Tusind penselsstrøg senere - mange nedvaskninger, pudsninger, tapen op og tapen ned senere, rydden hylder og skubben rundt med store tunge møbler - er jeg 1½ væg fra færdig i stuen - men også selv så færdig - at væggen må vente til en anden god dag. Der er solgt ud i energi-depoterne efter en lang og effektiv arbejds-weekend med stue og køkken-maling.
Det bliver godt, messer jeg for mig selv, mens jeg kæmper mig frem meter for meter - penselstrøg efter penselstrøg. Tæt på at segne og så går det op for kvikke-Åse her, at jeg på et klart (eller knap så klart) øjeblik i løbet af weekenden tog al sengetøjet af alle senge for liiige at køre det gennem en vask. Det har jeg så glemt alt om - og nu strejker tørretumbleren.....
Sengetiden er udskudt, og jeg bliver en gang udskidt æblegrød i morgen, er jeg ret sikker på. Eneste kreative præstation jeg har formået i løbet af weekenden, er isyning af 8 stk knapper i den cardigan min mor skal have i julegave - og nu hvor jeg venter og hepper på at sengetøjet tørrer, er jeg for træt til at løfte armene.
Viser opslag med etiketten Blandede bolscher. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blandede bolscher. Vis alle opslag
søndag den 7. december 2014
lørdag den 10. september 2011
Op på hesten igen
Energien er total fraværende - trætheden lammende, og jeg er i en sump-tilstand på niveau med den dovneste skildpadde. Alligevel trækker jeg lige om lidt mig selv op ved de små hår i nakken og drager afsted ud i det danske land med ungerne på bagsædet.
En kær ven fejrer rund fødselsdag - og jeg glæder mig til at fejre den med ham og hans familie. Glæder mig til at se og gense mennesker, der har betydet meget for meget og som jeg ikke har set så meget til de sidste par turbulente år i mit liv.
Energien må jeg hente fra reservernes reserve. Op på hesten Mie.... hep hep
torsdag den 18. august 2011
Arbejdshest
Lige nu tager arbejdet det meste af mine vågne timer - og samtidig er jeg ikke vågen helt så mange timer som i ferien - fordi jeg, når aftenens ro lægger sig over matriklen, bliver ramt af en ubændig trang til at se dyner, og fordi jeg, så snart hovedet rammer puden, snork-bobler.
Et par timer i dag midt på dagen mellem dagens undervisning og et eftermiddagsmøde blev brugt i byen - bare for lige at lure, for at mærke solen i ansigtet og for at føle, jeg ikke var på arbejde. En kjole i den mest fantastiske petroleumsblå farve insisterede på at komme med hjem - den nærmest sprang på mig og ville ikke gå af igen.
Den måtte med hjem sammen med ekspedientens halskæde, som hun selv havde lavet - og som hun gavmild tog af og gav mig, da jeg faldt i svime over den. Fantastisk service og fryns af den helt uventede slags ved at være trofast stamkunde.....
tirsdag den 28. juni 2011
Navia drømme
Solen bager, temperaturen er høj, vi kryber i skygge for ikke at blive stegt - og samtidig drømmer jeg om store tykke sweatre, strikket i 3 trådet garn. Det svarer vel lidt til at hækle bikini i december-måned. Jeg hækler lidt videre på mine cirkler, mens jeg tager beslutningen om lige præcis hvilken sweater, jeg ikke kan leve foruden.
Jeg går lidt rundt om mig selv og forsøger at finde ud af det her ferieri. Rastløsheden og følelsenaf "at skulle" og "der er en masse jeg lige skal nå" sidder stadig i kroppen. Det bliver langsomt bedre - men det tager altid lidt tid for mig at lande "i ferien", og når taskerne er pakket og jeg forlader landegrænsen fredag ved jeg den rammer mig for alvor.
søndag den 12. juni 2011
Svink-ærinde
Bare for at få lidt luft under vingerne og for at se lidt andet end væggene omkring arbejdsbordet - rev vi formiddagen og en god del af eftermiddagen ud af kalenderen i går, sprang i bilen og trillede ned af kystvejen.
Et af formålene med turen var, udover energiopladning og en god frokost, at besøge Tind Mohair for der at finde inspiration og garn til sommerferieprojekterne. Jeg brugte lang tid der, jeg støvede rundt, mærkede og følte på garn, så på modeller - men fandt aldrig noget, der talte til mig eller krævede at komme på mine pinde. Tro det eller ej- jeg gik fra Tind uden at købe garn af nogen som helst slags. Det har sat mig i en krise af de helt store - og jeg er stadig på bar bund mht strik, der skal med på sommerferie lige om lidt.
