Eller sådan føles det - et hav af mennesker kaster bolde i min retning, og jeg holder tungen lige i munden for at holde dem alle i luften. Det er den samme følelse og lettere frustration, der rammer mig hvert år efter en laaaang ferie.
At jeg ikke har kapacitet til at rumme alle de oplysninger, der går i min retning - at jeg umuligt, kan huske alt det, jeg skal huske. Jeg ved godt, at jeg lige om lidt finder mine ben i det - mærker at alle boldene ikke skal være i gang på en gang - men at jeg selv kan lægge dem i kurven - uden at de forsvinder.
Samtidig kæmper jeg med lidt indre irritation over ikke selv at have fuld råderum over min tid. At det er ligesom arbejdet kommer på tværs af mit liv - og stjæler min tid.
Heldigvis mærker jeg også en voldsom tænding og brænding, hver gang jeg går ind i mit klasselokale og bliver mødt af mange unge mennesker, der gerne vil og som har glade forventninger. Jeg elsker at være degn - men jeg elsker også følelsen af frihed og frit råderum. Lige om lidt finder jeg balancen
Velkommen tilbge til gerningen ;-) Dit indlæg kunne have været skrevet af mig, kender ALT for godt følelsen. Dejligt at erfaringen fortæller at det lægger sig så sagte. Hos mig kan der så lægges en virkelighed, der er uvant - Lærerforeningen og KL i konflikt i "min" kommune - det trækker alvorlige veksler, kan jeg allerede nu mærke. Det fratager mig min professionelle tænkning og det er svært at navigere i!ØV, kunne jeg bare sidde i min stol og strikke til der igen er "normale" tilstande.
SvarSlet