Mens jeg har gjort Fanø usikker og formøblet hele familie-formue har Stritten leget med stempler og stempel-fremstilling herhjemme. Inden jeg tog afsted, havde jeg tømt Søstrene Grene for viskelæder af enhver art og størrelse, knive var lånt her og der, og scenen var sat for en god gang krea tid - Jeg havde endda givet en række forslag til stempler, jeg næsten ikke kan leve uden.
Jeg har en eller anden ting med stempler. Tøserne griner og siger, at nissen altid kommer med stempler - og at det altid ender med, at de finder vej til mine kasser i stedet for deres. En fascination af at kunne sætte sit aftryk måske. Jeg bruger dem alt for lidt og alt for sjældent - og jeg undrer mig over min fascination. Måske er det et gammelt barndoms-traume, hvor det var strengt forbudt at stemple med min fars stempler af den der slags, der havde den der særlige lyd, når stemplet stemplede mod puden.
Der er stadig masser af viskelæder - og jeg mangler stadig både et sy-stempel, gave-stempel, navne-stempel, lærer-stempel, søde stempler og sjove stempler :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar