Mest for sjov

Kastaniestrik laver de fineste og sjoveste ting. En dag må jeg have samlet pigerne omkring mig og drage østpå for at besøge butikken og opleve alle de finurligheder, jeg har på fornemmelsen gemmer sig der.

Endelig har jeg fundet Tante Grøn som forhandler nogle af herlighederne. Jeg ærgrer mig gul og grøn over ikke at drikke kaffe. Ellers måtte jeg helt sikkert eje et kaffehus. Jeg afsøger nu familien og vennekredse, der må være nogen der, der ikke kan leve uden so ein ding.

Til gengæld faldt der et strikkekit til et Mobilehome ned i kurven. Det kunne dække enten egeteller andres behov. En oplagt gaveidé til piger, der gerne ville pakke mobilen godt ind - og hvad jeg ellers kunne finde på undskyldninger for at handle.

Glæder mig allerede til at det dumper ned i postkassen.
Billederne er lånt hos Tante Grøn

Garn-flov

Så er jeg på den igen - Min Pisa vest er næsten færdig MEN jeg mangler garn til de sidste 30 pinde på ryggen. Jeg er vild med opskrifterne og designet fra Design Club - men jeg er dødtræt af igen at stå med et strikketøj, jeg ikke kan gøre færdig - og hvor jeg må afsted for at finde mere garn. Gad vide om jeg er den eneste, der har det problem ?


Tunikaen er blevet fundet frem igen - og jeg skal bruge en rolig aften til at få lavet lidt videre på den. Er lidt spændt på, hvordan den kommer til at tage sig ud. Lige nu ser den lidt uformelig og uklædelig ud

Udsyn og horisonter

De sidste par dage har budt på en række oplevelser, der har udvidet både mine og mine elevers horisont. De har været på introkurser rundt på byens mange ungdomsuddannelser.

Jeg har hørt om salg og marketing, økonomi, latin, vindueudmsykning, kundebetjening og her på ugens sidste dag har jeg været med i bageriet på Teknisk Skole, hvor der er blevet bagt boller, pølsehorn, flettet brød, lavet marcipandekorationer, og hvor eleverne har haft fingrene i dejen.

Jeg har også tilbragt noget af dagen hos mekanikerne og lært om diverse bremsesystemer, tændrør, volt og ampere på bilbatterier og andre ting, der ellers ligger helt udenfor min virkelighed.

Det har, udover mine egen udvidede horisont på nogle af fagene - min egen fascination af alt det, man kan lære - og egen lyst til at gøre det hele om - og tage både en HG, en HHX, en bageruddannelse - dog nok ikke en mekanikeruddannelse - været helt fantastisk at opleve nogle af de elever, vi bøvler med i det daglige, sprudle, engageres og motiveres af den virkelige verden.

Se hvordan deres øjne stråler, når de er i et element, der passer dem så meget bedre end det vi kan tilbyde dem i en almindelig folkeskole hverdag.

Vroum vroum

Så er den lille rappe sag hentet hjem til matriklen. Der er taget mange ture i den i dag - både alene og sammen med pigerne. Det er en rigtig tøse-bil med spark i. Den er smart og lækker, og den matcher mig så godt.

Jeg er så næn om den lige nu, at det er strengt forbudt at spise boller, kiks, is eller efterlade æbleskrog og tegninger i bilen. Det er strengt forbudt at tørre beskidte støvler af i sæderne eller i de hele taget at sætte fedtede fingre på de skinnende overflader.

Jeg ved godt med mig selv, at det bare er en overgang, og at bilen på et tidspunkt bliver en ren brugsgenstand, som vil blive brugt på godt og ondt.

Tju hej

Hvordan var det lige, at den her uge, der ellers på papiret så så rolig ud, allerede nu hvor vi kun skriver tirsdag, er ved at sende mig bagud af dansen.

Arbejds-bunkerne bliver ved med at vokse - og jeg kæmper en brav kamp for at få bund i dem - men så snart en opgave er løst, kommer en ny til.

Nu er det slut - jeg pakker sammen og gør klar til at genoptage kampen i morgen. Jeg triller et par perler og tager et par pinde på strikketøjet, inden jeg dejser om og tage et par tiltrængte tid i laderen for at have fuld energi på batterierne i morgen.

Perle-terapi

Jeg er hoppet med på pigernes dille med at trække perler på snor - og har opdaget, hvilken effekt det kan have på det adrenalin-rush, jeg ofte vender hjem fra arbejde med.



At trille perlerne mellem fingrene og overveje deres rækkefølge for derefter at trække dem på snor en efter en - binde og nyde det hurtige resultat, giver en øjeblikkelig ro i kroppen.

