mandag den 16. juni 2008

Haven gror

Min have er forsømt - det er ikke meget, der bliver krattet i jorden i disse dage - den får ikke andet vand, end det der falder fra himlen, der bliver ikke nippet og pillet, og alligevel belønner den mig - Det gror og vokser tiltrods for den manglende omsorg. Lavendelbuskene begynder at blomstre, bonderosen har fine blomster og de frø jeg satte med børnene i tidligere på foråret bliver nu til de fineste ranunkler og kornblomster. Jeg trænger snart til jord under neglene. Det giver altid en dejlig ro i hovedet.

Pigerne svinger pisken over mig. Strittens trøje blev monteret i weekenden og Stines trøje mangler et halvt ærme og en halv hætte. Hun er utålmodig og foreslår at smøre madpakker, hvis jeg tilgengæld vil sætte mig og strikke. Trøjen skulle helst have været taget i brug i går.

Jeg er gået i gang med den sidste "monster"-uge inden sommerferien. Jeg skal være censor 3 dage i denne uge og selv have elever til eksamen fredag. Det er spændende men krævende dage. Den fulde opmærksomhed, hjælp hvor det trænges og den rette vurdering fodrer fuld koncentration og det er mange timer i træk, hvor hjernen kører på fuld blus. Jeg brænder lidt ud og tager eftermiddagslur for at hente energi til resten af dagen. Men jeg er stående og kan se målet lige foran mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar