tirsdag den 4. december 2012

Degnen holder vejret

Det er en spændende dag i dag. Regeringen kommer med sit udspil til en ny folkeskole-reform. Vi venter spændt og holder vejret bare en smule. Der har været mange rygter ude omkring reformen. Fast arbejdstid fra 8-16, hvor vi skal opholde os på skolen, flere timer til eleverne, engelsk fra 1. klasse, aktivitetstimer og flere pædagoger ind i undervisningen. Det er spændende mulige tiltag. Nogle med store perspektiver i og andre grebet ud af luften uden nogen form for evidens for effekt. 



 Mantra'et om at lærerne skal undervise mere har også været luftet, og jeg bliver her nødt til at citere Irina Hansens indlæg i Politiken.

Hvad laver tømreren, når han ikke hamrer? Hvad laver kirurgen, når hun ikke skærer eller syr? Ingen er vel i tvivl om, at tømreren har brug for at måle op, købe materialer og tale med kunden, inden han skruer træet sammen. Ingen er vel i tvivl om, at kirurgen har brug for at læse og skrive journaler, tale med sygeplejersker og andre læger og patienten, inden hun skærer. Af en eller anden grund er det dog altid til debat, hvorfor læreren skal have tid til andet end den egentlige undervisning. 

Jeg bliver så træt i betrækket af den her evindelige mistænkeliggørelse af, om jeg nu rent faktisk leverer det arbejde, jeg skal. Jeg kan sige det uden at tøve og uden et gran af tvivl - Jeg leverer de timer, jeg skal - også selvom jeg KUN underviser 21 lektioner om ugen. Folk omkring mig er ikke i tvivl - og alligevel ligger der ofte også hos de nærmeste en formodning om, at jeg så må være undtagelsen fra reglen. 

Jeg ser hver dag kollegaer i øjnene, der er ved at kløjs i de mange krav om mødeaktivitet, rettearbejde, indberetninger, skriftliggørelse, dokumentation, samarbejde med et hav af eksterne parter - og i den ligning kan undervisningen godt fylde uendelig lidt - men samtidig er der ingen, der er villig til at skære i de mange opgaver, der i årenes løb har sneget sig ind i lærerjobbet. De er i dag en forudsætning for at kunne løfte de opgaver, der ligger i at lave en tidssvarende folkeskole og undervisning. 

Sikke en klagesang og ikke et ord om kreative sysler. Jeg holder vejret et par timer endnu.....

1 kommentar:

  1. Jeg holder vejret med dig og alle andre degne!

    Ingen, som i absolut ingen, skal være i tvivl om, at landets degne har en samlet ambition om at yde det ypperste. Vi er også med på nye og spændende tiltag baseret på evidens. Vi er nemlig professionelle og ikke hovsa-influerede.

    Jeg er så "heldig" at have været prøveklud for KLś mission om meget-mere-arbejde-ud-af-lærerne. I konflikt, dog!

    33 ugentlige undervisningslektioner og alt det andet, der naturligvis er, som det plejer at være!

    Resultat:

    Er nu på 3. måned sygemeldt med alvorlig stress!!!!!!!!

    Kan kun sige: Anstændige arbejdsvilkår, tak!

    SvarSlet