mandag den 13. juli 2015

Barcelona - et uudforsket plet

Selvom jeg har rejst en del i Europa, har jeg faktisk aldrig besøgt Spanien - og aldrig sat mine fødder i Barcelona før i år - og det er da helt klart en fejl. Indtrykkene efter en uge lige midt i byen med afstikkere rundt til både seværdigheder, gode shoppemuligheder, dejlig mad og varm lækker strandsand er stadig ved at sætte sig - og jeg er begejstret og sikker på, at jeg slet ikke er færdig med Barcelona. 



Vi indlogerede os i en hotel lejlighed lige midt på Ramblaen med altanudsigt til både boder, gøglere og levet liv blandt både spaniere og mange mange andre turister. Vi sov til storbyens lyde og skulle bare trække gardinet fra for at se lige derned, hvor byen vågnede og byen gik til ro. En lille bitte altan med kun lige plads til en - men med fin udsigt og udsyn.  



I lejligheden var et stort badekar og en af turens allerførste udflugter gik til Lush, der lå flere kilometer væk, men som bød på lækkerier indenfor badeverdenen i form af badebomber, badesæber, dufte og andre lækkerier. Det var pigerne, der kendte til herligheder og insisterede - og de tilbragte på skift timevis i badekarret og fik i den grad vasket dagens storbys-støv af sig. 


Stranden lå lige en tur med metroen væk - og der var mange at vælge imellem. Vi brugte eftermiddagens sidste timer på stranden - en god afslutning på dagen inden jagten på mad og lækkerier gik ind. Flere gange var klokken 20 inden vi fik os rejst og forlod stranden på et tidspunkt, hvor stadig nye badende kom til. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar