tirsdag den 21. juni 2011

Kender du det?

At søvnen slet ikke ville slippe sit tag i en, at man selv når man er stået op og har åbnet øjnene stadig ser verden sløret og uskarpt, at det at tømme en opvaskemaskine føles som at bestige et bjerg. Jeg ved godt, hvad det betyder - Det betyder, at jeg snart, meget snart skal holde fri og holde noget ferie.

Det er heldigt, at tilstanden rent faktisk rammer på et tidspunkt, hvor ferien er så tæt på, at jeg nærmest bare kan række ud efter den. Ferien som jeg lige om lidt har overskud til at give lidt flere tanker og få planlagt lidt mere i detaljer end det er tilfældet nu - hvor det eneste jeg ved er afrejse- og hjemkomsttidspunktet.


Om 1½ uge er jeg klar - så klar til at indsnuse duftene, udfordre smagsløgene og suge oplevelser til mig i Frankrigs skønne Provence. Jeg har ikke været der i mange mange år - men husker det med både krop og sjæl og glæder mig til at genopleve regionen.

Derefter glæder jeg mig til min ynglingsby over alle byer. Paris. En hel uge i gaderne, jeg kender så godt. En mental rejse tilbage til de 2 år, jeg tilbragte der, som ung og visionær. Til at genopleve og til at vise og opleve sammen med for første gang.


Laderen til batterierne er indenfor rækkevidde - og jeg ved, jeg når derhen :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar