Min rumpet er på det nærmeste vokset fast i sofaen. Jeg flyder ud og flyder med og nyder de mange historiske fortællinger og historiens vingesus, mens jeg nørkler løs. Min cardigan skrider godt frem - der mangler et halvt ærme, inden jeg skal i gang med bærestykket - men nu er det, der bare ikke måtte ske, sket - nemlig at jeg er løbet tør for garn og må vente på, at pusheren åbner i morgen.

I stedet har jeg fattet hæklenålen og har nørklet et etui til en kær kollega, der har fået ny telefon, der manglede en frakke. Farverne er bestillingsarbejde. Den lilla var vigtig. Hjernen kører nu på højtryk. Der er mange timers transmission endnu - så nye projekter skal på pindene - ellers er jeg nødt til at overgive mig til en gang stileretning - og det trækker ikke voldsomt i mig.















