mandag den 27. april 2009

Mat i sokkerne

Vi er stadig lidt matte i sokkerne efter weekendens udskejelser. Konfirmationen og alle dens forberedelser sidder i kroppen - og det er en lidt sej start på ugen, når man allerede mandag til middag begynder at drømme og trænge til weekend.

Ugen byder heldigvis ikke på de store opgaver, så planen er blot at tage det dag og for dag - og så kommer den garanteret helt af sig selv - den weekend.

søndag den 26. april 2009

Well done

Sikke en dejlig dag i går - hvor en af ynlingsnevøerne var midtpunkt, uden at blive midtpunkt på den der "jeg er teenager og det her er dødpinligt" måde. Han var tilpas der blandt familie og venner og havde et stort smil smurt ud i ansigtet hele dagen. Særlig stort blev det, da et bæst af en computer blev afsløret efter kirkegangen. Et kort øjeblik var vi flere der frygtede ikke at se ham mere den dag.

Madlavningen klappede, tidsplanen og to-do listerne fungerede helt efter hensigten - og jeg har nu fundet metoden til at beregne, hvor meget mad der skal laves til fest. Jeg skal bare tage det, jeg tror, der bliver spist og dividere med to. Derefter handler det om at have en god portion is i maven - og ikke blive panisk over at det ser ud af lidt.

Vejret var fænomenalt og tæerne blev luftet i høje sandaler. I dag er vi godt brugte og er trillet hjem til eget matrikelnummer. Vi forsøger lige nu at finde kræfterne til at få startet en ny uge allerede i morgen. Lige nu trænger vi mest af alt til weekend.

fredag den 24. april 2009

Festivitas forberedelser

Der er fut i fejemøget..... og vi er i fuld gang med forberedelserne til Tisens konfirmation i morgen. Der sydes og steges, der pudses og poleres. Teltet er rejst, og haven er klar til at tage i mod gæster i forhåbentlig høj solskin. To-do listen er lang men ikke uoverkommelig - og vi lægger os alle i selen, så han kan få en god og minderig dag i morgen.

Konfirmation er stort. Det markerer en overgang - og de går op i det med iver og store forventninger. Jeg har i øjeblikket 24 snart-konfirmander i hverdagen og oplever i hvor høj grad resten af livet er sat på stand-by. Jeg har opgivet at inddrive lærdom i dem før efter den store dag.

Istedet skriver de konfirmationssange og taler. Jeg har sunget mig igennem et hav af sange på alverdens melodier - nogle er lettere at synge end andre. De summer godt i hovedet, når jeg tager hjem.

onsdag den 22. april 2009

Ender der ikke helt når sammen

Vi kæmper i disse dage en brav kamp for at få enderne til at nå sammen. Skoldkopperne hærger stadig, der er meget at se på job-fronten, jeg har en vissen skulder og rammes af hovedpine, der skal deltages i skolefest og andre skolearrangementer, og allerede i morgen drager vi afsted til konfirmation og konfirmationsforberedelser. Enderne har lidt svært ved at nå hinanden.

Men vi skal nok få det til at gå op i en højere enhed - Det kræver bare lidt kraftanstrengelser. Jeg har endelig i aften fundet lidt tid til at svinge hæklenålen. Det er småprojekter, og de tages i mange omgange. Jeg hækler dyr fra http://www.garnstudio.com/. Det er overskueligt og et godt til og fra projekt.

mandag den 20. april 2009

Nydelse

Vi har været på hamstringstogt hos Markno. 22 nøgler bomuldsgarn i alverdens farver blev det til. Det er som om den store sorte færø-sweater jeg har fået på pindene ikke for alvor trækker, når solen skinner fra skyfrihimmel og de bare tæer luftes på bænken. Jeg må hækle - hvad ved jeg ikke helt endnu - men nu er kurven ihvertefald klar, hvis idéerne skulle vælte ind over mig.

Tante H har købt et vidunderligt strikke-gadget til mig. Det er en tæller - men modsat min sædvanlige, hvor jeg skal rulle for hver omgang - og hvor det ofte føles småbesværlig og hvor det ofte ender med, at jeg tager den på slum - er denne snild og nem. Et enkelt tryk og omgangen er noteret. Den kan hænge i en snor om halsen. Smart smart.

Hjemme-dag

En mandag hjemme, mens jeg venter på forstærkning østfra til det skoldkoppe-befængte barn, skal bruges og nydes i fulde drag. Dagen skal udnyttes til at få rettet et sæt stile, men der skal også være tid til at nyde livet fra terrassen, nu hvor solen er ved at have fået brændt disen af.

Vi skal spise jordbær og måske byder dagen også på et visit hos min ynglings-garnpusher Markno www.markno.dk, som holder "næsten-sommer-udsalg. Hurra for uventede fridage.

søndag den 19. april 2009

Søndags klar

At vågne op til både fridag og solskin - så bliver det vist ikke meget bedre. Vi er klar til endnu en dag på terrassen og i haven. Ligeom lidt slæber jeg både morgenmad, stile og strikketøj med ud i krogen og slænger mig. Det føles næsten som ferie.

Der kommer vist et hav af små børn forbi i dag. Rygtet om skoldkoppe-udbruddet har spredt sig og flere er interesserede aftagere. Gitzen vil godt nok ikke af med sine.

lørdag den 18. april 2009

Sol, strik og knopper


Solen har skinnet fra blå himmel hele dagen. Den har givet mig det første svirp af sol, og jeg småbrænder lidt. Jeg har småstrikket lidt på bænken, mens børnene har leget sommer-lege. Det er ikke blevet til det helt store - der har været mange afbrydelser.


Højdepunktet var det tidspunkt, hvor duften af nyslået græs ramte mine næsebor. Jeg elsker lugten af græs - det dufter af sommer.



Det sidste af eftermiddagen er gået med logistiske forhindringer. Gitze-pigen er spættet og fyldt med knopper. Det jeg først troede, var årets første myggestik, viste sig at være skoldkopper. Det betyder en uge hjemme, før børnehaven er klar til at tage imod hende.


I et hjem hvor begge forældre tror, de er mere eller mindre uundværlig på jobbet, og hvor faderen skal ud og rejse, giver det lidt panderynker. Mormor og morfar er kaldt til og ankommer mandag aften.

Der leves....

Haven og terrassen er nu taget i brug for alvor. Solen varmer, hynder og andet fræs til terrassen er fundet frem og vi mærker foråret er i fuld gang. Vi nørkler med hver vores interesser og har fundet hvert vores hjørne til at udleve idéerne og drømmene. Tæerne er fundet frem af støvlerne og skal lige vænne sig til at være i det fri.


Det er og bliver en dejlig dejlig lørdag

fredag den 17. april 2009

Nåh ja

Det halve kongerige er færdig og klar til at svinge om skuldrene. Det er et fantastisk sjal, som jeg dog tror, kommer mest i brug som tørklæde. Farven står godt til min cowboy-jakke og kan være med til at varme her i overgangen mellem kulde og varme.


Selvom sjalet i processen ind i mellem hænger mig langt ud af halsen, tør jeg næsten lægge hovedet på blokken og sige, at det ikke er det sidste jeg har lavet.

Weekend-klar

En travl uge får pludselig ende, og weekenden banker på. Fredagen er foregået i et hæsblæsende tempo, hvor vi har fået has på både nullermænd og vasketøj.

Posten har bragt godter fra Færøerne, og jeg sidder på spring for at få gang i strikkepindene. Først en svær beslutning - hvilken en af trøjerne skal jeg starte med ? Måske jeg skal starte den ene i dag og den anden i morgen ?

torsdag den 16. april 2009

Arbejd, arbejd

En lille stille stund før jeg igen drager afsted ud i verden. Det er ikke længe siden, jeg kom hjem og afsluttede gårsdagens opgaver - men jeg er klar til igen at tage en monsterdag med børn og forældre - inden weekenden allerede i morgen banker på.

Skoleverdenen er en verden, der lever sit eget liv. Jeg fortaber mig, opsluges og optages, når jeg står i det. Jeg glemmer alt om den verden og det liv, jeg også er en del af. Det er en vidunderlig følelse at kunne leve sit arbejdsliv i nuet og leve det fuldt ud. Det kan ikke gøres hver dag - men når det sker, fylder det mig med glæde og varme over det, der udrettes.


tirsdag den 14. april 2009

Eftersøgning

En hel eftermiddag er nu gået med at endevende huset, skrabe og vende hvert et strå i haven og med stigende desperation konstatere, at kaninen var væk. Gitzen-pige har en kanin, som har fuldt hende i tykt og tyndt siden hendes dåb. Hun er ikke så afhængig af den mere - men sove uden, det er hun ikke meget for.

Den var væk allerede i går aftes, hvor vi brugte lang tid på at lede efter den, hvorefter jeg overtalte hende til at sove med bamse istedet mod en garanti om, at jeg ville finde den i dag. Det viste sig at være en større opgave, der involverede både egne og andres børn. Tilsidst var jeg så desperat at jeg måtte udlove præmier, hvis den blev fundet.

Den store eftersøgning er nu afsluttet, og heldigvis har kaninen fundet vej hjem igen - Den var blevet glemt hos en nabo i går. Mit hus ligner nu mest af alt en slagsmark, fordi alt er blevet endevendt - og jeg har fået lettet pungen gevaldigt, fordi det skulle fejres med is til hele vejens børn.

Blid start

Selvom det har været en af de længere dage, og de næste to dage kun bliver endnu længere, synes jeg alligevel, det har været en blid start efter ferien.

Dagen bød på den pause midt på dagen, som jeg fluks benyttede til at tage omkring plantecenteret i håb om at kunne fylde hele bilen op med alverdens sommerblomster til mine krukker.

Det lykkedes ikke helt. Der var endnu ikke overflod af blomster, selvom solen skinner. Det blev til en flok pelargonier og en pose frø til ærteblomster. Tøserne trisser nu rundt om krukkerne, spændte på at få sat lidt kulør på haven.

søndag den 12. april 2009

Venter på haren

Mine vaser er fyldte - overfyldte med påskeliljer og anemoner. Børnene har været på rov i vores gamle have og plukket enorme buketter, og jeg har måttet skrabe alt i vaser frem fra gemmerne. De venter på påskeharen, som er lidt forsinket i år. Den når vist først frem i morgen - for lige om lidt fyldes huset af gæster til en gang sen påskefrokost og middag.

Det er ikke påskefrokost i traditionel forstand - Der skal ses billeder fra Rom, spises hjembragte specialiteter og drikkes Sambuco - Hyggeligt samvær med vores rejsevenner og børn. Det eneste traditionelle er vist påskeliljerne på bordet.

lørdag den 11. april 2009

Jord under neglene

Et blik i haven viste, at den for alvor trængte til en forårsrengøring. Bedene var i den grad dækket af blade, at jorden skulle graves frem. Det er et rigtig møgarbejde. Jeg har kørt læssevis af blade på komposten og krydset fingre for, at blæsten holder sig væk.

Under de mange blade voksede der blomster, som nu er fremme i lyset og kan nydes. Der var storkenæb, juleroser, små røde tulipaner og gamle gulerødder ikke at forglemme :-)


Nu er min have klar til at blive plantet til med forårs- og sommerblomster. Krukkerne venter på, at planteskolen åbner, så der kan blive hentet planter hjem til terrassen. Jeg tror for alvor på foråret nu.