er strik til en hel vinter - og jeg har garn på lageret til flere af modellerne. Så ren win-win - bøgerne måtte med hjem - så jeg kan få bund i lageret. 

Og så faldt der alligevel 3 nøgler Isager Mohair ned i kurven - men ærlig talt - det garn og Helga Isagers Honey-cardiganen har jeg villet lave så længe, at garnet er udsolgt alle andre steder end lige i Tind - så var jeg jo nødt til at få det med hjem - ellers ville jeg jo ærgre mig gult og grønt i lang lang tid. 

Jeg ælsker den strikke-biks, der ligger der lige midt i det rene ingenting og gemmer på så megen inspiration og lækre fibre - med en udsigt, der kan tage pusten fra en både i solskin og i regn og slud. 

Vingefang

I denne weekend har jeg haft et par ekstra piger under mine vinger. Mens deres forældre svingede træben og klirrende glas,  hyggede vi os i deres vante omgivelser med snak, tv og leg. Den der snert af utryghed og savn, som man godt kan opleve, når man er i næsten-fremmeds-varetægt blev omfavnet og rummet på fin vis af mine piger.

Jeg er lidt rusten ud i kunsten at koge havregrød tidligt morgen - Jeg sover let og springer ved mindste kny - og jeg hænger lidt i bremsen i dag efter afbrudt søvn i nat. Men samtidig kommer det også let til mig at håndtere og være med små børn - selvom det snart er et stykke tid siden mine egne gik på vaklende fod.

Kom an med de små - jeg agerer gerne både Tante Glad og tante Skrap lige der i mellemrummet mellem egne børn og fremtidige børnebørn.

PS : fik jeg fortalt, at den ekstra bonus i "låne-børn" arrangementet var, at de skulle hentes lige i nærheden af Tind Mohair - ah sådan en guldgrube er svær at besøge og forlade uden at svinge dankortet. Mere herom senere.

Ramt af gul

Hvordan er det trangen til en farve opstår - og hvordan kan farver, der ellers i mange år har været dømt ude af ens univers, pludselig kravle under huden og blive tæt på ynglingsfarver ? Sådan har jeg det med gult. I mange år har alt, der var gult været forvist til en plads i skyggen. Det er gået hårdt ud over især blomster i haven, og gul har ikke haft nogen plads i min garderobe - what so ever.

Og pludselig ser jeg gult overalt - pludselig køber jeg gult stof, garn og flasher på alt der er gult. Gul i samspil med lys grå kan få mine øjne til at stå helt stille og "jeg-må-eje"-trangen bliver overvældende - og jeg undrer mig over hvorfra det kommer, og hvordan det er opstået.

Min undren bliver endnu større, når jeg rundt om i blogland ser, at det præcis samme behov opstår hos andre - folk jeg ikke kender og ikke omgås - smitter det ? påvirker vi hinanden uden at vide det ? er det sådan trends opstår ? og er det, jeg tror, der er mig i virkeligheden mig, der er blevet påvirket og hvem er det lige præcis, der påvirker mig så.

Hvor kom denne trang til gul fra - og er gul falskheden eller solens farve ?

Sommersky-test

I går var en af de der monster-dage, der kun bød på 1½ time på egen matrikel, forsømte børn, hektisk mor og et hjem, der ligner et bombekrater. Og lige der midt i ræset landede den allerdejligste pakke i garagen. Faktisk kan den have ligget der et par dage - men det var først i går, jeg opdagede den.

Den blev flået op og indeni gemte den på det skønneste orange garn til en gang teststrikning af Liselottes sommersky. Der var også lidt ekstra garn til "sjov og ballade" som Liselotte skrev - men det viser jeg senere.
Pakken betød så, at min børn blev endnu mere forsømt og selv måtte skaffe sig føden. Med 1 time til forældremøde skulle koden til opskriften knækkes, og der skulle slåes op til rib.

Ribben er nu strikket, og jeg er stødt på første udfordring. Den kan jeg desværre ikke løse lige nu, fordi det der arbejde igen kommer på tværs - men lige om lidt - lige når det bliver eftermiddag - så er jeg klar til at knække nøden og komme videre.

