onsdag den 23. januar 2008

Lærdom og eufori



Det blev til en af de dage, hvor det er mørkt, når man kører ud og mørkt, når bilen igen ruller i garage på matriklen. Nu flader jeg ud til håndbold, inden morgendagens forberedelse presser sig på.




Det har været en fantastisk dag, hvor jeg flere gange har haft armene helt oppe over hovedet og har jublet over mine dejlige elever, der med gejst og entusiasme har kastet sig ind i sindsoprivende diskussioner af grundloven. Jeg bliver imponeret og stolt over at høre en 14 årig knægt udtale, at det altså står i grundloven, at en landmand, hvis jord bliver købt af kommunen, fordi der skal laves en motorvej også skal have erstatning for evt. tabt herlighedsværdi...... De der i medierne har så travlt med at udråbe nutidens unge som uduelige og vidensløse, må gerne følge mig i skole et par dage - så skal jeg vise dem, hvor grueligt fejl de tager.




Derefter en pædagogisk dag om stress, hvor jeg har fået en masse redskaber til at styre i kaos og fået konstateret, at jeg har travlt men ikke har stress. Jeg er ret overbevidst om, at min glæde ved strik og den effekt en par timer med strikketøjet har på mig, er den allerbedste stressbuffer, der kan tænkes. Jeg tager lige et par pinde for at fordøje dagen.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar