søndag den 18. november 2012

I arbejdstøjet

En af mine elever gav mig for et stykke tid siden en skøn gave. Hun er den mest fantastiske tegner - og hendes opgaver er altid udstyret med en forside, der tager pusten fra både mig og hendes kammerater. Hun er kreativ på den der stille måde - og når hun lærer nye teknikker, udvikler hun dem lynhurtigt og gør dem til sine egne.

Hun har opdaget min begejstring for hendes evner og kommer ofte og viser mig, hvad hun laver. Altid på den der stille måde, hvor hun gerne vil vise tingene frem - men ikke for at få ros - mere for at inspirere og selv få ny inspiration.

Gaven var en imponerende tegning af mig ved tavlen. Hun har fanget enormt mange detaljer lige fra støvler, nederdel, nøglesnor og øreringe. Der er ingen, der er i tvivl om, hvem det forestiller - selvom jeg jo nok mener, mit snudeskaft er en anelse mindre.

Jeg leder nu efter den helt rigtige ramme, for den skal så klart hænge over mit arbejdssted og give ny energi og lyst til at gå videre, når bunkerne engang i mellem er ved at vælte mig omkuld.

3 kommentarer:

  1. Hold da op det er da en fantastisk tegning :-)

    Kh Anette

    SvarSlet