December er skudt godt i gang her på matriklen. Pigerne tumler ud af sengene tidligt tidligt for at tjekke om nissen nu har været forbi. Mindste-tøsen stiller ingen spørgsmål men er helt overbevidst om nissens eksistens. Eneste bivirkning ved den del af julens magi er, at hun nu konsekvent sover på sofaen af frygt for at støde ind i ham på trappen.
Der laves nissegaver til skolen, og jeg forsøger at lade op til weekenden og få bugt med den feber, min krop kæmper mod. Vi har planer om færdiggørelse af julegaver, kagebageri og konfekteri. Kagedåserne skal fyldes.
Det med bageriet er mest, fordi man SKAL - mest fordi pigerne synes, det er sååååå hyggeligt. Resultaterne bliver som regel tvivlsomme og tålmodigheden slipper op inden vi får fremstillet de mængder en jul med respekt for sig selv kræver. Heldigvis er vi velsignet med en veninde/tante, der har reddet julen for os de sidste mange år med sine kager i alverdens varianter. Vi krydser fingre for at hun igen i år agerer frelsende engel.
Så vidt jeg ved står der allerede tante Mie på et par kagedåser :-)
SvarSlet