Åh hvor jeg dog elsker at strikke - havde lige glemt det lidt i al mit køren-med-symaskine og hækleriet. Strikning er altså bare nummer 1 - elsker den der næsten meditative følelse, når maskerne suser fra den ene pind til den anden, og strikken vokser - og elsker udfordringen med at knække koden til en opskrift. Det er nydning og god energi lige ind i blodbanerne.

Odd man out

Odd man out er en leg, jeg ofte leger med mine engelsk hold, hvor de skal finde den der ikke passer ind i en sammenhæng og forklare det. Når jeg kigger ud over mine skolesager er der en klar "odd man" som må "out".

Jeg ved godt, der sidder en enkelt eller to, der kender mig derude bag skærmen - og jeg ved godt, at de lige nu griner og ryster på hovedet af mig og mit evindelige trækken røde tråde og fåen tingene til at passe sammen, når jeg siger, at den er helt gal med den kalender.

Jeg er forfærdelig på det punkt - jeg farve-, mønster-, og stilafstemmer i alverdens mulige og umulige sammenhænge. Det giver ro til øjnene, at der er en eller anden form for sammenhæng. Min særhed går videre end det - Ting skal helst hænge lige, skabe skal helst være lukket og flader skal helst ryddes efter brug. Der er et ord for min særhed "æstetisk idiosynkrasi" - det lyder finere end pendantisk freak.

Men altså den kalender må have et nyt betræk - og jeg har fattet hæklenålen og luret lidt på Yarnfreaks Ipad omslag. Det bliver nu en grålig-zebra-kalender, der kommer til at gå fint i spænd med penalhus, notesbøger, og pung.

Elsk-værdige og god kemi

En karrygul Bella kjole/tunika er af pindene. Den er ikke prøvet af søde-pigen endnu, og jeg er usikker på størrelsen. Den virker bred og skal måske også være længere. Heldigvis er det et hurtigt stykke strik, der hurtigt kan omgøres, hvis den ikke sidder lige i skabet.

Jeg tænker, at der måske skal laves en lignende sag - i en anden farve og måske en lidt anden variant til søde-pigens storesøster - og heldigvis er opskriften jo nu kommet i en større udgave, så jeg ikke skal igang med den store regnemaskine og min logiske sans - som ud i den ligning hurtigt kan komme på overarbejde.

To små piger, der lynhurtigt og uden advarsel er krøbet ind under huden på os alle her på matriklen. Forunderligt og magisk, hvordan nogle børn tager en med storm og med det samme uden egentlig at gøre det store væsen af sig og uden at gøre sig særlig umage. Det mest magiske er, at mine piger har det på samme måde med lige præcis de her piger. De er elsk-værdige på den der særlige måde, vi kalder god kemi i mangel af et bedre ord.

På lørdag skal vi hygge med dem hele dagen uden deres forældre. Måske vi skal strikke til store-pigen eller måske hendes mors strikketøj, som vist ligger og hensygner i et hjørne skal have et par smugomgang. Vi glæder os.

Og så er der røget en bog om små tasker med hjem. Den skal læses og nærstuderes - for det er bevist, tror jeg nok, at man ikke kan få for mange tasker - jeg har ihvertefald slet ikke nået loftet endnu. Mangler jo både til det ene og det andet :-)

Sommerfugle og svulmende hjerte

En god portion sommerfugle flaksede. Stemningen var tyk af uro, spændt forventning, glæde og en snert af ængstelighed - al sammen for en tid kamoufleret bag praktiske gøremål - og så pludselig var vi der lige midt i begyndelsen og afskeden på en og samme tid.

Hun var så klar, så parat og så meget på spring til en masse gode oplevelser og fællesskab. Hun trådte med fast blik og sikre skridt ud på vejen og kun hendes vejrtrækning, når jeg havde hende helt tæt på mig afslørede sommerfuglene og den sunde nervøsitet. Hun var og er sej min store pige med så megen mod på livet, så megen trang til at være sig selv og skabe sig selv og så megen lyst på at være med andre og skabe venskaber lige her og nu og for livet. Jeg er stolt af hende og har det der svulmende hjerte, der truer med at løbe over.

Og lidt stolt af mig selv for at klare det i fin stil. At få hende sendt ind i efterskolelivet med et smil og et varmt kram, der skal holde, til hun igen er under mine vinger om to uger. Men hvorfor skulle vi lige præcis synge "Kære Linedanser".... lige der, synes jeg, at de efterskolefolk strammede den og måtte tage en dyb indånding og lade andre synge højest.

