Struds og fornægtelse

Det er mere end en måned siden, at en af mine rigtig gode kollegaer og trofaste støtter både i det professionelle og i den private sfære sagde sit job op. Der har været en række praktiske ting, der skulle ordnes. Overleveringer, forældremøde, oprydning, rydning af fælles kontor m.m. og alligevel er det som om, jeg ikke rigtig har forholdt mig til det. Som om jeg har lavet en struds i en klar forventning om, at det ville gå over, hvis jeg undlod at tage det ind.

Fredag var hendes sidste arbejdsdag - og hun fik flagallé på privatadressen, stående ovationer fra kollegaer, knus og kram fra elever og voksne. Hun er en klippe med et stort blødt hjerte. En lærer med retning, mandsmod og vilje - men også en kær veninde med en stor favn og med en syvende sans, for hvornår jeg trænger til en hånd i ryggen, en klap på skulderen eller et spark i rumpetten.

Jeg fik en virkelig særlig og fin gave. En lysestage i kernelæder, der skal tændes tit og ofte og stå helt centralt her hos mig. Hurra for gode mennesker i livet - både her og der, nær og fjern. Jeg tænder lys for hver og en af dem - og i dag særligt for Lene.