Sjældent får mit strikketøj så stor opmærkomhed fra pigernes side - men lige nu er der tale om et sandt heppekor. Den første strømpe i det allerførste par er færdig og prøvet til. Storetøsen sad med strømpen på det meste af aftenen i går og pressede mig med udsagn som "se den anden kolde fod" "det er godt nok synd, at de små tæer fryser så meget - mon de falder af?" "De her strømper vil jeg gerne have på i morgen"

Lettere presset over ikke at kunne strikke et par strømper på en aften, har jeg nu smidt strikkeposen i tasken i håbet om at et eftermiddagsmøde giver lidt strikketid. Jeg er endnu ikke kommet i gang med 2 strømper på en gang på rundpind. Hovedet har ikke helt været med til at sætte mig ind i teknikken - og lige nu trænger jeg bare til lige ud af vejen strikketøj - og DET lever strømper fuldt op til.