mandag den 12. maj 2008

Gode stærke oplevelser

Skønlitteraturen byder på oplevelser og et erkendelsespotentiale, der kun kan erobres ved at begrave næsen i bøgernes verden. Det er oplevelser, jeg nyder og som udvider både det vidensmæssige og følelsesmæssige register i mit liv. Samtidig er det oplevelser, jeg ofte nedprioriterer, når livet går stærkt. Ærgerligt for det giver både perspektiv og nye vinkler på hverdagens skærmysler.


Jeg har netop læst Khaled Hosseinis "Under en strålende sol" En historie om fantastisk stærke kvinders bestræbelser på at bevare sig selv under Taleban i Afghanistan. Jeg følte mig hensat til en fjern fortid og blev slået af realiteterne hver gang, der blev sat årstal på. En bog, der fascinerede, tryllebandt og bare måtte læses - tiltrods for at den var frastødende i sin handling og sine personager.


Ny på sengebordet er Liza Marklunds "Forelskede sig til et mareridt", hvor hun skriver Maria Eriksons sande historie om et ægteskab, der fører rædsel og mareridtslignende situationer med sig. Den kryber helt ind under huden - jeg kan mærke og føle hovedpersonen. Jeg glæder mig til at følge hende ind og ud af mareridtet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar