Ferie-ramt

Endelig endelig ramte ferien mig. Lige pludselig og længe ventet. Det er som om, kroppen ikke rigtig har forstået det. Den står stadig i højt gear og alarmberedskab. Den er stadig klar til at rykke ud og arbejde igennem - og samtidig er kræfterne sluppet op. Den der belastende overtræthed, hvor man mærker hjernen kører markant langsommere, og hvor det næsten er en umulighed at få udrettet bare det mindste.

Jeg ved det - jeg genkender følelsen, og alligevel bliver jeg overrasket over det hvert år. At det lige tager et par dage at lande i ferien - at det kræver tilvænning. Næste uge står på et par dage med møder og lidt små-planlægning af næste skoleår, og så tager vi i sommerhus. Der rammer ferien mig for alvor, ved jeg. Der hvor der ikke lige ligger et par "hør-og-bør" og kalder.

Forunderligt hvordan man skal lære kroppen det der med at slappe af, at det er en tilvænning, og ved at der i den anden ende af ferien også venter er en kamp, når hverdagen igen banker på. Men lige nu forsøger jeg bare at lande med begge ben i ferien, finde den indre ro og få batterierne solidt placeret i opladeren.