Ynglings-kop

Under træet lå koppen, som ikke har forladt min hånd, siden den blev pakket ud. Det er Mano-kopper fra Kähler - og den ligger som støbt til min hånd. Den er en fornøjelse både at se, holde og drikke af. Den opfylder alle krav - både dem jeg var klar over og dem, jeg ikke vidste, jeg havde, til en god kop.

Jeg har slået mig ned ved spisebordet med læsestof, strikketøj og koppen indenfor rækkevidde. Der trækkes kun lidt i mig fra anden side - men jeg nægter - nægter at rejse mig og gøre noget som helst. Legetøj må lege selv, rodet må blive liggende til, jeg rejser mig, og foderstanden er af sådan art, at ingen - absolut ingen - lider nævneværdig overlast, hvis jeg ikke smører en mad til dem.

Jeg har trukket stikket ud og laver ingenting what so ever det næste stykke tid. Det er en menneskeret - og jeg kræver min ret.