Katastrofe-morgen

Det er som om udfordringerne i livet kommer i stimer - og kræver elefanthud, overskud og overblik, når de rammer. Jeg mærker en voldsom trang til at gå i flyver-skjul, mens jeg udfordres både i det private og i det professionelle liv. Jeg søger efter det sted, hvor jeg kan vende mig hen og finde ro - hvor der er plads til svaghed, klasken sammen og stille-væren.

I dag startede ellers roligt - ihvertefald den første time, jeg var vågen, inden mindstetøsen ringede grædende, at hun var styrtet på cyklen. Det kostede to fortænder - og vi står foran en formiddag ved tandlægen. Jeg hader hader hader, når der sker mine børn noget. Der går total både høne og løve-mor i mig. Jeg er som alle andre mødre klar til at forsvare dem med næb og kløer. Til at brøle og trække dem ind under vingerne samtidig med, at mit hjerte bløder for dem.

Samtidig forundres jeg over mine børns robusthed. Forundres over, at hun for 1½ time siden var helt utrøstelig, opløst og knust og med rette -  og at hun nu sidder og småtraller foran fjernsynet, mens vi venter på at skulle til tandlægen.

Vi har aftalt at eftermiddagen skal bruges på ren råhygge - og at det her hendes dag. Kald det bare over-kompensation. Jeg er ligeglad - hun skal overforkæles og klædes i al mulig omsorg og kærlighed. Det kalder dagen på.

Og lige om hjørnet venter december - er det ikke noget med julefred og julefryd ?