søndag den 16. august 2009

Kort weekend

En noget kort weekend er ved at være slut. Hele lørdagen bød på samvær med 20 elever og deres forældre på en klatrebane, hvor der var tid til godt socialt samvær, hvor der blev skabt positive bånd og forventninger - og hvor alle tog oplevelsen med godt humør, selvom vejrguderne ikke viste sig fra sin bedste side.

Fantstisk at se hvordan unge mennesker, der ofte er på nakken af hinanden og kan have svært ved at fungere sammen - i disciplinen "klatring" heppede og roste hinanden for modet til at tage vejen enten helt til tops eller for bare at forsøge. Der var kun vindere - inden tabere. Det var en god måde at bruge en lørdag på - og jeg er sikker på, at de gode oplevelser følger med ind i klasselokalet.

tirsdag den 11. august 2009

Vi forbereder

I morgen er en af de helt store dage - Mindste tøsen fylder 5 år - og det er ikke en dag, man sådan kan komme nemt omkring. Der er mange ønsker både mht til, hvad der skal være i pakkerne, hvad der skal spises til morgenmad, hvad der skal med i børnehaven, hvordan eftermiddagen skal forløbe, og hvor aftensmaden skal indtages. Intet - absolut intet - er overladt til tilfældighederne - Den unge dame har allerede en helt fast mening om, hvad der hører en god fødselsdag til. Vi halser lidt efter og håber, at vi kan holde trit og give hende en dejlig dag.


Eftermiddagen er gået med at frembringe en prinsessekage, der skal med i børnehaven. Idéen er min - udførelsen har de andre stået for, som det ofte er tilfældet med mine projekter. Det ser skidegodt ud på tegnebrættet, og når først processen er i gang - driller det mig, eller jeg mister interessen. Heldigvis har vi en god "afslutter" i store-pigen, som overtog pyntningen af kagen, da jeg var ved at blive lettere hys over ikke at kunne få vinduerne af M&M's til at sidde fast.

Jeg ved, hvor der findes

En have eller måske nærmere en mark fyldt med de skønneste og mest fantastiske Dahlia'er. Hvert år venter jeg utålmodigt på, at de fylder alle bøtterne ved vejkanten med disse vidunderlige blomster lige til at hente hjem i stuen.

Nu bugner det med blomster i både bøtter og på mark. En af dagene tager jeg mit kamera med, så I kan se med. Alle mine vaser er fyldte, og jeg mærker, at sommeren ikke er forbi, selvom det er gråt og vådt udenfor.

mandag den 10. august 2009

By the way

Trøjen fra Noda er nu endelig blevet færdig - helt færdig med knapper og hele moletjavsen. Den hænger nu klar til koldere dage, hvor det skal gøre godt med en gang tyk strik på skuldrene. Selvom jeg havde mine tvivl undervejs, er den blevet rigtig god og vellykket.
Knapperne var et kapitel for sig selv og mange har været lagt på, vurderet og diskuteret, inden en afstemning indenfor huset 4 vægge valgte "blomsten"

Overset perle

Jeg giver journalisten i Politiken, der for snart flere år siden skrev om Hamborg som Europas oversete perle, evig ret. Det er en dejlig by. Den oser af storby-stemning og er alligevel af en sådan størrelse, at den er til at overskue også for førstegangs-besøgende.

2 hele døgn i byen bragte os langt omkring. Manden-min smilede bredeste den første dag, hvor vi tog den store havnerundfart og så nærmere på store krydstogtsskibe, containerskibe i dock. Vi så også på tog i miniatureudgave - vi så på mange mange tog og længe længe. Jeg endte i bistroen og lod ham opleve færdig.


Vejret var helt fantastisk og nærmest ved et tilfælde fandt vi "stranden" i St. Pauli, hvor man siddende i liggestole kunne slænge sig, stikke tæerne i sandet og nyde en kølig drink. Vi smilede og sugede stemningen til os i kvarteret omkring Reberbahn og St. Pauli, hvor der var lidt Christiania-stemning.