Og midt i alle pakkenellikerne

...faldt vi i en gang symaskine-ræs og måtte have lånemaskiner i sving, fordi kampen om den ene maskine blev for hård med mange piger, der skulle have levet forskellige krea-ideer ud. Der blev syet toilettaske, runde puder, hvedekerne-poser og jeg kastede mig selv ud i en lille pung og en større pung med titte-kant.

Det endte med at tage det meste af en eftermiddag - og jeg grov-nød det undervejs. At have alle mine piger samlet omkring mig - at mærke os dele glæden ved at skabe, at dele ideer og tanker, små-sludre, små-bande, give gode råd og skulderklap undervejs. Samhørighed af højeste karat.

Flere indledende øvelser

Der forberedes stadig. Der pakkes tasker, vaskemaskinen kører på højtryk - og Stine-musen huserer på sit værelse i kælderen for at få pakket både nødvendigheder og pakkenelliker ned. Vi andre har travlt med andre forberedelser heroppe i stueplan.

De to andre piger er i gang med at lave hver deres kop til Stine. De er ikke helt færdige endnu - men jeg smiler over Strittens meget præcise beskrivelse af deres forhold i billeder.

Selv har jeg lavet en nødhjælps-pakke, hvor der er en pakke til lidt af hver og en næsten hvilken som helst nødsituation, krise eller bump på vejen.

Og lige om lidt er det ynglingsmaden, der en sjælden gang finder vej til vores bord. Flæskesteg med hele moletjavsen. Her lugter mere af jul end af sommer.

Uundgåelige forberedelser

Det er lige oppe over - det er lige om lidt - som i allerede på søndag, at min storetøs tager sine store og mange tasker og drager af til et år i efterskole-verdenen. Hun glæder sig afsindigt og har talt ned til søndag i lang tid nu.

Der er gjort et hav af forberedelser, indkøb og krumspring - og lige nu kæmper hun med det allersidste - nemlig at et sådant ophold ikke kan udleves maximalt uden en toilettaske af egen avl. En lidt hektisk tur rundt til stof-pusherne i byen - og nu quilter og regner hun på livet løs for at den får det helt rigtige udtryk og den helt rigtige størrelse.

Moar'en sidder på sidelinjen og forsøger at forholde sig til og fordøje, at hun indenfor de næste to dage forlader matriklen - for at leve sin hverdag en anden sted - og hvor jeg for alvor bliver sat på sidelinjen. Hendes glæde og begejstring smitter - og jeg kan godt forstå, hun glæder sig - men jeg har også lige det der lille stik af "allerede - og jeg fik hende lige i går" Jeg ved godt, at man siger børn kun er til låns - jeg synes bare ikke lånetiden på hende her er udløbet endnu - og håber på et genlån.

Ud af boksen

I dag har jeg nederdel på - min nye mærkelige nederdel med syrede dyreprint i den underlige men skønne farvesammensætning. Ingen der har set nederdelen har ytret sig specielt positivt om den - Der har været udsagn som "aha" - "meget spøjs" "hæslig" pinlig" "da meget sjov".  Den var lidt et hyr at sy - fordi jeg mangler færdigheder og ikke aner en dyt om, hvordan Jersey arter sig eller skal behandles. Tror jeg hadede den lidt undervejs.

Den kommer til at afføde en kommentar eller to, når jeg nu drager ind til min hverdag sammen med en stor flok teenagere - og det kan jeg faktisk gode lide. At de ser, at det stabile, sikre, målrettede, som jeg på mange måder repræsenterer for dem i deres skoleliv,  godt kan krydres med en gang ud af boksen. At det er godt med rammer og målrettethed - men at de skæve vinkler og en snert af anderledeshed skaber en anden fremdrift og et andet udtryk.

Jeg oplever at have et ansvar i forhold til ikke bare at uddanne og lære unge mennesker noget - men også i forhold til at udfordre og udvide deres tankesæt og horisont. At få dem til at tænke ud af boksen og eksperimentere både med livet og deres egen identitet.

Sikke en masse tanker bag en besynderlig og skæv, i både overført og bogstavelig forstand, nederdel - God dag til dig derude - og lige om straks - Weekend :-)