Midt i en proces

Lige hjemme og vende for at hvile hovedet og finde fodfæste. Ferien er skudt i gang med kursus i kjolesyning og mønsterkonstruktion hos Doris Vestergaard - og jeg er max udfordret både på kompetencer og tålmodighed.

Doris er uddannet skrædder m.m. og gør tingene fra bunden og med en engels tålmodighed forsøger, hun at give en del af sin viden og færdighed videre. Vi tegner, måler, syr prøvekjoler, ligger til og trækker fra.

Nye behov i form af nye redskaber er opstået - og hele den første kursus-dag er gået, uden jeg så meget som har sat saksen i kjolestoffet. Doris er ikke bekymret men siger, at jeg i dag, når jeg går hjem, har en fin fin kjole, der passer lige til mig.

Nøj det glæder jeg mig til - og til at jeg har en hel lang uge foran mig med masser af mulighed for flere eksperimenter ved maskinen.

For ind i h......

Jeg løber stærkt - som i rigtig stærkt - faktisk er mit arbejdsliv lige nu at sammenligne med ekstremsport i udholdenhed, indsats og psysisk råstyrke. Kalenderen er fyldt med aftaler og møder - to do listen er overvældende og urealistisk, og forberedelsestid er noget, vi havde sidste år.

Vi er forpustede, vilde i blikket og løber på usikker fod. Der skal ikke så meget til at vælte os omkuld - men heldigvis lurer ferien lige om hjørnet med tid til at trække vejret helt ned i maven og tid til at få pusten igen. Nøj hvor er det godt, jeg knuselsker mit arbejde i alle dets facetter -

En ganske særlig mand

I søndags fejrede vi en af mine absolutte yndlings-mænd. Den mest stabile og mest gennemgående mand i mit liv. Den mand, som med hele sit væsen og hele sin person, har skabt det fundament, jeg går på, og som stadig den dag i dag har en solid og sikker hånd i ryggen på mig, når jeg vakler eller står helt nede på hælene.

Min far rundede 70 år og blev fejret lige, som han selv havde tænkt det. Sammen med min lillebror og jeg - skal han fejres meget mere, når vi tager på forlænget weekend i en af Europas storbyer. Jeg hepper på London eller Amsterdam eller Paris eller Barcelona eller..... Jeg hepper på, at vi skal ud og opleve sammen.

Til den friske efterårsvind

Sent fredag hæftede jeg den sidste ende på min nye efterårsponcho. Det er en gammel kending, jeg har lavet før. Et stort og omfattende mønster, der kræver lidt koncentration og et skarpt øje, der kan se, hvor vi er henne i de mange diagrammer.

Den er sliddet værd. Den er lækker, let og super-anvendelig over en let jakke. Jeg glæder mig til at den tørrer og kan tages i brug. Mønsteret er fra Louise Hardens hånd, og ponchoen er strikket i Lett-Lopi og 2 tråde Mohair fra Garnudsalg

En klassiker

Det der skulle være en klassiker, er i løbet af denne uge løbet af pindene. Tusindfryds ynglingscardigan i det blødeste blødeste Lamauld fra Strikkebogen. Strikket med lidt ekstra længde, fine detaljer og en superfin pasform.

Den ekstra længde lurer jeg lidt på. Det er sådan en mellem-længde - ikke i taljen og ikke rigtig lang. Min umiddelbare reaktion er "kone-længde" - og trøjen prøves og vurderes nu. Om den skal indgå i min garderobe eller drage videre til en anden trængende.

Hvirvel-vinde

Pas på det er en svært smitsom oprydningsvirus, der har ramt her i huset. Nu er selv pigerne gået i gang med at rydde deres værelser. Hele huset er udlagt til slagsmark, og vi må gå strækmarch med højt hævede ben for at komme omkring.

Det er søndag, og jeg bliver lidt forpustet over, hvordan vi bliver klar til en ny uge. Pigerne bytter værelser - og det er en større omgang, når den ene bor i kælderen og den anden på første sal - samtidig udkæmper de små krige om ting, der dukker frem på både det ene og det andet værelse - som hvor der er tvivlsomt ejerskab.

Min stue er nu fyldt af ting, der enten flytter helt ud eller er mellemlandet mellem kælder og 1. sal. Sækkene til affaldspladsen hober sig op - og jeg laver en struds og dirigerer dem i garagen. Dens tilstand må jeg så forholde mig til en anden dag.

Måske det snart er tid til at finde sig en blød plads med ryggen til kaos og bare falde i med søndagen.

Pertentlig oprydning

Nogle gange er det som om god energi kan bindes i små-rod eller stor-rod. Jeg er ikke sådan et ordensmenneske, der lægger sine ting på plads efter brug - men mere et rigtig rodehoved, der engang imellem for at forhindre totalt kaos og druknedøden må rykke ind med rendegraver og fejemaskiner.

