En hel uge i roligt tempo bliver allerede i morgen afløst af en rigtig "monster" uge med en kalender, der ligner noget, der er løgn. Jeg forsøger ikke at overskue hele ugen - men at tage den dag for dag, time for time. Heldigvis har jeg overskud på energi-kontoen - så kom bare an uge.
søndag den 28. september 2008
Fod i hose
Husets hjerte
Jeg har placeret mig her lige midt i husets hjerte ved køkkenbordet med min PC, bøger og garn indenfor rækkevidde. Mine børn leger og hygger sig omkring mig og kommer indimellem forbi for at slå en sludder af og fortælle en historie.
Jeg elsker den her slags stunder, hvor jeg formår at være tilstede og være til rådighed. Hvor jeg ikke har travlt med alt muligt andet og kun vanskeligt lader mig forstyrre, hvor jeg ikke klæber til skrivebordet, fordi jeg liiiige skal have noget fra hånden. Jeg vil så gerne gøre det til en prioritet at tage mig den slags øjeblikke. En prioritet på højde med at få gjort rent og få forberedt mig til arbejde. Jeg øver mig og lykkes lige nu.
Stines strømper er røget af pindene og straks på fødderne. "De er bare perfekte" siger hun. Det er løn i sig selv, når jeg nu synes, at strømpe strikkeriet er meget mere produkt end proces orienteret. Det er ikke udfordrende og spændende strikkeri - mere sådan "nu mangler jeg kun 15 omgange"
Jeg bladrer lidt i mine nye bøger. Den ene er Vivian Høxbros nye dominostrik-bog. Der er mange sjove idéer og flere projekter jeg har lyst til at lave. Nogle skal modificeres lidt og andre skal laves lige præcis som det foreslås. Jeg havde en periode, hvor jeg slet ikke kunne slippe domino-pindene og så har det været en glemt teknik længe. Måske skal det genopdages ? Den anden er en hæklebog med masser af forskellige hæklemønstre og teknikker. Hækling er en nyopdaget passion. Det er et rigtig godt alternativ til strikkeriet og giver dejlig afveksling.
lørdag den 27. september 2008
Efteråret strikkes ind
Uldne strømper skal der til, nu hvor efteråret for alvor trænger sig på. Mine tøser har opdaget et stort og udækket behov og har sat Mama i sving. De svinger gerne pisken over mig og står i kø for at få netop deres strømper på pindene. Det krævede endnu en optankning hos Markno, hvor jeg så bjerge og bjerge af garn for at finde netop de nøgler, der skulle til.
Gitzens strømper røg af pindene i går aftes og sidder allerede sikkert på fødderne. Hun er så klar til at trække i gummistøvler og vandre ud i skoven med børnehaven.
fredag den 26. september 2008
Fundet


torsdag den 25. september 2008
Hvem og hvor ?
Katastrofe - mine foretrukne er på mystisk vis forsvundet fra min computer - og i mine foretrukne lå et et helt fantastisk link, som min ældste datter netop i dag skulle indvies i. En af de bloggere jeg gerne besøger havde selv lavet nogle telefon-kruseduller om til et fantastisk kunstværk og havde et næsten mere fantastisk link til et sted, hvor man kunne se flere af slagsen. Bloggeren havde også købt et sæt med papir og tuschpen i USA - Er der mon nogen, der kan hjælpe mig med at finde stedet igen ?
onsdag den 24. september 2008
Jeg gad godt
Børnene tilbringer de fleste eftermiddage med at spille rundbold med vennerne, der kommer rendende til på cykler, løbehjul og rulleskøjter - og jeg selv hygger mig her i hjertet af huset, siddende ved køkkenbordet, hvor jeg er tilrådighed men samtidig får taget et par pinde på min Cirkacardigan, som jeg har syltet lidt på det sidste. Nu skal den være færdig, for jeg mangler den.
Friheden flyver
Huset har fået en omgang, og jeg har kunnet spise frokost i de mange solstrejf i mit køkken - som også hunden nyder at slænge sig i. Mine krukker kalder på mig fra terrassen - de kalder højt og trænger virkelig til en omgang. Jeg går derud og nipper - hvis jeg gider.
Der er blevet lagt planer for vinteren og indkøbt vintertøj til de fleste af pigerne. Det er lyserødt - meget lyserødt. Kun Stine-pigen går i sort til vinter :-)
Der er stadig 3 måneder til jul og alligevel er den så småt ved at snige sig ind i det lille hjem her. Traditionen med at holde julemandens værksted i efterårsferien med egne og tilløbende børn er fast indgroet hos alle børnene, og de har nu pløjet Panduro og diverse hobby-bøger igennem for at planlægge deres projekter. Jeg elsker at være overskuds-mor med tid og overskud - En fri-uge bare en gang hvert halve år står øverst på min ønskeseddel sammen med det lille gule hus i Skagen.
mandag den 22. september 2008
Trip trap træsko
Trøjen kan varmt anbefales. Den er hurtig at strikke, den er nem at trække i, og den kradser ikke det fjerneste. Garn og opskrift kan du få hos Marianne http://www.markno.dk/group.asp?group=2706 og http://www.markno.dk/group.asp?group=2705. Opskriften er til fri afbenyttelse - den finder du her : http://www.markno.dk/group.asp?group=2716
Den egentlige anledning
Den egentlig anledning til vores fantastiske tur til Skagen var, at jeg som tante til en hel flok dejlige unger var stand-by til et bryllup, hvor både MGP og lidt løsere former trak i børnene. De vendte efter festivitas'en i kirken hjem til tanten og deres "helt egen fest" som en af brudebørnene sagde.


En hel igennem vidunderlig dag - men en smuk-smuk brud, smukke omgivelser, varme og kærlighed.
søndag den 21. september 2008
Oplevelser og luft under vingerne
Landskabet omkring Skagen taler til mig. Taler til mine barndomsminder og giver mig luft under vingerne. Jeg tømmes for tanker og føler friheden. Det føles som ferie og hverdagens ræs forsvinder. Jeg er igen et barn på 10 på ferie med mine forældre.
Vi gjorde byen og omegn på cykler. Det blev trådt godt igennem i pedalerne, Stine-mus klarede nostalgi-turen i stiv arm. Selvom hun tilsidst trak lidt anstrengt på smilebåndet over moderens "og her fik jeg is, da jeg var barn..." " og her plukkede jeg blomster..." osv. osv.
Cykelturens højdepunkt var et besøg på Skagens Museum. Stine har en sjælden fascination af malerier og ser historier, opbygning og lys i hver enkelt billede. Hendes evne overgår langt mine i den henseende, og det er en fornøjelse at stå på sidelinjen og se hende nyde. Lur mig om hendes egne lærreder og farver ikke bliver fundet frem en af dagene.
onsdag den 17. september 2008
Er sommeren slut ?
Idag har jeg forsøgt at komme min modvilje til livs og lokke fødderne ned i sko og støvler. Det kostede et par ture med Dankortet - men nu tripper jeg glad rundt i et par sko, der varmer mere end sandaler og et par fede bronze-farvede støvler, der kalder på at blive brugt. Det er vist rent manipulation med mine følelser - men pyt - jeg er nu klar til at tage imod efteråret, som er godt i gang derude.
Ud af døren
Jeg undres tilstadighed over den opslugthed, der rammer mig på mit arbejde. Jeg forlader tit hjemmet med en følelse af he
llere at ville være der - men så snart jeg sætter foden på skolens matrikel bliver jeg opslugt og indfange i atmosfære og udfordringer og glemmer alt om mit øvrige liv. Det er et privilegium at være glad for sit arbejde - men det kræver også benhård disciplin at lægge det fra sig og også være til stede i de andre facetter af mit liv. Jeg er ikke god endnu - men jeg øver mig
søndag den 14. september 2008
Strik igennem


Største-pigen har lavet en hurtig kalkule om 1 dag 1 trøje og mener således, at hendes trøje er færdig i morgen. Det må jeg nok melde pas på. Det er ikke muligt i en familie med 3 børn på den måde at melde sig ud flere dage i træk. I dag er jeg nok til også at få kigget lidt på alle de andre projekter i huset, der kalder på mig - inden en ny uge starter i morgen. Men på pindene skal den nok komme.
lørdag den 13. september 2008
Gitzens trøje er nu klar til hendes næste 14 dage i skoven i skovbørnehaven. "Den er bare så blød både udenpå og indeni" siger hun. Strittens er på pindene og største-pigen tripper utålmodig for at se striberne i sit garn. Trøjerne strikkes på pind 7, så det går stærkt fremad - men det er også nødvendig med det pres, der lægges på mig.
Manden med hæk-saksen
"Du skal nok ikke gå ud i dag, hvis du bliver ked af, at jeg har klippet i haven" var den besked, der mødte mig, da jeg stod op i dag.
Jeg fik allerede nervøse trækninger i ansigtet, da jeg så ham stå der midt i køkkenet med hæk-saksen. Det plejer at være et dårligt varsel for mine planter i haven. Han bliver ofte en kende for effektiv - nu hvor han "lige var i gang" og det har kostet en blomstrende busk her og der.
Duften af lavendel, der stod om manden med saksen, var ikke til at tage fejl af - Mit lavendelbed foran huset er nu beskåret til ugenkendelighed. Det kalder jeg på forkant. Det nytter ikke at ærgre sig - jeg overvejer dog elektrisk hegn til en anden god gang. Pigerne er gået i gang med at redde, hvad reddes kan og klipper lavendel til lavendelposer m.m.
torsdag den 11. september 2008
Næsten weekend

Mine strikkemuskler er blevet forsømt, og jeg er garanteret helt ude af "strikke-form" Der skal tages revanche her i weekend, hvor jeg regner med at indlede et strikke-marathon bare for mig selv og de, der evt. render til. Jeg rører mig ikke ud af stedet - men skal have benene op og pind i hånd fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Det er ikke altid, den slags planer holder - men jeg har de bedste intentioner om at få luft og rum. 

Jeg døjer stadig med en masse ufærdige men påbegyndte projekter. Derudover har jeg et hav af projekter i hovedet, som trænger sig på for at blive sat på pinde. Først i kurven ligger det nye Tosca garn fra http://www.markno.dk/. Det har de skønneste farver og hver af pigerne skal have en raglan-trøje til de lidt koldere dage. De havde nogle lignende trøjer for et par år siden - og de blev slidt op.
lørdag den 6. september 2008
Danseklar dansemus

En dejlig lørdag, der byder på masser af godt selskab, dejlig mad og forhåbentlig dans til den lyse morgen. Jeg elsker at danse. Følelsen af fødderne, der flyver hen over gulvet, følelsen af at skulle følges ad og at blive ført rundt på dansegulvet. Musikken og dansepartneren, der sætter tempoet. Danseskoene er spændt på fødderne, og jeg er så klar.
fredag den 5. september 2008
Hallo verden

Jeg har nu lukket døren fast og bestemt til arbejdsværelset. Fast besluttet på ikke at åbne den før allertidligst i morgen :-/ Jeg er vist endnu engang rendt ind i en spidsbelastning og arbejder en vis legemesdel ud af bukserne. Det er en evig kamp at holde skrivebordet fri for stakke - og et øjebliks uopmærksomhed kan koste en torsdag nat og fredag aften. Nu er jeg næsten på forkant igen - og skal bare lige have pulsen lidt ned og finde roen til at tage et par runder på mit strikketøj. Jeg trænger.
Samtidig er det et kæmpe privilegium at nyde de mange timer ved skrivebordet. Mit største ønske til jul er dog et par timer mere i døgnet, så jeg også kan nå alt det andet livet har at byde på.
tirsdag den 2. september 2008
Strik på pind


Jeg fornemmer, at det ikke varer længe, inden trøjerne for alvor skal trækkes ud af skabet og luftes. Det er gråt, temperaturen er faldet markant og mine bare tæer bliver kolde og må varmes under tæpper. Jeg er ikke
helt klar til at slippe sommeren - men vejret får en til at trække indenfor.

Vi har tændt lys og er krøbet sammen i sofaen til en god gang eftermiddagshygge. Efterår er nu heller ikke det værste - bare det ikke regner HELE tiden
mandag den 1. september 2008
Tomme tønder

Dette tema har været oppe at vende før - jeg har truet med det tidligere og har fået det sat på skinner - men har ikke været i stand til at holde ved og holde ud. Nu forsøger jeg igen og læner mig op af en klippefast tro på, at ethvert forsøg indeholder læring og nye erkendelser, der gør mig bedre i stand til at holde fast.
Jeg vil i gang med at løbe - ikke bare efter bussen, efter eleverne og efter min
e egne piger - men sådan rigtig for alvor - hvor jeg om nogle uger er i stand til at løbe en tur og af den vej få renset hjernen for tanker og blive tanket med god energi. Løbeprogrammet er nu naglet fast til opslagstavlen. Rammerne omkring byen er i orden - der er smukt og grønt selv, når skyerne hænger tungt og himlen indimellem åbner sine sluser, som det har været tilfældet i dag.
HEP HEP
Jeg vil i gang med at løbe - ikke bare efter bussen, efter eleverne og efter min

HEP HEP
Abonner på:
Opslag (Atom)