Skrivebordet er nu ryddet. Opgaven er pakket langt væk og får lov at hvile, indtil påskeferien byder på et par sammenhængende fridage. Jeg føler befrielse og lettelse, selvom kampen ikke er helt overstået. Nu er der ihvertefald våbenhvile det næste stykke tid.
Al den tid og energi jeg nu får frigivet, skal i første omgang bruges til at få monteret min petroleumsvams. Jeg mangler lige de allersidste pinde på det ene ærme. Den bliver god til en kold dag med hunden, og min 10 årige datter synes, den er sej. Det er virkelig et "godkendt" tegn. Ofte rynker hun på næsen af mine frembringelser.
Hendes patchwork skrider fremad - vi famler os frem - men resultatet skal nok blive godt. Hun er grundig og tålmodig og har fingre, der knibler, fordi hun bare er nødt til at lave noget kreativt, som hun siger. Hun er arveligt belastet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar