En eftermiddag ved spisebordet med nål, tråd og en engels tålmodighed - og jeg er nu klar til parade og til at vise jer en næsten hel ny garderobe. Hele 3 stk strik er færdig - og det er næsten ikke til at vælge, hvilken en af trøjerne, jeg skal trække i i morgen.
Velkommen til parade.......

Den grønne tunika er færdig, monteret med knapper, som det godt nok var svært at vælge. Jeg var meget i tvivl om de her lidt sprælske knapper fremfor en sort læder-knap. Men nu er de monteret, og så ser jeg sagerne an. Trøjen er våd - og ikke skjoldet, som det ser ud til på billedet.

Pippi-trøjen har ligget længe og ventet på knapper. Den var nok sjovere at strikke end den egentlig klæder mig. Igen stor tvivl om, hvorvidt jeg skulle vælge ensfarvede knapper eller gå efter multifarverne også på knapperne. Om de skulle sys i med sort, hvid eller multi.

Og endelig knapper til Navia-trøjen, som stadig er en anelse for lang og som skal "prøve-gå'es-til" inden dens endelig skæbne helt bliver afgjort.
Det kan man da kalde at gøre rent bord - og ren kurv. Se det kan man kalde en sand parade og beviset på, at man med en god gang galde over spildt ferie virkelig kan få noget fra hånden :-)