Jeg var solgt lige fra starten, da Wiola begyndte at dukke op både her, der og allevegne. Solgt og alligevel tilpas ubeslutsom og uopfindsom til at kunne finde på min egen farvesammensætning og mit eget udtryk.
Wiola røg derfor på pindene og hurtigt af pindene igen i orginalfarver og originalgarn. Det går hurtigt ud over stepperne, når der er så meget mønster, og man lige skal nå et par rækker mere for at se mønsteret folde sig ud. Pasformen er fin - ærmerne måske en anelse for smalle - men jeg tror, den bliver et hit og bliver brugt og slidt op.
Farverne er helt anderledes, end det jeg normalt bruger - og jeg har nok fået en del flere kommentarer på farvevalg end på selve modellen. Mønsterstrik er god strikkeenergi lige ind på kontoen:-)