tirsdag den 14. september 2010

Et fint brev

Et fint fint brev dumpede ind af min brevsprække i dag. Et af de her breve man næsten ikke nænner at åbne, som får lov til at ligge lidt for man bare kan nyde det. Brevet var fra Ønskefeen og bragte opskrifter på hæklede kager og en fin instruktion til nogle af de særlige teknikker.


Måske en idé for nogle af mine tøser, som lige nu pløjer igennem alle hobbykatalogerne i jagt på årets julegaver. De gør sig mentalt klar til julemandens værksted i efterårsferien. Idéerne begynder at tage form - men der er endnu et stykke vej til bestillingerne ryger afsted. De svinger mellem at ville lave de fineste og mest komplicerede ting til at ville lave noget, hvor det kan blive færdigt i en fart.


Det er en kunst at lære sin børn glæden ved fordybelsen, synes jeg. Mine er mest til de hurtige processer, og jeg har derfor svært ved at få dem engageret i f.eks. strik. Jeg kan godt blive lidt irriteret over, at jeg synes, de japper gennem tingene, bare vil blive færdige - og stiller sig tilfreds med resultater, der med lidt omhyggelighed og tid ville have været helt anderledes og af en helt anden kvalitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar