onsdag den 18. april 2012

Bil tema

Der er vist gået lidt bil-tema i mine kreative sysler....Det er som om idéen med at lave en overraskelse til den søde kollega, der er blevet bil-ejer tager om sig - dag for dag - og idéerne myldrer frem - både fra eget hoved og fra andres - og det er mig, der udfører.

En hæklet optimist til at hænge på bagspejlet istedet for terninger, mangler kun en ståltråd. Der er indkøbt alverdens isskrabere, bilshampoo, klude, kørepastiller, vådservietter, førstehjælpskasse, kørebog og alt det løse, som skal samles i en stor og fin gave fra en række kollegaer, der mener, at hun trænger til at blive godt kørende.


Men nu er jeg så sprunget på et projekt med at lave en pude til bagruden. Da mine broderi-evner ikke rækker til en hel pudestramaj-sag, er det hæklenålen jeg svinger - med en række oldemorfirkanter. Nummerpladen skal dog på - og en opringning til bilforhandleren, resulterede i en aftale om, at den sendes pr. mail i morgen. Den skal så broderes på et strikket stykke mellem alle firkanterne.

Hele herligheden skulle gerne være færdig til aflevering fredag - så nu har jeg virkelig hverken tid til at arbejde eller til at lave mad til mine børn. Det er så typisk for mig med den her slags projekter - de tager lynhurtigt om sig..... og altsammen udløst af, at hun ikke får krog på den nye bil....

tirsdag den 17. april 2012

Jydekrogen

Min plan om at udstyre det meste af skolens parkeringsplads med anhængertræk-dimser røg i vasken, da jeg i går tog bestik af bilparken. Der var så godt som ingen anhængertræk på bilerne.... Er det ikke Jylland det her? - troede det var et must på enhver jysk bil? Det gælder åbenbart ikke for skolelærere. En enkelt kollega kan dog regne med at finde sin bil i klædt skaldet mand i dag, når han kører hjem - og jeg gnækker allerede over det.

I stedet lokkede endnu en kollega mig til at lave et etui til hendes mobiltelefon, som bare trængte så meget. Et par timer med hæklenål i går - og etuiet kan snart finde rette ejer. Tror snart jeg laver mobiletui-hækle-kursus.......

mandag den 16. april 2012

Bil dimsedut

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg så dem første gang, og siden har de spøgt lidt i underbevidtheden. En sød og kær kollega har nu fået sin første bil, og hun MÅ da bare have en dimsedut til anhængertrækket.

Jeg har i hovedet kæmpet lidt med, hvordan, hvor mange masker , omgange osv. men nu er jeg simpelthen faldet over en opskrift ovre hos Miss AD (link følger senere) og nu er jeg flyvende ud i anhængertræk-beklædninng.

Jeg var ellers så klar til at tage på arbejde - men nu har jeg slet ikke tid til lang mandag....

søndag den 15. april 2012

Klap på skulderen

Jeg er så dygtig og fortjener så megen ros. Jeg har strikket OG monteret en cardigan uden at lade den tilbringe lang tid i kurven. Et par gode timer her i eftermiddag med nål og tråd - og en gang opskyldning og nu mangler trøjen kun at få syet de knapper i, som jeg allerede har fundet frem. Det er usædvanligt for mig - men giver en god og tilfreds følelse i maven :-)

Nu kan jeg så give baby-vesten et par omgange, når søndag aften byder på velfortjent sofatid, mens jeg trækker godt i garnet for at få det til at række. Der er god energi på batterierne til en ny uge. Jeg er velforberedt og har fået god egen- og sammentid her i weekenden.

lørdag den 14. april 2012

Vingesus & lilla strik

Der er et eller andet særligt over de dage, hvor historiens vingesus fylder både stuer, tanker og tv'ets sendeflade. Jeg er vild med vingesus - og følger i dag med i flere dokumentarprogrammer omkring Titanics forlis, mens jeg strikker lilla småtterier til pigernes små kusiner.


Jeg skal tilgengæld ikke se Titanic i aften. Som nærmest en af de eneste i min generation har jeg aldrig set den berømmede film. Det er nok en fejl, har jeg ladet mig fortælle flere steder fra. Der er ikke tale om en princip-beslutningen eller en bevidst stillingtagen - mere en ulyst mod at skulle følelsesmæssigt involveres i filmens personer, når jeg så tydeligt kender udfaldet.

I samme tråd er jeg dybt fascineret og optaget af 2. verdenskrig - men har aldrig haft lyst til at se spillefilm, der omhandler forfærdelighederne - herunder Schindlers liste, hvilket flere også mener er en klar mangel i min opdragelse...

torsdag den 12. april 2012

Finish

Det er en dårlig vane - men jeg er slem til at får startet en hel masse små-projekter op, som jeg så mister interessen for, og som efterfølgende ligger hen sammen med de andre småprojekter i en af de utallige kurve, jeg er ved at have samlet omkring mig.

I dag har jeg gjort gårsdagen svampe-rangler færdige - som i helt færdige - hæftet og hele molevitten. Jeg er godt tilfreds med egen indsats og fortjener nu at gribe efter strikketøjet....

Lufthuller

En mønstring af en god gang jerndisciplin, og trøjen med de mange lufthuller er monteret. Den er måske mere speciel end køn. Pigerne rynker lidt på brynene og synes, den er småskør og mærkelig.


Det er en vams og samtidig ikke pga huller. Den er på ryggen i dag - og så må jeg lave en seriøs vurdering om det er en keeper eller en om'er

onsdag den 11. april 2012

Småtterier

En dejlig eftermiddag med solen i nakken, pigerne omkring mig og små kreative sysler ved spisebordet. Der flettes nøgleringe, hækles paddehatte-rangler, barnevognstæppet er gjort færdigt - og jeg er startet på monteringen af en trøje. Den er dog havnet i kurven igen - fordi i dag har jeg bestemt, vi kun skal gøre gode ting - og jeg nød det ikke specielt meget.


Aftensmaden lyder på en gang sandwich, inden høsten fra årets første besøg hos is-bilen skal undersøges og smages. Se det er en god midt-på-ugen dag :-)

tirsdag den 10. april 2012

Back to school

En dejlig lang og krævende dag - men med min nye allerbedste-ven med i tasken. Skolelærerlivet tager hel nye dimensioner med en Ipad - jeg har fundet de mest fantastiske apps til at tage tid, udvælge elever, der skal svare og diverse andre skøre påfund.

Kagan, som har revolutionereret min undervisning med sit Cooperative Learning har lavet flere apps, som fungerer rigtig godt. Evernote bliver et rigtig godt redskab til noter, planer og det løse. Nu skal jeg lige have fundet et sted at registrere fravær - og karakterer -men det skulle vist også være muligt.


Et enkelt Iphone etui til en kollega er det også blevet til. Der er næsten gået bestillingsseddel i etuierne, som laves af diverse bomuldsrester. Måske jeg skulle starte en produktion - og så alligevel ikke - hvis jeg kender mig selv ret, ville jeg lynhurtigt komme til at kede med.

mandag den 9. april 2012

Påskeharen

Ferien er så godt som brugt. Godt og grundig brugt. Der er kommet bund i de fleste af bunkerne, og der har været tid og overskud til at gøre nogle af de ting, vi ikke altid når i hverdagen.

Der har været tid til nærvær og tid til at følge impulser. Der er blevet strikket - men langt mindre end normalt for en ferie. Mit nye legetøj har taget en god portion tid - og den er endnu ikke helt på skinner. Jeg mangler stadig en god note-app - ligesom billederne fra iphone til ipad driller mig.

Vi har spist masser af chokolade og god mad. Vi har fået fejret ynglings-kusinens fødselsdag på behørig vis, og vi har haft besøg af påskeharen. Vi minder hinanden om, at der også er liv efter ferien - og at lige om lidt, når vi er hverdagsramt, opdager vi og finder vi hverdagens små heller af tid og overskud.

Jeg kan godt lide min hverdag. Det ved jeg, jeg mærker i morgen, når jeg er igang med den - men lige nu hænger jeg lidt fast i feriefornemmelsen.

fredag den 6. april 2012

Mindst muligt

Der bliver ikke udrettet det helt store. Lange fredag byder på slendrian af højeste karat. Vi småslumrer, kryber sammen under tæpper med hver vores smprojekter, raider køleskabet for rester og kører med permanent hvilepuls.

Pigerne har gang i et klippe-klistre projekt, der på et tidspunkt måske bliver til fine billeder. De hjælper hinanden og samarbejder - og det er en fryd at se og høre på. Skabelonerne til klipperiet har de fundet lige her.

Det er dejligt, og det er ferie. Men på et tidspunkt ved jeg også, at rastløsheden melder sig - og behovet for at udrette. Men indtil da kryber jeg med i hjørnet af sofaen og nyder at lave det rene og bare ingenting.

onsdag den 4. april 2012

Operation sommerglad

Solen skinner og temperaturen sniger sig opad. Det føles næsten som før-sommer - og vi trækker ud og suger til os af den gode energi. Der er ikke så langt fra tanke til handling her på matriklen - og en løs snak om, at det kunne være smart med et bordtennisbord i haven, blev hurtig omsat til handling.


Et smut forbi trælasten, hvor naboen heldigvis havde ærinde samtidig med en trailer, da det ikke var muligt at folde pladen ind i bilen, et par liter rest-maling, og vi er på vej til et fiks og anvendeligt bordtennisbord. Nettet laves af plade, og mellemstetøsen har kastet sig ivrigt ud i maling af både plade, kanter og imiteret net.

At det så viser sig at være et projekt, der tager om sig, var udenfor beregning. Bordet skal stå foran største-tøsens hule i kælderen - og hun mener bestemt, at så skal hendes gardiner syes færdig. Vel og mærke de gardiner, der blev påbegyndt for snart 1½ år siden. Der er nogle gange lidt langt fra tanke til handling alligevel. Det projekt er lige nu strandet på, at hun skal bære symaskinen op i stuen - og jeg skynder mig at nyde solen fra terrassen, mens jeg dirigerer projektet med bordet med kyndige øjne og bestemt stemme.

Hurra for etsy

Aldrig aldrig gå ned på udstyret - og lækkert legetøj kræver lækker indpakning. Etsy er et vidunderligt sted at finde udstyr, der kan matche ethvert behov og enhver garderobe.

Hele 48 sider fyldt med forslag og ting at vælge mellem. Jeg gik systematisk til værks og fandt lige det etui, der kan matche maskineriet. Så nu kigger jeg igen langt efter postbudet og håber jeg ikke har skræmt ham væk med min bejstring i dag.

tirsdag den 3. april 2012

Med gyldig grund


Jeg er fraværende - som i totalt fraværende og udenfor rækkevidde for alt og alle. Den eneste, der for alvor har været i kontakt med mig, var postbudet, som jeg så tilgengæld nærmest faldt om halsen, da han satte fod på matriklen.

Et ønske der har stået på ønskesedlen længe længe blev opfyldt, da jeg søndag puttede en Ipad 3 i kurven ved Apple og her 2 dage senere er jeg dybt begravet i apps, Itunes, som bestemt må være noget fanden har skabt, mapper, spil, leg og andet gejl.

Jeg er begejstret - dybt begejstret - og der er ikke grænser for dens anvendelse - både til sjov, til strik og til skole. Pigerne har adopteret den fuldt og helt og insisterer på, at det er VORES. De har indrettet sig med æggeur og bruger den på skift - og indimellem er jeg så heldig at komme med i deres turnus.

Gode tips til apps og andet modtages med kyshånd :-)

mandag den 2. april 2012

Kun mandag

Jeg har taget en af de her effektive dage, hvor jeg har fået ryddet rigtig godt op i bunkerne på arbejdsbordet. Eksamensopgivelser tjek, fordybelsesområder tjek, undervisningsmateriale tjek, støvsuget hele huset tjek, bund i vasketøjet tjek...... og det er kun mandag.


Det smager af frihed og masser af tid til at gøre lige, hvad der falder mig ind. I morgen vender tøserne snotten hjemad - og mon ikke også de har en idé eller to, der skal udleves. Glæder mig til at have både tid og overskud til at følge deres impulser. Det her ferieri er på ingen måde opreklameret. Det er liv og energi lige ind i blodbanerne

Håber du også smager friheden og nyder det :-)

Huller i osten

Eller måske bare huller i trøjen. Der kigges mærkeligt på mit strikketøj og spørgsmål om hvorvidt det ikke ser smart ud, får kun et mmmn tilbage. Jeg fornemmer en vis skepsis og deler den delvist. Det er hul-trøjen fra Naturlig strik, der er på pindene i støvet lilla, som er en af ynglingsfarverne lige nu.


Jeg strikker ufortrødent videre - fast besluttet på, at den skal prøves - måske er det et hit - måske er det et flop - men så piller jeg den bare op igen - og bruger garnet til noget andet. Det er det gode ved ferietid - der er tid til at gøre - og tid til at gøre om.