Det svære farvel

I lørdags hentede jeg min store pige hjem fra efterskole. Det var en vemodig dag med mange tårer og følelserne helt udenpå tøjet. Der blev sagt godt og grundigt farvel. De unge blev sendt afsted fra skolen med gode tanker, gode råd  og et fast fundament til at gå ud og skabe sig det liv, de drømmer om.

Tomheden og tristheden var overvældende hos den pige, jeg fik hjem. Det var og er svært at sige farvel til en tid, der aldrig kommer igen. Et fællesskab, der har flyttet så meget og haft så stor betydning gennem et helt år. Venner og veninder man har delt livet med på godt og ondt. Et år der har sat så mange spor, at de kommer til at følge hende gennem livet.

Det er og var stort - og jeg kan godt forstå hendes behov for at være i følelsen. Men nøj det er svært at holde curling-moderen fra døren. Det svider og slider, at se ens barn så ked af det. Jeg havde så megen lyst til at tage det væk fra hende, få hende til at smile og grine og til at mærke det fede liv, der venter.

Jeg holdt mig i skindet og agerede i stedet service-mor med kæmpe S. Tjapper-hunden tog imod med storm og passede ellers på. Det er en del af livet, en del af efterskole-opholdet - og det ruster og giver styrke - og det er så meget nemmere at se, nu hvor solen igen skinner, og hun finder smilet frem igen.