Kvindagtig

Et stort gammelt, utæt og lettere faldefærdigt hus og 4 piger er på papiret måske ikke en særlig god blanding. Der er mange ting, vi har lært os, og som vi har fået helt styr på - og så er der et hav af ting, vi overhovedet ikke har begreb om - og som vi overhovedet ikke giver os i kast med.

Heldigvis har jeg 3-4 yderst stabile og kompetente mænd i mit - låne-mænd, om man vil - som rykker ud, når tingene vokser os over hovedet, eller vi står overfor en uoverstigelig udfordring.

I går hængte en af disse mænd billeder op for mig. Kravet var en firkant. Der blev målt, regnet på den, slået søm, hængt op, justeret - og jeg smiler nu af at mine nye billeder, som jeg fik for snart en evighed siden, endelig er kommet på plads.

Jeg har den sidste uges tid slæbt en lampe fra soveværelset efter mig, fordi den i stuen ikke duede.... Jeg var ikke helt nået til det med at tjekke om der skulle en ny pære til - og i så fald med hvilken fatning (sikke en videnskab - det pærehalløj) Selvsamme stabile mand fiksede det for mig ved at dreje på pæren, som sad løs. Lige der og kun lige der følte jeg mig en anelse kvindagtig - og jeg fik også lov til at høre for det.....

Jeg føler mig heldig, priviligeret og tryg ved at vide, at når krisen kradser på enten den ene eller anden måde, er hjælpen kun en opringning væk. Det er en gave, som jeg husker at sætte pris på - hver eneste dag.