Vanens magt er stor, og jeg er i disse dage snot-tids-forvirret. Det er den ekstra time, vi fik i weekenden, der stadig driller mig og ind i mellem sætter adrenalin-niveauet en kende op. Jeg går ikke med ur og har opdaget, at jeg åbenbart styrer meget efter lys og mørke.
Flere gange de sidste par dage har jeg været ved at få svip, fordi jeg troede jeg var for sent afsted om morgenen, havde glemt at putte børn om aftenen, og jeg har serveret aftensmad kl. 17 i sikker forvisning om, at vi godt nok var lidt sent på den.
Jeg nyder den tid, vi går i møde. Jeg nyder de tidlige mørke aftenener og den luksus det er, at tillade sig selv at krybe sammen i sofaen, tænde lys og finde roen - Der falder tidligere ro over mig, når lyset udenfor slukkes.
Mine lysestager er blevet støvet af, fundet frem og jeg er klar til at gå den mørke tid i møde med lys fra enhver krog af stuen. Følelsen af at være for sent på den skal bare lige slippe sit tag i mig.
Jeg har også sat lysene frem - det har jeg glædet mig til:) Men rent energimæssigt, så synes jeg, at det er ved at trættende med de korte dage.
SvarSlet