Tilgengæld fik jeg en ny pung. Den gamle hang så godt som i laser, og pengene fossede ud af den - og ikke kun når jeg åbnede den :-) Den nye pung holder så åbenbart så godt på pengene, at jeg ikke engang er i stand til at købe garn. Chokerende.....
tirsdag den 7. juni 2011
Hjemmedag
Selv om jeg kun sporadisk og kortvarigt har forladt eget matrikelnummer i dag - er det ikke blevet til så meget som en pind på strikketøjet. Det kalder ellers højt og insisterende på mig henne fra kurven. Måske kalder det mest, fordi jeg har indgået en aftale med mig selv om at gøre hele 2 stykker strik færdig, inden jeg må starte på det nye garn, der listede med mig hjem den anden dag, da Tante H raidede den lokale garnpusher.
Istedet er tiden gået med at få forberedt mig til fingrespidserne til de næste par dages eksamen. Jeg har analyseret tekster og fundet på udfordrende spørgsmål, der åbner teksten - forhåbentlig.
Det er med en god portion sommerfugle i maven - at jeg tager plads ved det grønne bord. Det er med at være skarp og lige på kornet - og modsat eleverne, som er i ilden i 25 minutter, er jeg på i mange timer efter hinanden. Det er spændende, og adrenalinen pisker gennem kroppen - bagefter er jeg ren karklud og totalt udmattet.
tirsdag den 26. april 2011
Sæt i gang
Priviligieret med en langsom start her efter ferien. Klokken ringer først ind for mig kl. 10, og jeg nyder min stille morgen her ved spisebordet.
Tiden har jeg styr på - nogenlunde, efter jeg i Prag efter lang tids søgen lod mig prakke et ur på - i allerbedste kvalitet på markedet. Det med kvaliteten er jeg ikke 100% overbevist om.... Uret taber mellem 5 og 10 minutter i døgnet. Det er med selvoptræk og jeg kan nu til stor morskab for tøserne ses rystende på hånden for at sikre optimal tidstagning :-)
Flere har rystet på hovedet og undret sig højlydt over mit valg af ur. Det er stort og groft og passer måske bedre på en håndværkerarm end på mine tøsede knogler. Men det var præcist det jeg gik efter. Maskulint og hårdt i linjerne. En opblødning af alt det feminine tingeltangel jeg ellers kan finde på at iklæde mig.
Desuden har jeg brug for et ur, der vejer til på venstre arm for at afhjælpe min højre-venstre blindhed, der grænser til det latterlige. Det er en af mine særheder - at jeg tiltrods for en intelligenskvotient i normalområdet, gode evner som sporhund og ellers normalt fungerende simpelthen ikke kan hitte ud af det med højre og venstre. Jeg kan sagtens finde vej - det er når jeg skal forklare andre vej at det går helt galt, og jeg ryger ud i fagter og bevægelser og udtalelser som "den her højre" mens jeg vifter med venstre arm. Så note til mig selv - armen med uret er VENSTRE.....
lørdag den 9. april 2011
Forpustet ind i weekenden
Dagene ræser afsted og ledigggang er et snart ukendt begreb. Meget at gøre på arbejde og meget at gøre herhjemme. Listerne er lange, og vi når ikke helt at trække vejret imellem de forskellige gøremål.
Nu er weekenden her heldigvis - og den skal udnyttes maksimalt. Både til at få ender til at hænge sammen - men også til at få gearet lidt ned og genvinde lidt kræfter, inden næste uge starter. Vejret er vidunderligt og energigivende.
Et af projekterne for weekenden blev startet op allerede i går. Store-pigen vil lave sine egne flødeboller til konfirmationen - og der blev i går eksperimenteret med den perfekte bund, den gode skum og hvordan dælan man får dem overtrukket pænt uden at skummet smutter af igen. Den perfekte metode er ikke fundet endnu - så ekspermentet fortsætter i dag.
Jeg hækler stadig lidt cirker her og der, når jeg har et kvarter tilovers.....
torsdag den 31. marts 2011
Ukampdygtig
Den ondeste hovedpine har gjort mig ukampdygtig de sidste par dage. Stille - helt stille aktiviteter har været mulige - men alt der krævede den mindste bevægelse eller afgav den mindste lyd har været bandlyst.