God mad, dejlig vejr og tid og rum til tosomhed. Hamborg er jeg ikke færdig med.

fredag den 7. august 2009

Pakket og klar

Taskerne står linet op i køkkenet - både dem vi selv skal have med og dem, børnene tager med rundt til de forskellige steder, de skal tilbringe weekenden. Lige om lidt drager vi til Hamborg for at fejre vores 10 års bryllupsdag. 10 år som på en gang er fløjet afsted og som samtidig har budt på mange oplevelser og særlige dage. Det har været på op og ned af bakke - der har været med- og modvind - men vi har holdt til det og holder stadig sammen.

Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve Hamborg. Den bliver af mange omtalt som en overset storby, som gemmer på mange gode og dejlige oplevelser. Jeg glæder mig til at udforske, opleve og være i storbyen.

onsdag den 5. august 2009

Vest på pind

Det blev ikke den multifarvede i denne omgang - men en lilla uldvest med hæklede sidestykker. Den glider let og hurtigt, og det ene forstykke forlod allerede i går aftes pindene.
Det er et let og overskueligt strikketøj, som jeg hellere må spare lidt på de næste par dage, da det er velegnet til bilstrik. Allerede fredag morgen sætter jeg mig i bilen for at tage en lang køretur.
Manden min har i anledning af vores 10 års bryllupsdag inviteret mig på weekend i Hamborg. Det er en storby, vi længe har snakket om at besøge. Vi kigger derind hver gang, vi kører sydpå og har flere gange snakket om, at den egentlig fortjener et ordentlig besøg. Det får den nu - og jeg glæder mig rigtig meget.

tirsdag den 4. august 2009

Feriens sidste stråler

Sommervejret er for alvor vendt tilbage her på min sidste officielle feriedag. Vi har nydt det til fulde og forsøgt at trække god energi ud af det gode vejr. Dagen bød bl.a. på en tur til Vesterhavet, hvor jeg fik hentet garn til en vest og trukket en masse dejlig frisk luft.

De sidste par dage inden skolestart og har også budt på shop-amok tur, hvor vi fik handlet skolesager, skoletøj og skolesko. Behovene var mange, da mor først begyndte at svinge med dankortet. Dagen blev sluttet af med en sommer-is for at hente ny energi.

Heldigvis er starten på skoleåret blid med et par kortere dage, inden startskuddet for alvor går til det nye skoleår på mandag. Mine tøser har ferie lidt endnu og glæder sig til moderen forlader matriklen lidt og der bliver frit spil på alle hylder.

søndag den 2. august 2009

Jagten på en vest

Den har længe stået højt på min liste over "To do" - problemet har ikke været at få den på pindene - men at få fundet det rigtige mønster - den rigtige form. Nu tror jeg den er fundet.
Jeg købte en strikvest på udsalg den anden dag - ikke fordi vesten passede specielt godt til noget i mit skab men fordi formen var helt rigtig. Nu skal garnlageret gennemgåes for passende rester, der kan bruges til en gang multifarvet vest, der kan peppe op i mit noget traditionelle farvevalg af tøj. Lige om lidt kan du finde mig med hovedet dybt begravet i garn.

Gæstgiveri


Weekenden har budt på gode venners besøg i flere omgange. Vi er tanket op med god energi, gode snakke og varmt og nært samvær.
Vi fik set både vores egen by, nabobyen med Sneglehus og spist god og lækker mad.
Det er lige før vi er klar til at tage hul på hverdagen. Ferien lakker så småt mod en ende. I næste uge starter vi op i det små med forberedelse og møder. Der er stadig mere frihed end i en normal hverdag - men vi skal snart igang. Det er faktisk OK




onsdag den 29. juli 2009

Sandhedens time

Jeg har gjort det - Jeg har klippet i den trøje, som jeg har slidt og slæbt mig igennem - og indtil videre ser det ud til, at det holder. Det var med tungen lige i munden, at jeg syede de nødvendige sting - og med rystende hånd, at jeg satte saksen i strikket. Nu venter der en aften, hvor der skal strikkes kanter og måske allerede i morgen er jeg klar til knapper. Så kan de kolde aftenener bare komme an.

Forberedelse

Jeg får ikke blogget så meget - strikkepindene ligger lidt stille. Andre tanker og gøremål har fyldt meget og samtidig har jeg så småt været i gang med at forberede næste skoleår.
Det er nu næsten sat på skinner. Der er lavet årsplaner, kompendier og undervisningsmateriale. Nu er det tid til at nye resten af sommerferie - og måske få strikke bare lidt på de trøjer, der ligger og hensygner i kurven.

En sød tanke

En af mine veninder har foræret mig en sød gave. Fint og groft på en gang - fine stål hjerter og en rå lædersnor. Jeg er rigtig glad for den og nyder at bære den.



Storm er et ukendt mærke for mig - men de har nogle fede ting har jeg opdaget. Se selv med her
http://www.stormwatches.com/

mandag den 20. juli 2009

Børnenes dag

I dag har virkelig været børnenes dag. Vi brugte ikke mindre en 3 timer i den stærkt amerikaniseret kommercialiseret bamsebiks "Build a bear" Gitzen skulle have lavet en kanin i fødselsdagsgave fra Tante H. Køen var urimelig lang og ventetiden ulidelig.


Trods de mange børn, der skiftes plagede, smågræd og hoppede rundt i forventning og spænding var det hele ventetiden værd, da vi så Gitzen kaste sig ind i kampen og fik fyldt kaninen, givet den navn, hjerte og et hav af krammere - øjnene strålede og hun troede på eventyret. Hun var fuldstændig ligeglad med at det var amerikansk og kommercielt når det er værst.


Derefter blev fødselsdagen - nu både fætter M, Gitzen og kaninens fødselsdag - fejret med maner med Tante H's bagerier. Vi er nu så brugte, at vi ikke kan andet end at flyde på sofaen og lave så godt som ingenting. Det hører ferien til.

fredag den 17. juli 2009

Ferie-strikkerier

Der blev taget en del pinde på strikketøjet i det varme Sydfrankrig - ikke som mange som sædvanligt. Varmen gjorde det umuligt at håndtere et uldstrikketøj på skødet. Nu efter jeg er kommet hjem er det imidlertid som om det er gået lidt i stå og driller mig.


Stjernetrøjen er efter alt at dømme uformlig - Der er ikke taget ind til ærmer, og jeg tror, de kommer til at skulderen først slutter omkring albuen. Derudover er jeg løbet tør for garn og kan ikke umiddelbart genfinde farven hos http://www.holstgarn.dk/


Trøjen fra Noda er på pindene - men nu hvor jeg snart er klar til at samle til bærestykke er jeg gået i stå og er ramt af klippe-skræk. Jeg fulgte flere råd om at prøve mig frem med at klippe den op efter at have strikket den - Nu er jeg i tvivl om, hvor det egentlig er jeg skal klippe - helt ude i kanten eller i midten af de 6 masker der skal klippes i ?

For at forhindre at jeg går helt i stå, har jeg lavet en feber-strikke-redning og indkøbt nyt garn til en vest, som skal på pindene lige om lidt.


Ferien er gået videre og vi befinder os nu hos ynglingsfamilien i Valsgård. Der er dømt fredags-nydning med strikketøj og film på TV - så nytter det jo ligesom ikke at jeg sidder og fedter med problemtrøjer. Argumenterne for nyindkøbet er der mange af.

lørdag den 11. juli 2009

Vive la France

Pludselig var den her alligevel - ferien - 14 dage i Frankrig. Først Paris og Disneyland, derefter Pyrenæerne og tilsidst Alsace. Vi har levet på fransk i 14 dejlige dage, spist baguettes, foie gras, melon og smagt en masse dejlig vin.

Vi har levet i en lille fransk landsby omgivet af bjerge og skøn natur. Der er kommet ny energi på batterierne - og vi er nu klar til at drage videre på ferie de næste 3 uger. Det er nu, det betaler sig at være degn.