Vi kan snart ikke bøje armen for armbånd, der næsten når til albuen - men heldigvis har flere glade modtagere meldt sig på banen.

Forårets komme

Sneen smelter og cyklerne bliver igen fundet frem. Pigerne er klar til at svinge sig i sadlen og træde hårdt i pedalerne. De gamle jernheste har imidlertid ikke overlevet vinteren og flere års flittig brug. Det var tid til nye heste i stalden.

De er nu hentet hjem efter flere dages ventetid. Der er blevet taget flere ture og lur mig om, der er nogen som helst plagen om at blive kørt i skole i morgen. Jeg tror det ikke.

Tværtimod kan jeg frygte at blive udfordret på en køretur i morgen eftermiddag i Lemvig Bjerge. Det er en udfordring, der kan give selv den skarpeste cykelrytter sved på panden - og få en almindelig dødelig motionist som mig selv til at overveje EPO.

Jeg tager gerne turen på betingelse af, at pigerne smiler lige så bredt i morgen - at solen skinner fra blå himmel, og at jeg har gode ben :-)

Pisk og gulerod

Efter at have svunget pisken over pigerne og over mig selv og efter at have fået et skinnende rent hus, hvor der dufter skønt af rent - er roen faldet over os - og vi nørkler og regerer i hvert vores område.


Der leges med perler og pap. Der spilles lidt computer og en ta'r en velfortjent lur. Selv kan jeg mærke sofaen og mit strikketøj kalder. Benene op og en time eller to i laderen - det er søndag, når den er bedst.

Gæk gæk gæk

Et mystisk brev landede i min postkasse i går. Ingen afsender men bare 6 prikker - som dog blev lavet om til 7, da jeg talte højt mens jeg læste op. Det var mindste-tøsen, der hoppende gjorde mig opmærksom på, at jeg nok hellere måtte tømme postkassen - Postmanden kunne jo have været her.

Jeg havde mange gæt, skulle hele raden af familie og venner rundt, inden hun fnisende gik til bekendelse og råbte "Ha! du skylder mig et påskeæg" Siden har jeg gentagne gange fået repeteret reglerne omkring gækkebreve og er blevet mindet om min gæld.

Der er blevet klippet et utal af gækkebreve siden - og bekymringen går nu på, om påskeharen har opdaget, vi er flyttet og får lagt æggene i den nye have. Jeg forsøger at overbevise hende om, at den nok skal finde os - det gjorde nissen og fastelavnsaben (som her i familien kommer med fastelavnsris) - og mon ikke der er en vis grad af kommunikation imellem nisser, fastelavnsaber og påskeharer ? Hun føler sig ikke helt overbevist.

Jeg elsker den magiske verden, som små børn bevæger sig i - og jeg elsker, når de italesætter den, så også vi andre får indblik i deres tanker og forestillinger. Det bringer smil og varme helt ned i maven.

Impuls-shopper

Nogle gange kan jeg blæse mig selv omkuld. Selvom halsen og næsen allerede havde lagt mig på langs, er det alligevel lykkedes mig at købe en bil liggende på sofaen - eller så godt som.

Det er en rap lille sag. Sort metallak fordi det klæder mig og ikke fordi det er praktisk. Lån, forsikring, grønne afgifter, vinterdæk, partikelfilter. Min horisont udvider sig markant - og jeg mærker, jeg klarer mig og føler glæde ved at opleve, at jeg faktisk er i stand til at stå solidt på egne ben og klare mig - eller næsten :-)

Tungen lige i munden

Det er en om'er igen-igen. Pisa vesten driller mig - nok mest fordi jeg er lidt ukoncentreret og bare strikker løs - længe og meget - inden jeg kigger ordentlig i opskriften. Det har nu resulteret i 2 omstrikninger. Det forkerte er igen pillet op, og jeg har lovet mig selv at følge opskrift nøje og ofte tjekke, om jeg nu også gør det rigtigt.

Sofaen bliver passet i disse dage. Jeg er slatten og har hals og hoved, der værker. Varme drikke og klud om halsen - Jeg passer godt på mig selv og håber energien vender tilbage lige om lidt.

Kurven fuld

Kjole-starten er gået. De første baner er strikket med god snak i ørerne. Karen Noe tunika bliver telefon-strik, hvor der hverken skal tænkes eller tælles for meget. Farven er fræk og garnet lækkert at strikke med.


Claudia ryggen er færdig og lige nu ligger den stille i kurven og venter på, at forstykkerne også kommer på pindene.

Men først skal jeg finde lidt koncentreret tid til Pisa-vesten, som kræver min fulde opmærksomhed. Der skal tælles på hver anden pind. Der skal laves ind og udtagninger - og jeg har ikke helt fattet systemet endnu.

Tirsdag er min korte dag - og jeg nyder tanken om en eftermiddag, hvor jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. I dag vil jeg strikke.

Paradis tur-retur

Jeg har skrevet om det før - jeg har oplevet det før - men stedet her får altså min indre engel til at føle, jeg er havnet lige midt i paradis. Mundvandet løber og dankortet brænder i lommen for at blive brugt.


Stedet er Tind Mohair, og det er absolut en køretur, hvis du ikke lige er i nærheden i anden anledning. Her finder man alt det garn et strikkehjerte kan begære, alle modeller strikket op - lige til at prøve, inden man selv giver sig i kast - sød og behagelig betjening, som gerne hjælper, men som også lader en snuse og mærke til, man segner.

Jeg slæbte garn derfra lige til husbehov og tror, jeg får vanskeligt ved at afse tid til gå på arbejde på denne side af påskeferien. Jeg skal svinge pindene til, de gløder - skal jeg.

Se bare her, hvad jeg skal i gang med:

Mini fra Design Club i en mørk grå og med de skønneste glaserede knapper. Den bliver lun og behagelig. En trøje, der bliver slidt af mig.

Pisa fra samme sted. En vest med et spændende design og en strikkefremgangsmåde, jeg ikke lige kan gennemskue. En udfordring - og jeg har allerede flere tunikaer og skjorter, der kalder på at få denne vest over sig.

Og endelig en ekstra bonus-ting, som falder ned over mig i disse dage. En tunika fra Karen Noe i det fineste blødeste Mohair, som bliver så fed og fræk til mine røde støvler. Den skulle helt sikkert have været færdig allerede i går.

Det er nu store store beslutninger, der skal tages - om hvilket strikketøj, der skal først på pindene - Lur mig om jeg inden der er gået et par dage ikke har fået taget hul på mindst 2 af herlighederne. Fortsættelse følger....

Etui på etui

Efter at have haft en af de dage, hvor tempoet er højt og bunkerne vokser i stedet for at svinde, selvom der blev kæmpet en brav kamp - er det alligevel lykkes mig at få trukket vejret helt ned i maven ved at slå mig ned i sofaen et par timer med en kurvfuld bomuldsgarn og en hæklenål.

Ikke flere giftige svampe - istedet er det blevet til et par nye udgaver af etui til nyt vidunder. Lige om lidt vil jeg krybe under fjer og mærke, at jeg er endnu en dag tættere på weekend.

Familiesysler

En lækker bog faldt ned i min kurv, da jeg handlede i dag. Familiesysler, som udover en masse dejlige billeder indeholder en række lækre madopskrifter, strikke opskrifter og idéer til små projekter.

Storetøsen var færdig af grin over min hæklen paddehatte - og mente virkelig, at nu havde jeg nået toppen af tidsfordriv med nål og pinde i hånden - lige indtil hun opdagede hvor smart den lille paddehat var som mobilvedhæng. Den er nu fuldt ud adopteret og accepteret.

Hun har flere små-projekter på tegnebrættet, som hun mener skal materialiseres gennem moderens hæklenål. I morgen bliver jeg præsenteres for billeder af bl.a. Svampe Bob, som hun mener skal hækles i en vældig fart.

Tidsrøver

Udover at det indimellem kan føles som om mit arbejde og måske især den tid, jeg skal bruge på det, kommer lodret på tværs af alle mine idéer og projekter, har der nu sneget sig en anden seriøs og krævende tidsrøver ind i mit liv. Det er da utrolig så megen tid, det tager at få top-tunet en Iphone - og det til trods for at den stadig ikke kan ringe ud eller sende sms'er.

Telia testede min tålmodighed i dag, hvor jeg skulle bruge en halv formiddag på at få en dame i røret, som efterfølgende oprettede en sag, hun inden for 48 timer ville give videre til nogen, der havde forstand på det, som så ville forsøge at løse problemet...... "Men tillykke med din nye telefon" sluttede hun samtalen af med - "som jo så ikke kan bruges som telefon" var jeg nødt til at tilføje. Godt jeg er så tåmodig en kvinde - not.

Strikketøjet skrider ikke frem. Det er kun blevet til de første pinde på Claudia - men lige om lidt tager jeg mig selv i nakken og svinger pindene, så jeg kan få lavet de første snoninger. I morgen er det kort dag på arbejde - og jeg glæder mig til en lang eftermiddag på egen matrikel - sikke en masse muligheder, der åbner sig for mig.