Jeg er på vej tilbage og føler nu, jeg skal indhente de sidste par dage. Det er blevet til et par pinde på strikketøjet her til eftermiddag - og jeg har endnu engang konstateret, at mængderne i Design Clubs kits overhovedet ikke matcher min strikkefasthed. Jeg løber altid tør for garn og skal ud og hente ekstra.
Denne gang mangler jeg til et helt ærme - inden jeg kan trække i en ny Mini, som skal erstatte den, jeg havde tidligere og som led en grum skæbne, da en venlig sjæl ville hjælpe mig med at få bund i vasketøjsbunken.
Pigerne-mine og huset trænger til kærlig omsorg efter et par dage, hvor jeg ikke har været disponibel for andet end hvisken og listefødder.
fredag den 18. marts 2011
Klar, parat til weekenden
En stille uge på arbejde, og nu er det allerede fredag. Jeg er klar til weekend efter at have haft en luksus-uge, hvor jeg er mødt på arbejde kl. 10 og gået hjem kl. 13.
Det har givet en masse god energi til at få lavet forberedelse ved arbejdsbordet, til at være mor og tage hånd om huset.
Faktisk tror jeg det lige er sådant et arbejdsliv, der passer mig - har jeg opdaget. Nu skal jeg så bare lige have overbevist chefen-min om, at jeg sagtens kan tjene min fulde løn med den indsats.
A piece of cake...... eller hvad ?
Weekenden truer med gode og stille aktiviteter. En have, der skal ryddes, et hav af vinduer, der snart ikke giver udsyn mere, et stak projektopgaver og et strikketøj, der kalder på at få taget et par omgange.
lørdag den 26. februar 2011
Pust i hjørnet
Nogle gange er jeg bare fænomenal til at få lavet to-do lister, som jeg egentlig ikke rigtig gider arbejde mig ned igennem. Nu har jeg ladet liste være liste og sat mig godt til rette i sofahjørnet - bare lige en halv time med knitrende blade, min nye strikkebog med sååååå mange modeller, jeg bare må lave og strikketøjet indenfor rækkevidde.
Jeg tager lige en puster, inden jeg giver mig i kast med en god gang oprydning i kælderen, som trænger, som du kun kan forestille dig i din vildeste fantasi....
fredag den 28. januar 2011
Kom bare an fredag
Allerede torsdag føles det som næsten weekend - Svingende flittigt kosten i går over både skidt og tøser - så nu er fladerne så godt som ryddet, og om sølle 3 timer på skolen er jeg klar til at skyde weekenden i gang.
Der er stadig en arbejdspukkel, der klistrer til min ryg - men den er mindre og mere overskuelig. Tror snart jeg må give en kollega ret i at "Man kan spise en elefant - bare man tager den bid for bid" Jeg skal nok få has på den elefant - er bare ved at være godt og grundig træt af elefant-smagen :-)
Weekenden skal dog også bruges på meget andet end arbejde....Storetøsen skal have farvet hår og have sat ramme om et maleri. Der skal spilles spil, snakkes, pjattes og hygges. Jeg skal have strikket så mange pinde på mit strikketøj, og sofaen skal siddes til.
Jeg har testprøvet den et par gange i denne uge - men har endnu ikke helt fundet "mit sted" - Jeg rykker rundt og prøver mig frem, mens jeg slæber standerlampen efter mig for at sikre det gode lys.
Ah fredag kom an - Jeg er klar til dig:-)
fredag den 21. januar 2011
Strikketøser på strikketur
Weekenden truer. Der er nu kun få punkter tilbage på to-do listen - og jeg kan mærke glæden kryber ind under huden. Hele denne weekend skal tilbringes i selskab med en af mine allerbedste ynglingspersoner.
Vi skal i sommerhus med strikkeparadis indenfor overskuelig afstand. Vi skal smække benene op og motionere både stemme og strikkepinde. Mad bliver noget,der skal overstås og ingen - absolut ingen - skal stille nogen som helst krav. Det er balsam for sjælen for 2 mødre til et hav af børn.
Strikkekurven er pakket med garn, småprojekter, ufærdige projekter og opskrifter til noget, der måske skal hentes garn til. Der er basis for at enhver indskydelse og lyst kan forfølges. I kurven ligger også mine snart mange strikkeposer, som følger mig over overalt.
