søndag den 29. september 2013

Efterårs-sag

Af flere omgange er det lykkedes mig at lægge det forkerte garn i kurven, når jeg har netshoppet. Gået efter gråt og endt op med brunt. Garnet var havnet langt nede i kurven, kategoriseret som fejlkøb. Et greb derned og en gang bladren i opskrifterne og frem voksede en lækker lækker poncho, der egner sig perfekt til efteråret snigende kulde. 


Ponchoen strikkes på store store pinde og er hurtig færdig. Den er let og lækker - og varmer helt fantastisk om skuldrene. Jeg overvejer en i både blå og orange, som også ligger i bunden af kurven. 
En smart finesse er, at den kan bruge på både den ene og den anden side. Den fine glatstrikkede side, hvor mønsteret fremstår tydeligt og vrangmaskerne ligger som en skjult rille - og den mere rå vrangside, hvor retmasken står klart frem. 




Faktaboks
Opskrift : Paula fra Lene Holme Samsøes Mere feminin strik
Pind:  5 og 6
Størrelse : S/M
Garn: En tråd højlandsuld og en tråd mohair fra Garnudsalg
Forbrug : 225 gram - fordelt på 100 g mohair og 125 g højlandsuld

fredag den 27. september 2013

Varme fingre

Et dybt greb i garn-isoleringen i kælderen, og jeg havde lækkert Loden garn, der lige passede til de vanter, som efterskole-tøsen efterlyste sidst hun var hjemme. Et hurtigt lille projekt med en masse hæften-ender - og mit første projekt fra Islandsk strik fra Fanø.



De er lækre, varme og glade i farverne. Det lykkedes mig at få lavet begge handsker - og det er strengt taget mest praktisk - men ligesom med sokker går jeg ofte kold i projektet efter den første - og jeg har lige så mange enlige handsker og strømper i strikkekurven som i vaskekurven.

Skarpe hjørner

Lige om snart og indenfor en overskuelig fremtid runder jeg et hjørne - et skarpt et af slagsen. Jeg holder meget af fødselsdage - især andres. Strengt taget synes jeg ikke mine egne dage er så fantastiske - ikke fordi jeg er ked af at blive ældre eller skræmt af alderen - men nok mere fordi jeg bedre kan lide at fejre andre end at lade andre fejre mig. Jeg kan bedre lide at være giver end modtager.



Jeg elsker gaver - og kan altid lave meget lange ønskesedler - især hvis jeg lige får lov at tænke mig om. Den der tænken-mig-om er startet, og listen har allerede gode og solide ønsker. Hvad ønsker du dig ?

torsdag den 26. september 2013

Masser af Island

En af de ting der sneg sig med hjem fra Fanø, var en skøn skøn ny bog. En imponerende strikkebog med hele 26 modeller og de skønneste skønneste billeder af både strik, garn og landskab. Der er så mange modeller, jeg gerne vil have på pinde - og det kribler i fingrene, og jeg synes så meget, de mangler i min garderobe :-)



En kollega er netop i denne uge på Island, og jeg har bestilt et islandsk får - bare et lille bitte et, der kan komme med hjem i kufferten. Mæh :-)


onsdag den 25. september 2013

Gode byttehandler

En bunke træ skåret som små huse viste sig lige pludselig at være en eftertragtet vare på Instagram - og da jeg havde en hel kasse, delte jeg gerne lidt ud. Det kom der den fineste og mest overvældende byttehandel ud af.


Trillemus kvitterede med at at sende mig en toilettaske retur. En toilettaske med så mange fine detaljer, at jeg har brugt halve eftermiddag på at studere de fine applikationer og det fine valg af stoffer, der matcher og supplerer hinanden.

Pigerne er ellevilde, fordi forside-applikationen er en gravhund. De mener klart, at den toilettaske var tiltænkt dem - jeg holder på den og aer den stadig. Jamen er det ikke magisk at en bunke træ kan omsættes til så fine ting. Magisk, overvældende og alt alt for meget.

tirsdag den 24. september 2013

Lær at elske montering

Hun indrommede det selv - Sanne fra Rasmilla - at det måske var en overdrivelse, at vi på en bare 3 timers workshop kunne komme til at elske montering. Tilgengæld fik vi mange fif til at lave en pæn sammensyning både i ret og glatstrik. Fif til at lave pæne skuldre, vendemasker, forhøjet nakke og andre finesser. 


Jeg er superdårlig til at opsøge de finesser, som ellers ligger i massevis rundt om i cyperspace. Jeg er i mit daglige strik ikke særlig detaljeorienteret - men går mere efter det færdige produkt og efter at holde en høj kadence - og måske netop derfor elsker jeg at komme på workshop. 

På den slags workshops, hvor jeg får detaljerne på plads og lære små smarte fif til at raffinere og forfine. Det fik jeg med på weekendens workshop - og jeg var høj og fløj derfra. Nu er jeg lidt tålmodig efter at skulle montere med de nye teknikker - og det er vel et skridt tættere på at elske ;-)

mandag den 23. september 2013

For Fanø da

Hold nu op jeg er træt og mæt af en masse gode oplevelser, indtryk, inspiration - godt selskab og gode snakke. Den der gode træthed, hvor hovedet ikke tænker for mange tanker - hvor man fordøjer og bearbejder.



Jeg har officielt anmodet om strikkeorlov med fuld løn - der er så mange projekter og ideer i hovedet efter en hel weekend i strikkeparadis, at døgnets timer bare slet ikke slår til. Det har været en dejlig dejlig weekend

torsdag den 19. september 2013

Tju hej og næsten på vej

Det blev nu - det blev torsdag eftermiddag, og jeg har nu vendt verden ryggen og bevæger mig lige om lidt mod strikke-paradiset, som de næste par dage ligger på Fanø. Hele 10 piger af allerbedste karakter og karat skal jeg tilbringe de næste 3½ dage sammen med.



Det bliver strikke-hækle-klub af format og garanteret energiopladning lige ind i blodbanen. Jeg glæder glæder glæder mig:-)

onsdag den 18. september 2013

Elefanthud

Sidste uge og åbenbart også denne uge er udrådt til officiel "Kick ass til Mie" uge - og det er som om verden virkelig har lagt sig i selen og lagt i kakkelovnen til mig. Jeg står godt i modvind - som regel - men strid orkan over længere tid kan godt få mig til at gispe lidt efter vejret.


Når nok er nok, havner jeg i sådan et stadie, hvor jeg bliver stædig som ind i h..... og fandme nok skal give baghjul og samtidig bliver jeg også lige en anelse grådlatent - især når jeg så mødes af forståelse og omsorg. Så længe jeg stadig brøler, er der ingen fare på færde - så er det kun de gule lamper, der lyser. Faren er først overhængende, når jeg tier stille - så er det gule på vej til orange og videre til rød.

Og lige om lidt vender jeg en del af verden ryggen og lader som om deres "kick-ass-projekt" Jeg tager i eksil på Fanø med en hel flok skønne kvinder, strikker alle frustrationerne væk og forsøger at "gro" lidt elefant-hud.

søndag den 15. september 2013

Arbejdsweekend

En rigtig arbejds-weekend med mange timer ved skrivebordet, med mange bunker at få bund i og med en lang lang to do liste. Der er nu nogenlunde bund i bunkerne - en ny uge står på spring - og lige om snart Strikkefestival.



Lidt små-sysler er det blevet til i de få og korte pauser. Lidt småtterier, der ikke her værd at skrive hjem om - men som alligevel får en lille plads her. Nu er jeg landet i sofaen og erobrer weekenden.

torsdag den 12. september 2013

Sommersky - Finito

Der har ikke været meget turbo-strik over mit test-strik af Liselottes sommersky - måske hænger det sammen med, at jeg har strikket den op hele to gange. Ikke fordi der var noget som helst galt med opskriften - men fordi jeg strikkede den med hovedet under armen - og med lidt for megen autonomi i forhold til opskriften.


Den er nu af pindene, monteret - også med knapper, skyllet op og tørret - og den er lige præcis så lækker, som jeg forestillede mig. Pasformen er rigtig god - med de enkelte justeringer i forhold til længde, jeg har lavet undervejs.

Den er let og fin i mønsteret - og anvendelig på den smarte måde - og så matcher den mine røde støvler med orange foer som fod i hose. Så kom an efterår - jeg er klar på alle tænkelige måder.

tirsdag den 10. september 2013

Smuldrer-tid og hustage

En hel eftermiddag uden møder - og en masse planer om at skulle nå en masse af både den ene og anden art, og pludselig er klokken 17.30, uden jeg rent faktisk har fået udrettet andet end at lande, støvsuge, rydde lidt op og hjælpe et par piger med en ordentlig omgang bolle-bageri i køkkenet.

Pist væk er tiden - og eftermiddagen uden den velfortjente morfar, uden et par pinde på strikketøjet - men alligevel med gode sysler og følelsen af at have tid og kunne gøre.



På spisebordet er landet en ordentlig kasse med huse - der skal slibes og males og måske blive til julegaver - eller til julemarked. Der er huse til alle mand og til både det retlinede og det mere skæve udtryk. Både til indenfor og udenfor boksen.

Hurra for lange eftermiddage uden for mange skal, må og bør. Flere af dem tak.

mandag den 9. september 2013

Småtings-afdelingen

Tante H drog fra matriklen med flere tasker, nøglesnore, mobiletui, 2 færdig strikkede trøjer og højt humør. Mit humør fejler intet - også selvom mine frembringelser vist sorterer lidt ind under småtterier og petitesser. En pung og et sølle mobiletui i et af mine allermest ynglings print fra Liberty.



Dejlig weekend - i godt selskab med et par larmende symaskiner, der hakkede og hostede, mens vi kæmpede med detaljen og de spirende færdigheder. Mit test-strik har også fået lidt seriøs opmærksomhed - og skulle gerne indenfor de næste par dage være af pindene IGEN.

lørdag den 7. september 2013

Give videre og lære fra sig

Krea-lørdag i godt selskab og med snurrende maskiner. Tante H havde et meget påtrængende behov for tasker, bokse og punge til både det ene og det andet - og et lige så påtrængende behov for at reconnecte med sin symaskine, som vist har hensygnet i et hjørne i mange år.


Planen var klar - det skulle sys toilettaske, penalhus til mindstemanden, en nøglesnor måske - og endnu et penalhus. Hun er lærenem - meget grundig og pernitten - og uden det mindste snert af den sjuske-åse, som jeg selv bliver ramt af en gang i mellem.

Hun blev begejstret over egne færdigheder og produktion undervejs - og jeg blev begejstret over at være med til at begejstre og med til at vise og give noget af det, jeg selv lige har opdaget videre. Det er for mig en enorm tilfredsstillelse at give videre og begejstre både på den professionelle og private front. Lækker lørdag :-)

Høj score på lækkerheds-barometeret

Det kribler og krabler i fingrene for at sætte saksen i mine nye fine stoffer, som jeg fandt på min vej rundt i København. Der er større stykker, og der er bitte små stykker. Der er stykker, der ville være fine helt for sig selv - og andre der egner sig bedst som kant eller detalje. Jeg tænker, tegner og drømmer og sætter først saksen i herlighederne, når jeg har udtænkt det helt rigtige.



Tante H og co kommer i weekenden - og hun mangler både det ene og det andet fra symaskinen - så mon ikke de skal snurre, og vi i fællesskab skal se, hvad vi kan frembringe?

fredag den 6. september 2013

Sukker-chok

I en af de meget få pusterum og istedet for frokost :-O listede jeg med min makker på La Glace. Stritten, min mellemste-tøs, som både elsker at bage og spise kage, har fulgt tv-programmerne nøje og snakket meget om et besøg derinde - og jeg besøgte nu for hende - tog en hav af billederne og smagte så nøje, at jeg kunne gengive hver en smagsoplevelse.

Sikke et sted - det føles som at blive sat mange mange år tilbage i tiden, når man træder ind af døren. Det føles som om man befinder sig i både en anden tid og et andet samfundslag, når man sætter sig til rette og får serveret de største stykker lagkage med varm chokolade og kaffe i sølvkander.

Sukker-chokket var overvældende . direkte ind i blodbanerne og med en let hovedpine til følge. Det er hård kost til frokost - men nøj det smeltede på munden og bombarderede smagsløgene - især de søde:-) Klart klart et besøg værd, og Stritten mener, det ikke kan blive hurtigt nok....