onsdag den 20. november 2013

Valgflæsk og valgis

Valgdage er altid særlige dage. Det er næsten som om, man kan mærke den der sitren, der løber i byen hele dagen. Spændt forventning, nerver på højkant og en stærk følelse af at kunne komme til orde og gøre en forskel.


Her i huset spiser vi ikke valgflæsk - men vi får altid valgis, og der er frit valg i disken på tanken - også til den allerstørste is, hvis det er den, valget kalder på. Et billigt træk til at få pigerne til at gå op i valget - men det virker. Vi har fået masser af gode snakke om kommunal-, regions-, folketings- og præsidentvalg - om mandater og valgperioder - om poltiske holdninger og om hvem jeg og andre holder med.

Mindstetøsens første spørgsmål her til morgen var "Hvem vandt?" - og kommunalvalget er på en eller anden måde mere nærværende, fordi vi kender nogle af de mennesker, der hænger rundt omkring i lygtepælene. Nu er det overstået, og de kan kravle ned og være sammen med vi andre igen.

1 kommentar:

  1. Enig - valgdage er helt specielle :-) Vores dreng på 6 år var med og vi fik også nogle gode snakke om hvad, hvordan og hvorfor. Han spurgte bla " Hvem hepper du på mor?" ;-)

    SvarSlet