Jeg er vil med strikkeposer og har fundet mine både her hos Kirsten Gisbøl og her hos Tulipaner og tomater. De er fine og en fryd for øjet.
tirsdag den 11. januar 2011
Hurra for ind i mellem
Mit arbejdsliv tager lige nu pusten fra mig. Januar måned er en spidsbelastnings-periode, som kun eksamensmåneden kan konkurrere med. Et hav af elevplaner, forældresamtaler og terminsstile hober sig op, fylder kalenderen og stjæler alle mine vågne timer. Vi er ikke rigtig for alvor kommet i gang endnu, og jeg er i den grad drænet på forhånd.
Nu har jeg brugt lidt tid på at få det store forkromede overblik over de opgaver, der venter - for derefter at få det brudt ned til overskuelige opgaver dag for dag. Det handler om at tage det en dag af gangen - og kun forholde sig til det, der skal nås i dag - for først at bekymre sig om i morgen, når i morgen kommer.
Indimellem snyder jeg mig til et par pinde på Stockholm Scarf, som jeg har fundet her hos Anne. Det er et skønt stykke strik, som glider af pindene - Mønsteret kører over kun fire pinde og memoreres lynhurtigt. Jeg er halvvejs og glæder mig allerede til at slynge det om halsen.
mandag den 10. januar 2011
Forårets komme
Når det nu kniber med foråret, når bilen stadig skal skrabes fri for is om morgenen, når tæerne er iskolde efter en tur i haven og når kroppen skriger på sol og lys, når tålmodigheden med kulde og sne er ved at være opbrugt - ja så må man jo ty til andre midler....
Jeg har trukket foråret ind i stuen med glaskrukker fyldt med perlehyacinter. Jeg er vild med de små tætte blå-lilla blomster og for mig er de så meget lig forår og lys.
Netop denne uge starter, som en uge bedst startes - med sen start og tid til at komme langsomt i gear. Jeg nyder det - og skyder lige om lidt ud af starthullerne. God mandag til dig.
søndag den 9. januar 2011
Nårh...
Søndag morgen med selvmedlidenhed og realitetssans. Rigtig meget af weekenden er gået ved arbejdsbordet med snotten tæt på skærmen og et hav af opgaver, der skulle laves. Arbejde på en lang liste, som stadig kun er påbegyndt og så langt fra overskuelig endnu.
Jeg har ondt af mig selv, fordi det føles som spild afgod weekend - og ved en nærmere efterrationalisering opdager jeg, at min weekend alligevel har budt på andet og mere end arbejde. Fredag var der en fødselsdagsfest, der blev crashed - heldigvis til stor glæde og overraskelse for fødelsdagsbarnet. Lørdag bød på godt samvær og lækker mad med 2 hold venner - og så er det rigtig, at indimellem det har jeg måttet arbejde. Men come on Mie - dit tudefjæs.
I bund og grund handler det om, at der bare ikke har været tid til at svinge pindene - og jeg har så mange projekter, der presser sig på og som jeg gerne vil i gang med. Nu tager jeg et fast greb i kraven og holder op med alt mit ynk.
Et sjal er det blevet til. Terra af Jared Flood. Det har været et lækkert strikketøj, og jeg er allerede begejstret for resultatet - også selvom det ikke er lykkedes mig at tage nogle ordentlige billeder.
God søndag til dig og til mig :-)
torsdag den 6. januar 2011
Hold stop stands
Hold da fast der er fart på det her nye år. Jeg hænger i og hænger efter blot de første par dage tilbage på pinden allerede i neglene. Lynhurtigt er kalenderen blevet fyldt med så mange "To-do"s at jeg fuldstændig har opgivet at planlægge, hvordan jeg får tid til dem - men ligesom bare læner mig tilbage med opspærrede øjne og mærker en snigende panik over kun at have 24 timer til rådighed i døgnet.
Pindene hviler - og som altid når jeg løber stærkt, vælter projekter, jeg gerne vil have gang i frem på nethinden. Et sjal ligger udspændt på sengen - og jeg har planer om en Stockholm klud herfra. Du kan også se den hos Anne, som har lavet en flot eksemplar af tørklæder og sendt mig videre ud i cyperspace efter opskriften.
mandag den 27. december 2010
God høst og tju hej
Hold da op, hvor de løber hurtigt de her juledage - selvom vi forsøger at kede os bravt og ikke tage os til for meget. Vi nyder den gode høst fra den anden dag og tingene kommer langsomt i brug.
I dag bragte postmanden en forsinket julegave fra mine forældre. De fineste og lækreste strikkepinde i KnitPro i en fin og lækker kasse. Jeg har brugt en halv eftermiddag på at ae og skal nu snart se om pindene har god knitre-værdi.
Helbredet bliver bedre. Tilbage er kun den mest irriterende kriller-hoste, som ikke rigtig vil forsvinde og som næsten kan kvæle mig, når jeg lægger mig. I desperation har jeg nu både indtaget hostsaft OG stærke drikke. Nogle gode ideer derude ?
søndag den 19. december 2010
Søndags-nydning
En weekend med mange facetter - en fødsesldag der ændrede karakter, da fødselsdagsbarnet gik ned og tilbragte dagen, aftenen og natten i febervildelse. Ændrede karakter, da nogle af fødselsdagsgæsterne sneede inde i det midtjyske men som ikke blev mindre god og varm af den grund. Den blev bare anderledes end vi havde planlagt.
Vi fandt roen med huset fyldt af børn, der havde meget at gøre og mange småprojekter i gang. Jeg fik startet lidt strikketøj op uden rigtig at blive fanget af det og jeg mærker nu langsomt energien vende tilbage. Indimellem temperaturregulerer jeg stadig dårligt og bliver sendt til tælling - men jeg rejser mig hurtigt igen og ved at jeg i løbet af et par dage har genvundet min energi. Dejlig weekend med dejlige mennesker er en god energi-booster.
Boligliv med opskriften på Helga Isagers Honey har ligget øverst i bunken et stykke tid. Jeg har afsøgt markedet for garn - men har nu kastet mig ud i et forsøgt med Cashmere og Kauni i regnbuefarvet. Den er sjov at strikke - tilpas let i mønsteret til man sagtens kan følge en håndboldkamp imens og samtidig venter jeg spændt på farveskiftene ved hver ny kube. Fortsættelse følger, hvis jeg denne gang formår at holde fast i ET projekt og ikke zapper videre til et nyt.
Lige nu nyder vi bare søndagen og venter på at komme i gang med de sidste 3 arbejdsdage inden juleferie. Børnene hoverer lidt over, at deres ferie allerede er startet
onsdag den 8. december 2010
Vinterhus
Sneen vælter nu ud af skyerne - også her i Vestjylland, som ellers er sluppet med en anelse i de sidste uger. Nu er det tunge store snefnug, der hurtigt og sikkert dækker haven og samtidig også tager toppen af den dårlige samvittighed over aldrig at have fået revet æblerne sammen på græsplænen. De er nu forsvundet som dug for solen og hvem ved, måske er de væk, når sneen smelter ?
Tøserne har taget et par prægtige sneboldskampe, fået rejst en snemand og afprøvet trampolinen (endnu en af mine dårlige samvittigheder - den skulle vist have været pakket sammen :-() med sne på. Det gav mange grin og hvin.
Herinde i huset pakker vi os - med lys og varme. Med strikkepind og hæklenål - og lister i stor stil over de julegaver, der stadig skal findes og købes. Ah det er en god midt-uge-eftermiddag.
Vores første forsøg på at fremstille kagehus står stadig. Den er ikke solid i konstruktionen - taget svajer faretruende og en byggesagkyndig ville vist finde en del K3 på byggeriet. Vi er nu godt tilfredse og glade for at huset står endnu. Tjapper-hunden udviser stor interesse for det duftende hus og springer op og snuser, så snart vi ser den anden vej.
Tøserne har taget et par prægtige sneboldskampe, fået rejst en snemand og afprøvet trampolinen (endnu en af mine dårlige samvittigheder - den skulle vist have været pakket sammen :-() med sne på. Det gav mange grin og hvin.
Herinde i huset pakker vi os - med lys og varme. Med strikkepind og hæklenål - og lister i stor stil over de julegaver, der stadig skal findes og købes. Ah det er en god midt-uge-eftermiddag.
Vores første forsøg på at fremstille kagehus står stadig. Den er ikke solid i konstruktionen - taget svajer faretruende og en byggesagkyndig ville vist finde en del K3 på byggeriet. Vi er nu godt tilfredse og glade for at huset står endnu. Tjapper-hunden udviser stor interesse for det duftende hus og springer op og snuser, så snart vi ser den anden vej.
Abonner på:
Opslag (Atom)