søndag den 24. maj 2009

Størrelse telt

Strikkeprøver er ikke for de impulsive og hurtige på aftrækkeren. Jeg ville nogle gange ønske, jeg havde bare lidt mere tålmodighed og fik brugt den halve time på at lave en strikkeprøve - men hver gang tager iveren over, og jeg satser stort. Denne gang kostede de mange timers arbejde, hvor jeg løbende forsøgte at overbevise mig selv om, at størrelsen nok var meget god - lidt til den store side - men god.

Sent i går aftes kunne jeg godt se, at hvis trøjen skulle passe, ville det betyde, jeg skulle tage i omegnen af 10 kilo på - eller tage konsekvensen af min dovenskab og pille op. De 10 kilo var jeg ikke for alvor interesseret i - selvom tanken om kage og chokolade ad libitum fristede mig kortvarigt. Trøjen er nu tilbage ved kanten, og jeg kæmper mig igennem 2. gang. Hvorfor er det altid sjovere at strikke første gang ?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar