lørdag den 29. marts 2014

Krea, skævt, skørt og messy

De der rolige aftenener, hvor jeg samler mine dejlige tøser omkring mig og bare flyder, bliver her hos os ofte til 2 tøser i sofaen og en, der hurtigt dapper af og ender ved spisebordet, hvor hun lever en eller anden tanke ud.

Vores spisebord er sjældent ryddeligt og bart - der er altid gang i et eller andet projekt - som til nød, og når sulten bliver overvældende flytter rodet over på en af de andre bare flader - vindueskarm, skuffedarium eller lign.



Jeg bander nogle gange over de mange mærkelige ting, det flyder med - og samtidig fascineres jeg dybt over mellemste-tøsen, som lever så mange krea-sysler ud - ideer hun har set, fanget eller som er opstået ud af det rene ingenting. Det er ikke det hele der ender i noget brugbart - der er mange eksperimenter og "hvad-sker-der-hvis-jeg-gør-sådan-her".

Hun har en ihærdighed, en opfindsomhed og en lyst til at udleve de skæve ideer, som fascineres mig - og som jeg nyder at stå på sidelinjen af. Jeg agerer gerne skaffe-dyr og henter dingenoter og sager til - også når jeg bare slet og overhovedet ikke kan se, hvor det bærer hen.

1 kommentar:

  1. Hvor jeg da bare kender det. Rod alle vegne med ufærdige projekter. Men jeg er sikker på at det gør en hel del for deres udvikling på det lange løb! Sagde pædagogen ;0)

    SvarSlet