Det er en tilbagevendende begivenhed hvert år i marts - de årlige gymnastik-opvisninger. Det udspiller sig over flere weekender og pigerne går meget op i det, øver sig og glæder sig. Moderen glæder sig også lidt - ihvertefald til de sparsomme minutter hendes eget afkom udfolder sig på gulvet.
Jeg er nysgerrig på det - og forsøger at forstå. Jeg har fanget den med det sociale, og det magiske i at gøre det sammen og måske endda samtidig - men jeg sidder altid tilbage med en følelsen af "hvem vandt så?"
I dag har vi været i hallen i hele 6 timer, og jeg måtte ty til strikketøj for ikke at power-nappe både her og der. Også der er det lidt besværligt med det gymnastik, fordi man skal rejse sig og klappe ind og ud. Man klapper ikke, fordi nogen scorer mål - men fordi fanen bæres ind og ud - igen og igen.
Aj jeg forstår det altså ikke helt - men pigerne elsker det - og jeg elsker dem og vil gerne dele det, de elsker med dem - og så fik jeg strikket et halvt bærestykke på min egen høstjakke. Så alt i alt en god måde at bruge en lørdag på :-)
Fnis, - godt at det kan kombineres med strikketid.
SvarSletDet reddede mig bigtime Eva :-)
SvarSletHi hi!
SvarSletHar selv haft en gymnastikpige, og der er klart fællesskabet. Min svigersøn sidder med samme følelse, af at der jo er ingen der vinder. Men jeg tror gerne at han vil lære at nyde gymnastik. Jeg har altid strikketøjet med, for det er dælme en lang dag.