I min stue er der et hjørne. En hjørne, der engang bestod af enkelte kurve med strikketøj - men et hjørne hvor der er løbet et hav af kurve til med enorme mængder af garn, ufærdige projekter, opskrifter og andet strikkegejl. Et hjørne, der trækker energi, fordi der ikke er overblik, mening og retning.

Det er der nu - lige nu. Al garnet er sorteret, vundet op i små sirlige nøgler og ordnet efter kvalitet. Det har taget en evighed, som i en halv fredag og en kvart lørdag. Gamle projekter er sendt til de evige garnmarker. Pinde er ordnet i system, og diverse opskrifter arkiveret til dertil hørende mapper.

Det er lige til at få vand i øjnene over - og det giver god strikke-energi og lyst til at kaste sig over nye projekter - og gøre de nu enkelte ufærdige projekter færdig. Godt det kun er lørdag.

På med vanten

Når man er hurtig-strikker og meget produktorienteret, som jeg - kan det være en kæmpe udfordring at strikke på tynde pinde OG strikke 2 af en slags. Jeg har startet på mange mange sokkeprojekter og endt med en enkelt sok - og tror næsten, at der i min strikkekurv er lige så mange enlige sokker som i vaskekurven.

Fanø var en træningslejr i tålmodigheds-arbejde - træning i at blive i processen og forsøge at nyde den hel til vejs ende. I bilen på vejen hjem lukkede jeg de sidste masker af til et par skønne luffer fra Strikkebogen.www.strikkebogen.dk

Svampeluffer i en sort, hvid og grafisk version. Jeg knus-elsker dem. Det fine mønster og knuderne i manchetten, som var en udfordring for tålmodigheden af de helt store. Pigerne går omkring dem og snakker om også at have brug for og trænge til - men det ville vist, ihvertefald lige her og nu, være at overspænde buen :-)

Stempel-fettich

Mens jeg har gjort Fanø usikker og formøblet hele familie-formue har Stritten leget med stempler og stempel-fremstilling herhjemme. Inden jeg tog afsted, havde jeg tømt Søstrene Grene for viskelæder af enhver art og størrelse, knive var lånt her og der, og scenen var sat for en god gang krea tid - Jeg havde endda givet en række forslag til stempler, jeg næsten ikke kan leve uden.

Jeg har en eller anden ting med stempler. Tøserne griner og siger, at nissen altid kommer med stempler - og at det altid ender med, at de finder vej til mine kasser i stedet for deres. En fascination af at kunne sætte sit aftryk måske. Jeg bruger dem alt for lidt og alt for sjældent - og jeg undrer mig over min fascination. Måske er det et gammelt barndoms-traume, hvor det var strengt forbudt at stemple med min fars stempler af den der slags, der havde den der særlige lyd, når stemplet stemplede mod puden.

Der er stadig masser af viskelæder - og jeg mangler stadig både et sy-stempel, gave-stempel, navne-stempel, lærer-stempel, søde stempler og sjove stempler :-)

Mere Fanø

Weekendens oplevelser sidder stadig i kroppen. Brændstof til mange lange og hektiske dage og god inspiration, rumsterer oppe under kasketten. Vi fik besøgt både den ene, den anden og midten af øen. Hver en bod og hver en butik blev undersøgt, støvet for gode sager, diskuteret, vendt og drejet.

 

 

 

Dagene blev brugt ude og omkring men også hjemme i træhytten, hvor 8 strikkegale kvinder inspirerede hinanden mindst lige så meget som de mange strikkeboder og strikdesigner kunne. Vi kiggede over skulder, delte ideer, tips, must-haves og must-dos.

 

Der var mere luft og højere til loftet på Fanø i år. Menneskemængden og trængslen følte mindre - og det var lettere at komme til at se, føle og mærke. Vi havde store forkromede planer om egne workshops om både det ene og det andet - men det hele gik op i gode sjove og dybe snakke med masser af vitaminer - og der er hermed skabt grobund for en gentagelse. Jeg gentager gerne. 

For Fanø da.....

Forventningens glæde var vist ikke sådan lige at overse. Torsdag var noget nær årets længste arbejdsdag i levet tid - og trippende og ivrige væltede vi ud af skoleporten, så snart vi kunne med destination Fanø - og det kunne kun gå for langsomt.

Fire skønne dage blev det til på øen med så megen strik og strikkesnak, at både arm- og tale musklerne er blevet motioneret for en rum tid. Der er blevet grinet, kradset i lakken, talt let, højt, dybt og længe med både gamle kendinger og nye bekendtskaber.

Der har været godt til ganen og maven i overflod. Vi har levet for en tid som grever og baroner med sikker arbejdsfordeling. Vi har spillet, vundet og nogen har måske snydt i pakkespil.

Der har været nørderi af fineste karakter, når det kommer til garn, strik, gadgets, bloggeri og livet som sådan. Tiden er ikke brugt på at sove - det er stærkt opreklameret og der er andre måder at sidde i opladeren på - og der er nu fuld opladning på de mentale batterier på den fede måde.

Vigende koncentration

Jeg har svært ved at finde koncentrationen og fordybelsen her på min pind i dag. Eller det har jeg faktisk ikke - jeg er dybt koncentreret og fordybet i den kommende weekend, som starter allerede i morgen torsdag sharp efter arbejde.

I dag nusser og pusler jeg de sidste ting på plads her på skolen - mens mit hovedet er fyldt med garn, tanker om strik, hygge, god mad, god snak og et skønt skønt selskab lige midt i Lodne Bjerge på dejlige Fanø. Forventningerne er tårnhøje og jeg glæder mig dybt og langt ned i maven.

Fem dage hvor strik har den helt store og altdominerende overskrift - Hep hep kom hurtigt i morgen eftermiddag - jeg skal bare liiiige have pakket det bette-kun, der kan være i et par tasker, et par net, en strikkekurv og det løse...... Glædelse og nydelse lige om hjørnet

Fart på

Nogle weekender går bare meget hurtigere end andre. I nogle weekender er det som om, man lige er landet i fredagen og et par hurtige blink med øjnene, og jeg står på skolens parkeringsplads mandag morgen. Tiden spiller mig et puds.

Heldigvis har denne weekend selvom jeg næsten ikke har nået at se og være i den - været fyldt med gode mennesker og oplevelser. God mad, snak af både den lette og tunge karakter og fuld drøn på danseskoene til den lyse morgen. Jeg elsker at danse, og det giver den der gode tunge kraftfulde energi - der får mig til at køre langt på literen.

Og nu er jeg klar og rustet til en ny uge - som slutter allerede torsdag - hvor kareten sætter retning mod Fanø ........

Two down

Operation oprydning i strikkekurve fortsætter. Hele 2 projekter er nu færdige. Den store grå og en pink Peasy - og det skal klart fejres. Den bedste måde at fejre den slags er at skyde et nyt projekt i gang.

Og det nye projekt er fra 100% rain - og strikkes udelukkende af rester. Så kan det vel falde ind under kategorien "Operation oprydning" alligevel ikk'? og hvis den undskyld ikke holder i retten, er det jo stadig en markant nedgang i projekter, når jeg kun starter et nyt projekt for hver TO, jeg afslutter ikke'?

Ja og så manglede det sjal da bare så meget i min store tørklæde-skuffe at det bare måtte på pinde og laves i en ruf - faktisk tror jeg, det kommer så hurtigt af pindene, at det slet ikke står i vejen for at få tømt kurven for gamle projekter....

Næsten i mål

En brav kamp med det grå kradse garn er næsten i mål. Det startede med en arving, som blev alt alt for stor og lignede et villatelt med pavillon. Det blev en ommer og i stedet til en Astrid cardigan fra Islands strik med et andet mønster ved hals og kanter.

Den har været længe længe undervejs. Det er varmt og krads at sidde med - og slet ikke velegnet til sommerens varme - de mange mange omgange i ren glat har været søvndyssende og kedelige - og nu er jeg så tæt på at være i mål, at jeg næsten kan mærke sejrsdansen i fødderne - og så mangler jeg garn til den ene stolpe. SUK - i morgen går den vilde garn-jagt og krydsede fingre er på sin plads - for de sidste meter garn skal findes.....

Alle ingredienserne

Alle ingredienserne var på plads til en weekend af de helt fine og særlige af slagsen. De bedste mennesker omkring mig, blomster i vasen, gode udflugter, tid til benene op og tid til chokolade med lakridssmag - en særlig last jeg deler med en skøn nevø, garn i rå mængder - og snak ad libitum. Ah jeg landede i min fredag med et stort smil om munden. 

 

 

 

Weekenden blev præcis som beskrevet og lidt til - men samtidig er jeg nødt til at erkende, nødt til at se i øjnene, nødt til at acceptere OG handle på det faktum, at min krop skal have mere søvn, end jeg er klar til at give den. Hele weekenden har jeg kæmper med en overvældende træthed, øjnene der faldt i og et summende hoved. I underkanten af 6 timer i gennemsnit i laderen om natten er ikke nok - og nu insisterer kroppen så meget på mere søvn, at der ikke er nogen vej udenom at krybe under fjer - også selvom jeg synes, jeg slet ikke kan nå det, jeg vil i livet i den tid, der så er til rådighed.